Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 29:

Forslag til folketingsbeslutning om dansk bidrag til FN’s og OPCW’s mission i Syrien.

Af udenrigsministeren (Rasmus Helveg Petersen, fg.).

(Fremsættelse 06.12.2013).

Hr. Søren Pind som Venstres ordfører.

Oprøret i Syrien begyndte i foråret 2011. Her 3 år senere er millioner på flugt, over 130.000 er dræbt, over 11.000 af dem er børn, og internt fordrevne kan lige så vel tælles i millioner. Der er stadig flere unge europæere, der rejser til Syrien. De gør det for at agere en slags Jihadturister. Nogle af dem gør det også for at bekæmpe den magtesløshed, som de vestlige lande udstråler. Nogle gør det rent humanitært, andre gør det med våben i hånd. Samtidig ser vi, at sygdomme og flygtningestrømme spredes til Europa, og vi ser et magtesløst Vesten, som gentagne gange har vidst, at der var demokratiske, moderate kræfter, men som man fravalgte at støtte, når man havde muligheden.

Det er sådan set bagtæppet for det beslutningsforslag, vi står over for i dag. Det er det, der er sagens egentlige kerne – og skægt nok, eller måske forstemmende nok, alt andet end det, vi egentlig skal tale om. Det, vi skal tale om i dag, er et dansk bidrag til problematikken om de kemiske våben, som også forefindes i Syrien. De kemiske våben i Syrien har stået for et absolut minimalt antal af de dræbte, vi har set i konflikten, og alligevel er det det, hele den internationale opinion skjuler sig bag, når vi diskuterer de her forhold. Det skal ikke forhindre, at vi i Venstre støtter, at Danmark bør bidrage, men det må heller ikke være sådan, at den diskussion forsvinder bag vores beslutning om nu at udsende dels skibe, dels soldater i den her konflikt.

Vi synes, det er glædeligt, at Danmark har kapaciteten til at understøtte muligheden for at få fjernet de kemiske våben. Vi synes tilmed, det er klogt, at man, når man fjerner disse kemiske våben, sørger for, at de skibe, der fjerner dem, også er ledsaget af skibe, der kan slå fra sig, hvis det skulle være sådan, at nogen havde interesse i at prøve på at tage de pågældende våben.

Så er der også spørgsmålet om de livvagter, som man vil udstyre FN's særlige udsending med i Syrien. Efter min opfattelse er der ikke nogen tvivl om, at det er den farligste del af missionen. Vi ønsker alle, der skal af sted på Danmarks vegne, det bedste. Men det bryder jo med det diktum, der har været regeringens, nemlig at der ikke ville blive sat danske soldater på syrisk jord. Det har man så valgt nu alligevel at gøre. Det skal vi ikke kritisere, vi tager det til efterretning. Vi finder det imidlertid problematisk i forhold til det, vi havde forestillet os, at det skal ske i samarbejde med Assadstyret. Det er der jo ikke nogen grund til at lægge skjul på. Det er den linje, som Vesten er slået ind på, og det vil vi godt beklage. Det er sådan, at inden længe vil vi se den her konflikt ende.

Men Vesten har nægtet at handle, derfor er Vesten også bragt i den situation, den er i nu, hvor vi bl.a. har set magasinet Forbes udnævne Vladimir Putin til verdens mest magtfulde mand. Og nu har vi så altså dog fået muligheden for at fjerne nogle af de kemiske våben fra Syrien – de masseødelæggelsesvåben, som vi jo før er gået i krig for at hindre udbredelsen af. Det støtter vi. Men det sker ikke uden de betænkeligheder, jeg har nævnt her.

Når det kommer til de udsendte danske, vil vi ønske dem alt det bedste. Vi i Venstre står helhjertet bag deres indsats. Vi kan nok diskutere her i Folketinget, hvad der er hensigtsmæssigt politisk, men ikke støtten til dem.

Der er to korte bemærkninger. Det er først Søren Espersen.

Tak. Jeg kan dele Venstres ordførers ønske om alt det bedste for de soldater, der kommer af sted. De kommer jo af sted med det, der hedder lette håndvåben. Lige midt inde i en blodig borgerkrig har vi en snes danske soldater, der går rundt og beskytter og er livvagter. Hvem har Venstres ordfører forestillet sig skulle beskytte de danske soldater? Altså, hvem er det, der er livvagternes beskytter – livvagterne, som kommer med lette håndvåben ind i en krig, hvor der bruges store kalibre, og hvor al-Qaeda vil være utrolig interesseret i at få ram på nogle FN-tropper? De er nemlig ligeglade med blå baretter. Så hvem skal ifølge Venstres ordfører beskytte de danske livvagter?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg berørte det, i og med at jeg svarede, at en sådan mission her forudsætter samarbejde med dem, som er der, herunder altså bl.a. i de regeringskontrollerede områder med det regime, som Assad repræsenterer. Det er den del af den her mission, vi er mest betænkelige ved, for, om man vil det eller ej, udtrykker det en accept af det eksisterende regime, hvor landets tidligere udenrigsminister jo tidligere har sagt, at det kunne ikke komme på tale. Det beklager vi. Men det bliver det tilstedeværende regime, der skal sørge for det, og det bliver selvfølgelig også de efterretninger, man kan indhente, der gør, at man må færdes så sikkert, som man overhovedet kan i den sammenhæng. Er der grund til at lægge skjul på, at det er en farlig mission? Næh, det synes jeg ikke.

Hr. Søren Espersen.

Men Venstre er altså parat til at lægge de danske livvagters liv og førlighed i hænderne på et regime, som Venstre gentagne gange har betegnet som illegitimt. Det er altså en meget, meget underlig situation, synes jeg, og det bør egentlig også følges op af et tillægsspørgsmål. Hvad så hvis den kortege, hvor de danske tropper er sammen med Assads tropper, bliver angrebet af al-Qaeda? Skal vore tropper så ligge side om side med Assads illegitime styrker og slås med deres lette håndvåben? Eller hvad har Venstre tænkt sig?

Ordføreren.

Nu har jeg jo selv haft oplevelsen, tror jeg jeg vil sige, af at blive beskyttet på særdeles mærkværdige og farlige steder af bl.a. PET. Sagen er jo den, at de pågældende er udsendt med én opgave og én opgave alene, og det er at varetage beskyttelsen af præcis den person, de tager sig af, og ikke alt muligt andet. Derfor er opgaven given, klar og enkel, og derfor kommer vi det jo nok ikke meget nærmere. Hvem man så i øvrigt arbejder sammen med om den opgave, man har fået, er jo, hvad det er. Men de er udsendt for at varetage sikkerheden for den særlige FN-udsending i den her sammenhæng.

Hr. Nikolaj Villumsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Venstres ordfører, hr. Søren Pind, sagde, at Vesten er magtesløs. Hvad kunne Venstre godt tænke sig at Vesten skulle gøre, hvis Venstre kunne bestemme? Mener man, at de skulle bombe, eller mener man, at de skulle deltage i den syriske borgerkrig?

Ordføreren.

Min holdning er, at Vesten har gjort sig magtesløs og ved at udskyde en indgriben har gjort det meget vanskeligt for sig selv. Der har givetvis i den her konflikt været tidspunkter, hvor man ved støtte af de moderate kræfter, f.eks. som Storbritannien og Frankrig på et tidspunkt foreslog det, og ved at udstyre de moderate kræfter med våben, så de kunne forsvare sig selv, ville have været i stand til at hindre nogle af de forfærdelige ting, som sker i den her borgerkrig – og hvor vi nu oven i købet ser, at der snakkes om, at de moderate kræfter, USA og Assad, skal samarbejde om at hindre islamisterne i at vinde udbredelse – men det er den situation, som Vestens politik har bragt Syrien og omverdenen i. Der vil jeg bare sige, at jeg jo ikke er militærekspert, men Venstre har på et tidligt tidspunkt foreslået, at man skulle søge samarbejde med andre lande om at bevæbne moderate dele af oprørsbevægelsen, f.eks. også understøtte sikre korridorer og andre tiltag. Vi har også bedt regeringen om at fremkomme med de strategiske scenarier, som man kunne lægge til grund for sådan nogle betragtninger, men det har regeringen blankt afvist. Og derfor kan jeg jo ikke svare på hr. Nikolaj Villumsens spørgsmål mere grundlæggende, end jeg gør her.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for svaret. Så hvis Venstre havde magt, som de havde agt, så havde Danmark sendt våben til dele af oprørsbevægelsen i Syrien? Det er jo lige præcis det, som FN advarer imod i sin seneste rapport. Her beskriver man, at der finder grumme krænkelser sted, både i høj grad fra regimets side, men desværre også fra dele af oprørsbevægelsen. Og der advarer FN direkte og siger, at man bør lade være med at sende våben, for det giver en falsk illusion om, at konflikten skal løses militært, og der er kun én vej, og det er politisk forhandling. Så nu har vi fået svar fra Venstre; Venstre er i konflikt med FN. Det er godt, at Venstre ikke har magten.

Tak til Venstres ordfører ... nej, det er ordføreren, værsgo.

Ja, jeg tror godt, jeg vil have lov til at kommentere det, for det er jo rigtigt nok, at det der vist var lidt uden for forretningsordenens beskrivelse af et spørgsmål til ordføreren, men jeg vil bare sige til hr. Nikolaj Villumsen, at vi jo så her ser den politik, hr. Nikolaj Villumsen repræsenterer, i fuld flor; der er polioepidemier, tyfus, der er børn, der bliver myrdet, voksne, der bliver dræbt, voldtaget, brændt af, skudt, millioner af dem er på flugt fra deres hjem. Altså, FN betegner selv situationen i Syrien som den største humanitære katastrofe i årtier, og så står hr. Nikolaj Villumsen og bebrejder mig, at jeg ønsker et alternativ. Det giver jeg ærlig talt ikke ret meget for.

Så siger jeg tak til Venstres ordfører. Hr. John Dyrby Paulsen som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget, som vi her behandler, vedrører jo et dansk bidrag på flere fronter i forhold til den opgave, som FN og OPCW har påtaget sig, nemlig at sørge for, at de kemiske våben og de kemiske produkter, der kan indgå i kemiske våben, giftgasser og mere, der befinder sig i Syrien, bliver fragtet ud af landet og bliver destrueret på betryggende vis. Det er jo en opgave, der tog sit udgangspunkt i det frygtelige giftgasangreb den 21. august. Her snakker vi ikke om, at problemet kun er, at der er giftgas i Syrien, men at problemet så sandelig også er, at det stads har været anvendt i hvert fald en gang og måske også flere gange, og derfor er udgangspunktet jo også at forhindre, at det bliver brugt igen. Man kan ikke gøre op, hvor mange der har været udsat for giftgasser i antal, i forhold til hvilket antal syrere der har været udsat for andre vederstyggeligheder i den krig. Jeg synes, man helhjertet må gå ind og bidrage til, at den her opgave bliver løst, og det er jo også derfor, regeringen har fremsat det her beslutningsforslag, for det er en vigtig opgave at bidrage til løsningen af at fjerne de her kemiske våben fra Syrien.

Den opgave har været delt op i tre faser. Første fase er analysefasen. Anden fase, hvor analysefasen er overstået, gik ud på at demontere produktionsanlæg og blandingsanlæg. Den fase er også veloverstået, og derfor skal vi i gang med den tredje fase, som består i at trække de stoffer, der kan anvendes i kemiske våben, ud af Syrien, og det er det, Danmark nu bidrager til på flere fronter. Den vigtigste front er jo, at vi bidrager med to transportskibe og et fleksibelt støtteskib af den såkaldte ABSALON-klasse, der skal beskytte transporten af de her stoffer.

Det er i beslutningsforslaget gjort meget klart, at man endnu ikke har kendskab til, hvilken havn de her stoffer skal fragtes til, men den kender vi, inden vi tager den endelige beslutning her i Folketingssalen, og det skal vi selvfølgelig også, men det er vigtigt, at vi kommer i gang med behandlingen af det her beslutningsforslag allerede på nuværende tidspunkt, for det haster sådan set med at komme i gang med den her sidste fase.

Derudover berører beslutningsforslaget to andre bidrag. Det drejer sig om et lufttransportbidrag, der står på standby, og som kan indkaldes med 96 timers varsel, og det støtter vi naturligvis også. Og så er der et personbeskyttelsesbidrag, som relaterer sig meget specifikt til den civile leder, FN har indsat i den her operation. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som nation bidrager til den her indsats der, hvor det giver mening, og der, hvor FN har bedt os om at bidrage, og det her er nogle af de områder, hvor vi i høj grad kan bidrage med dansk ekspertise, og vi støtter selvfølgelig varmt og helhjertet dette beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Jeg vil, som jeg også gjorde i forhold til Venstre, igen spørge til det personbeskyttelsesbidrag, altså livvagterne, som Danmark sætter ind i den her borgerkrig. Hvordan har Socialdemokratiet det med, at de danske soldater nu skal gå side om side i kortege med Assads tropper, og at man faktisk nu bliver allieret med et styre, som også Socialdemokratiet gentagne gange har kaldt illegalt? Hvordan skal de tropper beskyttes? Er man godt nok tilfreds med, at det er Assads folk – en styrke, som ikke engang kan holde orden i Syrien – som beskytter dem?

Ordføreren.

Jeg er enig i det synspunkt, at den farligste del af den her opgavevaretagelse er personbeskyttelsesdelen, hvor danske tropper ansat af FN kan være med til at beskytte den civile leder af den her organisation. Så langt er jeg enig. Jeg er også enig i, at der kan være en stor risiko forbundet med det her.

Jeg er imidlertid ikke enig i betragtningen vedrørende de folk, vi sender af sted. Jeg har selv haft fornøjelsen af at være under beskyttelse af nogle af de danske eksperter på det her område i Afghanistan; jeg synes, de gør et fremragende stykke arbejde, og jeg er slet ikke tvivl om, at de også er i stand til at indgå i den her opgave. Og det er jo ikke et spørgsmål om, at de kun indgår i relation til de Assad-styrker, der er i området, det er også et spørgsmål om, at de selv skal vurdere den risiko, der er i forbindelse med den opgavevaretagelse og selv har mulighed for at byde ind på, hvordan man varetager den opgave i forhold til den civile leder af den her operation.

Hr. Søren Espersen.

Altså, den del af det i Afghanistan har jeg jo også været udsat for og prøvet, men det var altså i en situation, hvor der var ca. 200.000 allierede tropper lige i nærheden; det var f.eks. i lufthavne, hvor de danske tropper også var, og som både hr. John Dyrby Paulsen og jeg besøgte. Det er under helt andre forhold.

Her sender man jo 20 danske soldater ind i en borgerkrig udstyret med lette håndvåben. Det er en helt anden situation, og der er det ikke nok, at hr. John Dyrby Paulsen bare siger, at han er enig med mig i, at det er farligt. Ja, det skal jeg love for det er, men det, jeg spurgte om, var, hvordan man har det med at skulle gå i patrulje og køre i kortege med Assads illegale styrker.

Ordføreren.

Det synes jeg nu at jeg svarede meget klart på, men jeg kan da godt prøve at skære det endnu mere ud i pap: Jeg har tiltro til, at de danske soldater, vi sender ind til den her opgave, kan varetage den opgave og måske kan varetage den lige så godt, som nogen overhovedet kan. Hr. Søren Espersen har set de danske styrker i aktion i den her type opgaver, og det har jeg også. Jeg er fuldstændig tryg ved, at de kan deres job og kan udføre deres opgave, og jeg er også tryg ved, at det, når vi har en civil FN-udpeget chef for det her område, så er danskere, der er nødt til at yde beskyttelse på lige nøjagtig den her mission.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Søren Espersen som Dansk Folkepartis ordfører.

Vi havde i Dansk Folkeparti egentlig håbet, at regeringen ville lave to beslutningsforslag, nemlig den del, der har med et maritimt bidrag at gøre, og den del, der har med danske soldater på syrisk jord at gøre. Det vil man så ikke. Og derfor kan vi jo ikke stemme for det her beslutningsforslag.

Jeg vil sige, at det bestemt ikke er dagligdag, at Dansk Folkeparti vender sig imod dansk deltagelse i en militær operation, der er anbefalet af såvel NATO som FN – oven i købet en nominelt lille en af slagsen, en bevogtningsopgave med kun en snes danske soldater samt et Herkulesfly involveret. Og derfor føler jeg også trang til her nærmere at forklare årsagen hertil.

Den første årsag er, at vi har meget vanskeligt ved at acceptere og kapere, at danske soldater nu skal gå side om side med præsident Assads syriske hær. Og så meget mere underligt forekommer det os, at regeringen og Venstre og Konservative uden videre accepterer og kaperer det, når man betænker, hvordan disse partier igen og igen i hele forløbet har gjort klart, at Assad er illegitim – og jo dermed også hans tropper. Nu skal danske soldater altså arbejde tæt sammen med den illegitime Assad og hans illegitime tropper, ja, de skal være under beskyttelse af dem.

Den anden årsag er, at det efter Dansk Folkepartis opfattelse er en rent ud sagt dødsensfarlig mission, vi her sender danske soldater ud på. Men sådan er jo soldatens betingelser, vil nogle måske indvende, hvilket jo er fuldstændig rigtigt. Og under normale omstændigheder ville vi i Dansk Folkeparti være trygge ved at udsende danske soldater, selv til meget farlige operationer, netop fordi vi kender danske soldaters enorme dygtighed, og fordi vi ved, at de materielt har det mest avancerede til rådighed og altså har den nødvendige slagkraft. Men i denne operation, hvor de – så sødt det end lyder – skal beskytte FN's inspektører, er de simpelt hen ikke ordentligt udrustet. Vi forstår nemlig af forslaget, at soldaterne alene skal udrustes med lette håndvåben. Lette håndvåben midt i en vild, grusom og dødelig borgerkrig i Syrien! Side om side med og midt i Assads syriske hær skal vore tropper beskytte en håndfuld våbeninspektører. Og vore tropper – altså i FN's baretter – udstyrer man så med lette håndvåben. Man kunne lige så godt have givet dem slangebøsser.

Det er da muligt, at FN kan tage nogle af oprørshærens afdelinger i ed, men jeg er altså nødt til at sige: Ved man ikke, at al-Qaeda er en meget væsentlig og meget stærk deltager i den syriske borgerkrig, og at al-Qaeda ikke kender det fjerneste til begrebet fairness og er fløjtende ligeglad med, at vores soldater har FN-baretter på? Ved man ikke, at al-Qaeda har endog særdeles tunge kalibre til deres rådighed? Og ved man ikke, at det ville være al-Qaedas allerstørste lyst at få ram på en håndfuld danske soldater iført FN-baretter?

Det er, vil jeg sige til udenrigsministeren, simpelt hen ikke fair at sende 20 danske soldater ind i den syriske borgerkrig udstyret med lette håndvåben. Fairness for vore 20 FN-soldater i den her situation ville være massiv flystøtte, kampvogne, artilleri og så naturligvis en helt anderledes styrke. Det er jo det, al-Qaeda har til rådighed – måske ikke flyene.

Men jeg forstår godt, hvorfor NATO anbefaler det her, og det er, fordi resultatet jo ville blive et direkte engagement i Syriens komplicerede, vilde og blodige borgerkrig, så NATO nøjes med at sende 20 flinke danske soldater ind ledsaget af syriske tropper og bærende håndvåben. Nej, den her mission er ikke i orden, og derfor siger vi nej til regeringens anmodning. Vi ønsker ikke danske tropper indsat på syrisk jord og slet ikke under de her unfair betingelser. Men det lader jo til, at regeringens uigennemtænkte og for danske soldater dødsensfarlige forslag bliver vedtaget i Folketinget. Sådan er det, og sådan bliver det.

For mig bliver der så alene tilbage at sige, at jeg ved, at vores dygtige danske soldater som altid vil yde deres bedste, også i Syrien. De har min og Dansk Folkepartis hjerteligste opbakning og støtte, og vi ønsker af hele vores hjerte, at ikke en eneste dansk soldat kommer til skade, men derimod at alle vores soldater, hver og en, efter endt mission vil vende tilbage til Danmark glade og sunde og raske på krop og sjæl. Tak.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det, som undrer mig efter Dansk Folkepartis ordførers indlæg, er, hvad Dansk Folkeparti vil. Hvad vil Dansk Folkeparti? Vil Dansk Folkeparti lade de kemiske våben blive i Syrien? Tror Dansk Folkeparti, at det bliver mindre farligt for de syriske civile, hvis det er tilfældet? Tror Dansk Folkeparti, at det bliver mindre farligt for danske civile, at der ligger kemiske våben og flyder i Syrien? Eller vil Dansk Folkeparti en invasion med kampvogne, fly, og hvad der ellers bliver beskrevet, fra NATO's side, og tror Dansk Folkeparti, at det vil være mindre farligt for danske soldater at bidrage til en sådan NATO-invasion? Hvad vil Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Enhedslisten ved jo godt, at Dansk Folkeparti ikke ønsker en militær aktion i Syrien. Vi har jo sagt under hele den her konflikt, at vi ikke ønsker danske soldater, vi ønsker ikke danske tropper i Syrien. Vi har også sagt ja til – det har jeg også sagt i ordførertalen – at vi gerne vil bidrage til den maritime del af det, altså til at sejle det væk.

Men helt ærligt, hvorfor er det danske tropper, der skal ind i den her aktion uden at have ordentlige våben til rådighed? Hvad laver russerne f.eks.? Hvad laver russerne? Det er dem, der har fundet på det her. Det er Putin, der har fundet ud af, hvordan den her sag skal løses. Det er ham, der har det tætte samarbejde med Assad. Hvad med, om de russiske tropper foretog sig noget for en gangs skyld?

Nikolaj Villumsen.

Så Dansk Folkeparti mener, at løsningen på det, der sker i Syrien lige nu, er, at Rusland sender en masse tropper ind i Syrien. Det ville da være et interessant scenarie, som jeg i hvert fald kan sige at vi fra Enhedslistens side ikke støtter.

Hvad er det så, Dansk Folkeparti vil? Vil Dansk Folkeparti bare lade de kemiske våben blive? Vil Dansk Folkeparti lade være med at forhandle om, hvordan de danske skibe kan sejle i havn? Hvordan tror man Assadregimet vil reagere, hvis man ikke har en aftale, når de danske transportskibe sejler ind i havnen i Latika eller Tartus? Hvis man ikke har en aftale, kan det da blive rigtig blodigt og drabeligt. Det er meget, meget uforståeligt for mig, hvad Dansk Folkeparti reelt vil.

Ordføreren.

Jeg skal prøve at forklare det lidt pædagogisk, for jeg kan forstå, at Enhedslisten har lidt vanskeligt ved at forstå, hvad jeg mener. Det, jeg mener, er ikke – ikke – at Rusland skal lave en militær invasion i Syrien. Det tror jeg heller ikke jeg nogensinde har sagt. Det ved hr. Nikolaj Villumsen godt. Det mener jeg ikke.

Jeg spørger bare: Hvorfor er det ikke russiske soldater, der bliver sendt ind i Syriens blodige borgerkrig med lette håndvåben? Hvorfor er det danske? Hvorfor er det ikke den nation, som selv har fundet på det her, som har været i tæt samarbejde med Syrien og Assad hele vejen igennem? Jeg spørger igen: Hvad laver russerne? Hvorfor ser vi aldrig nogensinde dem ved den type operationer? Vi er altid klar. Det er også fint, men det er bare ikke under ordentlige betingelser. Jeg synes simpelt hen, at vi skal tænke på de 20 danske soldater, der nu bliver sendt ind i et syrisk helvede iført almindeligt soldatertøj og med lette håndvåben. Det er ikke fair.

Hr. Christian Friis Bach for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil høre hr. Søren Espersen, om ikke ordføreren mener, at det er nødvendigt, at lederen af FN-OPCW-missionen kommer ind i Syrien, i Damaskus, for at kunne varetage den opgave; om ikke det skal ske med livvagter, helt som når en dansk minister eller en FN-chef i øvrigt rejser; om ikke netop de danske soldater er nogle af de bedste i verden, måske, til at kunne løse netop den opgave; og om vi derfor ikke også her har en særlig forpligtelse til at bidrage, når vi bliver spurgt.

Ordføreren.

Men til hr. Christian Friis Bach: Det her er jo en helt unik bevogtningsopgave, en helt unik livvagtsopgave. Altså, vi har også, som vi tidligere i dag talte om her, oplevet danske soldater, som skulle beskytte f.eks. Folketinget eller ministre, når man rejser til Afghanistan eller Irak, det har jeg også selv prøvet, og det er jo i en situation, hvor der alligevel er – i gåseøjne – ordnede forhold; man kommer til en allieret lejr med masser af danske, amerikanske, engelske styrker, man skal derhen, og der er flystøtte hele vejen i operationen.

Den her sag er en anden. Man kommer ind direkte og bliver set som en del af Assads hær, og når man marcherer med ham og man kører i kortege med ham, er det en helt anderledes situation. Det er simpelt hen unfair.

Christian Friis Bach.

Jeg anerkender, at det er en vanskelig opgave sikkerhedsmæssigt, jeg anerkender også, at det er en vanskelig opgave politisk. Men er det dog ikke rigtigt, at netop Danmark i kraft af placering, i kraft af kapacitet, i kraft af kvalitet er et af de lande, der måske bedst er i stand til netop at løse den opgave, uden at det bliver set som et bidrag i en konflikt eller en optrapning?

Ordføreren.

Jeg må igen pege på Rusland, som sikkert også vil kunne finde 20 soldater ud af de 350.000, de har under våben, som vil kunne løse en livvagtsopgave og en bevogtningsopgave på en fuldstændig lige så god måde, som vores tropper vil kunne. Det er jeg næsten sikker på, hvis jeg kender det russiske forsvar ret. Men de vil jo ikke. Russerne vil aldrig.

Der bliver aldrig lagt pres på russerne i sådan nogle situationer som den her, og det bør vi gøre, især fordi hele den her konstruktion er opfundet af russerne, er opfundet af Putin, som vi også hørte hr. Søren Pind nævne nu er verdens mest magtfulde mand. Mon så ikke han kunne finde 20 russiske soldater, han kunne bruge til den her opgave. Det tror jeg.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Og så er det hr. Christian Friis Bach som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Da nyheden om angrebet med kemiske våben den 21. august 2013 kom ud til offentlighedens kendskab, stod jeg i Zaa'tariflygtningelejren i Jordan og oplevede den ekstreme frustration, forvirring, der bredte sig blandt de mange flygtninge, oplevede håbløsheden, frygten for deres familier og pårørende inde i Syrien. Det var et uhyggeligt angreb, det var med uhyggelige våben, og det ramte civile og uskyldige mænd, kvinder og børn.

Der er stort set ingen lyspunkter i konflikten i Syrien. Titusinder er slået ihjel, millioner fordrevet og flygtet, de menneskelige omkostninger er enorme. Syrien er helt ødelagt. Skoler, sundhedsklinikker, hospitaler er blevet bombet sønder og sammen, infrastrukturen er ødelagt, økonomien er helt i knæ, og måske mest alvorligt af alt har en generation af børn mistet uddannelse og har fysiske og psykiske men. De her menneskelige, fysiske ødelæggelser vil det tage årtier at overvinde. Det er en uhyggelig konflikt.

Der har også været meget få lyspunkter, når det gælder forsøgene på at stoppe konflikten. Forhandlingerne har været låst, forhandlere har givet op, FN har været fastlåst, konflikten har varet næsten 3 år. Men på et eneste område er der sket fremskridt, efter at præsident Obama med opbakning fra bl.a. Danmark klart markerede, at brugen af kemiske våben er helt og fuldstændig uacceptabel, og at det aldrig må ske igen. Den trussel, det pres, har fået FN's Sikkerhedsråd til for første gang i snart 3 år at agere samlet, stærkt og vedtage resolution 2118, der skal sikre identifikation og destruktion af Syriens kemiske våben.

Det er en opgave, som FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben er i fuld gang med at løse; det er en opgave, der har allerhøjeste prioritet; det er en opgave, der har stor betydning for verden, det internationale samfund, og ikke mindst for den syriske befolkning; det er en opgave, der ikke må slå fejl; og det en opgave, som Danmark er blevet bedt om at give et endog meget solidt bidrag til.

Det bakker Det Radikale Venstre op om, og derfor støtter vi det fremsatte beslutningsforslag. Vi er blevet bedt om at løse helt centrale opgaver og spille en helt central rolle og samtidig komme med bidrag, som vi er rigtig gode til – maritim transportkapacitet, eskortekapacitet, føringskapacitet, ledelsen af transportoperationen, personbeskyttelsesholdet og lufttransport i form af et Herkules transportfly, hvis der bliver brug for det.

Det er bestemt ikke en ufarlig mission. Niveauet for terrortruslen, truslen i Syrien og Libanon er højt. Det danske militære bidrag vil have mandat til selvforsvar. Det kan ikke udelukkes, at der bliver tale om anvendelse af militære magtmidler, men det er en opgave, som verden står samlet om, og som Danmark kan løse.

Det er også en mission, der betyder omkostninger, 60 mio. kr., men det kan dækkes inden for Forsvarets ramme.

Det er en usikker mission; der er ikke fuld klarhed over alle aspekter af opgaven, og før vi endelig kan godkende, skal vi vide, hvor, hvordan og hvortil de kemiske våben skal fragtes og destrueres.

Det er en mission, der kun kan løses med logistisk og teknisk samarbejde med de syriske myndigheder, men det betyder ikke en anerkendelse af det syriske regime eller af Assad. Det er klar dansk politik, at Assad har mistet sin legitimitet, og at han må træde tilbage.

Den opgave, beslutningsforslaget lægger op til, er en opgave, som vi i Danmark kan være stolte af at være blevet bedt om at løse og stolte af at bidrage til. Vi fjerner masseødelæggelsesvåben. Vi bidrager til at beskytte befolkningen i Syrien mod yderligere angreb med kemiske våben. Vi skaber et lille glimt af håb i en uhyggelig og langvarig konflikt, og det skal fastholdes, og det skal udbygges. Men vi må ikke stoppe her.

I januar skal Danmark og verden være klar til at lægge et massivt pres på alle parter i konflikten for at indgå i fredsforhandlinger og sikre en våbenhvile, når Genéve II-forhandlingerne forhåbentlig gennemføres. I januar skal vi være klar til at give et solidt bidrag til at hjælpe de mange millioner syriske fordrevne flygtninge og ofre. Men den første opgave er at få fjernet og destrueret de kemiske våben.

Det Radikale Venstre bakker op om, at Danmark bidrager solidt, vi bakker op om beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Søren Pind.

Jeg hæftede mig ved, at ordføreren refererede til bl.a. den amerikanske præsidents udtalelse om, at brugen af kemiske våben var uacceptabel. Vil ordføreren orientere Folketinget om, hvilke konsekvenser det har haft for den pågældende, der brugte kemiske våben, at den amerikanske præsident har brugt den betegnelse?

Ordføreren.

Det amerikanske pres og pres fra hele verden for at sikre, at de kemiske våben ikke bliver anvendt igen, har ført til missionen, altså FN-OPCW's mission for at få fjernet de kemiske våben. Det er den første og vigtigste opgave at sikre, at det ikke sker igen. Så skal der etableres fredsforhandlinger, der skal etableres våbenhvile, der skal være en overgangsregering, og der skal på sigt tages stilling til, hvordan og hvornår og hvor de skyldige for de krigsforbrydelser, der er sket i Syrien, skal stilles til ansvar.

Søren Pind.

Vil ordføreren redegøre for, hvilke konsekvenser det har haft for den pågældende, der brugte de kemiske våben, at den amerikanske præsident har brugt betegnelsen uacceptabelt om, at de blev brugt?

Ordføreren.

Konflikten fortsætter, og ansvarlige for krigsforbrydelserne er jo endnu ikke stillet til ansvar. Men det er klart, at der har været dokumenteret krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden i Syrien, og det er klart, at når konflikten bliver løst, når freden indfinder sig igen, så skal ansvarlige for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden stilles til ansvar. Det er klart dansk politik, og det vil være et klart dansk bud også i fremtiden, at det skal ske.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Den radikale ordfører siger, at man kan komme i en situation, hvor man skal anvende militære magtmidler – jeg tror, at det var sådan noget lignende, han sagde – men det er så ikke fra de danske tropper, for vi har jo ingen militære magtmidler. Det er bare, sådan at vi er enige om, at de 20 danske soldater med lette håndvåben ikke kan anvende militære magtmidler. Det er ikke det, jeg forstår med militære magtmidler. Det kan være nogle små træfninger, men det er ikke militære magtmidler.

Jeg vil gerne have en bekræftelse af, at det altså ikke er fra vores side, at det kan komme. Så må det komme fra et andet sted, og hvor er det? Det kunne være fra Assads styrker, og ordføreren siger også, at vi jo ikke anerkender Assads styre med det her. Nej, det kan godt ske, at vi ikke gør det, men vi lægger vores troppers sikkerhed i hans hænder. Er det ikke rigtigt? Vi lægger 20 danske soldaters sikkerhed og liv og førlighed i Assads hænder, er det ikke korrekt?

Ordføreren.

De danske soldater, der indgår i missionen, vil være bemyndiget i kraft af FN-resolutionen til at forsvare sig, når der er tale om selvforsvar, og det var det, jeg refererede til at de kan. De er bemyndiget til at forsvare sig med militære magtmidler. Det er rigtigt, at det danske personbeskyttelseshold vil være fulgt af et eskortehold fra det syriske regime, når de opholder sig i Damaskus og omegn. Det er en nødvendig ting, at der sker et teknisk administrativt samarbejde med de syriske myndigheder. Det betyder ikke en anerkendelse af Assad-regimet, men det er nødvendigt for at kunne løse den opgave, der skal løses, nemlig at sikre den syriske befolkning mod brug af kemiske våben.

Søren Espersen.

Ja, vores tropper er bemyndiget til at anvende militære magtmidler, men de har jo ingen. Det er da ikke uinteressant. Hvad er der ved at have bemyndigelse til at anvende militære magtmidler, når de ikke har nogen militære magtmidler? Det må ordføreren da kunne forklare mig. Hvordan kan man det? Er det ikke korrekt, at når man så ikke har nogen militære magtmidler, lægger man hele sin skæbne i hænderne på et illegitimt regime styret af Assad? Er de to ting ikke korrekte: Vi har ingen militære magtmidler, og det er Assad, vi må forlade os på i forhold til vores 20 soldater, som vi sender ud?

Ordføreren.

Jeg tror, at det vigtige er, at vi forholder os til, at FN og FN's Sikkerhedsråd i samarbejde med OPCW nu har vurderet, hvordan den her opgave kan løses, og den indbefatter, at de kemiske våben skal transporteres, at de skal fragtes, at de skal destrueres, og der er en administrativ og ledelsesmæssig opgave, der kun kan løses, hvis der bliver stillet et personbeskyttelseshold til rådighed for lederen af missionen.

Jeg har fuld respekt for, at FN med al deres viden og indsigt i, hvordan det kan løses, har defineret opgaven så godt som muligt med bedst mulig sikkerhed for alle parter, og så vi sikrer os, at de kemiske våben bliver defineret. Det er det, vi bidrager til, og det indebærer, at vi i den her overgangsperiode, som forhåbentlig bliver kort, må samarbejde med de syriske myndigheder for at løse opgaven. Det er det, der skal ske. Det er en nødvendig opgave, og Danmark skal bidrage.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, hr. Steen Gade.

Situationen i Syrien har alt for længe været og er fortsat katastrofal for folk, der bor i Syrien. Det eneste sikre lyspunkt, der har været i den alt for langvarige borgerkrig, er jo den beslutning, som FN's Sikkerhedsråd har truffet, om, at kemiske våben skal tages bort, at de skal destrueres, og dermed at Assad-styret ikke længere har rådighed over de kemiske våben. Det er jo så det, vi skal tage stilling til, altså i hvilken udstrækning Danmark kan bistå med at gennemføre FN's beslutninger i sikkerhedsrådsresolution 2118.

Man kan sige, at det jo falder i tråd med en langvarig dansk tradition i udenrigspolitik, hvor vi har arbejdet målbevidst for at få fjernet kemiske våben overalt i verden, og hvor vi har arbejdet målbevidst for at fremme ikkespredning af atomvåben. Der er jo årtiers tradition i Danmark for, at vi er forrest, når det handler om at sikre, at disse masseødelæggelsesvåben ikke bliver spredt, og specielt at kemiske våben bliver destrueret. Derfor synes jeg, at det både er rigtigt og nødvendigt, at Danmark bidrager.

Vi bidrager så på tre måder: Med noget sømilitær bistand og transport af de kemiske stoffer bort fra Syrien til en omladningsstation, hvor det bliver omladet til et fartøj, som kan foretage første fase i destruktionsprocessen – ikke den endelige destruktion, men uskadeliggørelsen af de kemiske våben; med et beredskab på flysiden; og så med et beskyttelseskorps til at beskytte FN's civile ledere af det her projekt.

Det er jo en forholdsvis kompliceret proces, det her handler om, og derfor er der selvfølgelig nogle risici undervejs. Der har været mest diskussion om risici for de der 20 personer, som udgør beskyttelseskorpset, og det er jo korrekt. Der må vi gøre, hvad vi kan, i forhold til at diskutere med FN, så vi kan have så stor sikkerhed, som det er muligt.

Den anden sikkerhedsrisiko, der selvfølgelig er, er jo omladningen til skibene og hele håndteringen af det. Det har jeg også fuld tillid til – ligesom på det andet punkt – at der bliver taget en ganske kraftig og sikker hånd om, både fra dansk side og fra FN's side.

Jeg vil sige, at for SF er det afgørende, at vi bidrager til det her. Vi gør det jo også i samarbejde med Norge. Jeg synes, at det falder naturligt i vores tradition, og jeg synes faktisk, at det eneste lyspunkt indtil nu i de 2 og 3 år, som vi har sikkerhed for, hvor det er gået værre og værre i Syrien, er jo den beslutning, FN's Sikkerhedsråd har taget. Så håber vi, ligesom den radikale ordfører her sagde, at det bliver fulgt op af forhandlinger – våbenstilstandsforhandlinger og processer – efter jul, og at vi også får løst den presserende opgave, der handler om, at vi får adgang med humanitær bistand overalt i Syrien.

Men støtte fra SF til beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Jeg hæftede mig bare lige ved en ting, som ordføreren sagde. Han sagde: Vi må diskutere med FN om sikkerheden for vores soldater. Men FN har jo ingen soldater i Syrien, der er ingen tropper. Vi kan diskutere med FN fra nu af og så til påske, de har da ingen magtmidler i forhold til at beskytte vores 20 soldater. Det har alene Assad, er vi ikke enige om det?

Altså, hvis vi skulle diskutere med nogen, skulle det være al-Qaeda, nemlig om ikke godt de vil lade vores soldater være i fred, men at diskutere i FN om, at nu må de se at gøre sikkerheden bedre, får vi da ingenting ud af, gør vi?

Ordføreren.

Det er jo en FN-mission. Det er faktisk dermed FN-organer, som jeg snakker om i den her forbindelse, og det er jo et spørgsmål om, hvordan det hele tilrettelægges, at man har så stor sikkerhed, som man kan få.

Men jeg har jo ikke stået her og sagt, at der ikke er en risiko. Jeg har oven i købet sagt, at selvfølgelig er der en risiko, og foruden den, hr. Søren Espersen er optaget af, har jeg nævnt, at der selvfølgelig også er nogle risici i forbindelse med håndtering af de kemiske våben, transport osv. Det er jo derfor, at der også er et krigsskib med i hele missionen her.

Søren Espersen.

Jeg vil bare sige, at det eneste organ, FN kan diskutere sikkerhed med i forhold til vores soldater, er Assads tropper, for der er ikke andre. Vi kommer ikke til at gå sammen med oprørshæren, vi kommer ikke til at gå sammen med al-Qaeda, vi kommer ikke til at gå sammen med nogen andre, så FN kan kun diskutere sikkerhed for de danske tropper med Assad. Det vil også sige, at hvis vores folk eventuelt skal evakueres, hvis de tropper, som nu går rundt dernede sammen med Assads tropper, bliver angrebet, jamen så er det Assad, der må klare paragrafferne. Er SF ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Det, jeg forsøgte at sige, og som hr. Søren Espersen ikke har hørt, er, at alle sikkerhedsforanstaltningerne jo gennemdrøftes mellem de danske myndigheder og FN, som er den øverste leder af missionen. Det var den ene del af det.

Den anden del, som hr. Søren Espersen jo sådan på en måde gør værre, end det er i mit hoved, er diskussionen om, at de kemiske våben jo ikke kan komme ud af Syrien, uden at det også sker i et vist samarbejde med Assads styrker. Det er jo en realitet. Man får simpelt hen ikke de kemiske stoffer bort fra Syrien, medmindre man samarbejder om det. Hvis man synes, at de kemiske stoffer skal væk, og at Assad ikke skal have rådighed over kemiske våben, så er man jo nødt til at acceptere den realitet.

Det er jo ikke det samme som en accept af hans styre, men det er en realitet, som vil gælde et hvilket som helst land, der er med til at gøre det her. Det kan ikke lade sig gøre på anden måde, og det er jo også forudset i FN's beslutninger. Og jeg synes altså som sagt, at vi skal medvirke.

Tak til SF's ordfører, og så er det Enhedslistens ordfører, hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Enhedslisten støtter destruktionen af Syriens kemiske våben, og Enhedslisten kan støtte et dansk bidrag til denne indsats under ledelse af FN og OPCW. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at vi fra Enhedslistens side lægger afgørende vægt på, at indsatsen fra Danmark og Norge følger FN's beslutning og folkeretten, samt at det er afgørende for vores støtte, at Danmark ikke bliver en del af borgerkrigen i Syrien, og at destruktionen sker på forsvarlig vis i forhold til miljø og sikkerhed.

Som flere ordførere har nævnt, er det her en farlig operation, og vi håber meget, at ingen kommer til skade, men jeg må også sige ganske klart, og det tror jeg de fleste kan følge mig i, at det også er farligt at lade de kemiske våben ligge i Syrien. Jeg vil derfor også sige, at jeg synes, det er fuldstændig uforståeligt at høre, at Dansk Folkeparti placerer ansvaret for Mellemøstens regionale sikkerhed i fremtiden i hænderne på præsident Putin i Rusland, men det må stå for Dansk Folkepartis egen regning.

Enhedslisten ønsker generelt nedrustning og destruktion af verdens masseødelæggelsesvåben. Det forfærdelige giftgasangreb i Syrien understreger vigtigheden af arbejdet imod kemiske våben. Borgerkrigen i Syrien er dybt tragisk og forfærdelig. Den løses ikke militært med bomber, men skal løses ved forhandlingsbordet. Derfor er det positivt, at regeringen efter en pinlig og noget ensom opbakning til Obamas bombeplaner nu følger FN-sporet. Fra Enhedslistens side håber vi, at destruktionen af Syriens kemiske våben kan bidrage til at skabe en politisk forhandlingsløsning ved de kommende fredsforhandlinger i Genève i januar. Den hårdt prøvede syriske civilbefolkning har desperat brug for fred. Vesten har tidligere afvist forslag fra FN's mægler. Det håber vi fra Enhedslistens side ikke sker igen.

Det var efter vores opfattelse ikke bombetruslerne, der førte til forhandlingsbordet – alene det, at Barack Obama havde retning direkte mod et nederlag i kongressen med hans forslag om bombardementer i Syrien, viser ganske klart dette. Til gengæld kunne en bombekampagne over Syrien, som der desværre var opbakning til her i Folketinget, have haft katastrofale konsekvenser for civilbefolkningen og kunne have medført en storkrig i hele regionen. Heldigvis er det ikke blevet en realitet. Det skyldes desværre ikke Danmarks eller FN's indsats, at FN-sporet blev åbnet.

Grundlæggende bør vi i Danmark lære af vores fejl og i fremtiden overveje, om vi belært af de fejlagtige krige i Irak, Libyen og Afghanistan ikke kan finde et alternativ til bomber; et alternativ, der rent faktisk kan virke. Det har FN-sporet vist sig at kunne. Der er stadig lang vej til fred og våbenhvile i Syrien, men det er positivt, at man nu får destrueret Syriens kemiske våben. FN-sporet er et spor, Danmark aktivt bør forfølge.

Danmark bør generelt arbejde for en konfliktnedtrapning i Syrien. Her er en genopretning af EU's våbenembargo, som også FN har opfordret til, vigtig. Det er et stort problem, at Frankrig og England lykkedes med at få embargoen ophævet. Syrien har brug for fred, ikke for flere våben. Det gør blot billedet endnu mere pinligt, at det netop var England, der helt op til 2010 solgte materialer til fremstilling af Syriens kemiske våben. Ligesom også Tyskland under Merkel har bidraget med kemisk eksport til Assadregimes fremstilling af kemiske våben. Det understreger vigtigheden af en klar kontrol af våbeneksport i fremtiden.

Ligeledes bør Danmark øge sin humanitære støtte og tilbyde FN at tage imod flere kvoteflygtninge fra Syrien, som har særlige behov. Nabolandene er ganske enkelt ved at bukke under for flygtningestrømmene, og det truer med at sprede konflikten. Libanon er desværre et skræmmende eksempel på dette.

Enhedslisten kan altså støtte et dansk bidrag til FN's beslutning om at destruere Syriens kemiske våben. Det er afgørende, at Danmark ikke bliver en del af borgerkrigen, men presser på for at få parterne til forhandlingsbordet, så der kan skabes en våbenhvile, så forholdene kan blive forbedret for den nødlidende syriske befolkning. Danmark bør arbejde for at stoppe våbenstrømmen, genindføre EU's våbenembargo og øge den humanitære støtte og hjælp til de mange flygtninge. Der findes ikke en militær løsning i Syrien. Der findes kun en politisk forhandlingsløsning, og den skal Danmark aktivt bidrag til.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Leif Mikkelsen.

Der er borgerkrig i Syrien, og det har vi jo set på længe. Jeg tror, at vi alle har kendskab til den samtale – sådan mand og mand imellem – om, at det faktisk er forfærdeligt at se på, og vi har konstateret, at det internationale samfund har haft svært ved at finde sine ben at stå på og dermed sende klare signaler, der måske kunne skubbe til konflikten. Vi har set en diktator, der har mishandlet sit eget folk – øve vold, overgreb, drab osv. Og problemstillingen i Syrien er vanskelig at afdække med mange forskellige konflikter og forskellige parter.

Da der så skete det, at det blev afdækket, at der blev anvendt kemiske våben, ja, så rystede det vel verden og rystede det internationale samfund. Og man kunne finde sammen om den FN-resolution, der så fører til, at man nu finder en løsning for at neutralisere, fjerne, bortskaffe kemiske våben i Syrien. Når det er vigtigt, er det jo, fordi vi også i vore hoveder har billeder af anvendelse af kemiske våben mod civilbefolkningen, der er forfærdelige. Det er meget voldsomt, det er et groft overgreb, som ingen bør se på, som ingen bør kunne anvende.

Derfor er det rigtigt at gøre alt, hvad der er muligt, for at få disse våben ud af et konfliktområde, som Syrien er. Og i det lys – uanset borgerkrigen fortsætter, uanset de mange konflikter, uanset der fortsat bliver dræbt uskyldige mennesker i Syrien, også selv om vi får fjernet de kemiske våben – er det alligevel et rigtigt skridt at tage.

Derfor kan Liberal Alliance støtte, at Danmark bidrager med det, man nu er blevet bedt om i den sammenhæng, nemlig at transportere kemiske våben ud af Syrien, væk fra konfliktområdet. Det er et rigtigt skridt. Vi nærer ingen illusioner om, at det løser konflikten i Syrien som sådan, men det fjerner et element, som vi som mennesker, som humanister ikke kan holde ud at se på bliver anvendt mod civilbefolkningen. Derfor er det her et rigtigt skridt at tage, og det er vigtigt, at der er god opbakning til det her i Folketinget. Det bidrager vi gerne til.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det den konservative ordfører, fru Lene Espersen.

Med dette beslutningsforslag meddeler Folketinget sit samtykke til, at Danmark bidrager til FN's og OPCW's mission i Syrien med henblik på at sikre destruktion af det syriske kemiske våbenprogram inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 af 27. september 2013.

På trods af at den syriske borgerkrig har hærget i godt 2½ år, at den har fordrevet over 2 millioner mennesker, samt at den ifølge flere kilder har kostet over 100.000 menneskeliv, var det først med det kemiske angreb mod Damaskus' forstæder den 21. august 2013, at verdenssamfundet reagerede. Det Konservative Folkeparti har mange gange før sagt – og vi gør det igen i dag – at det er helt uforståeligt, verdenssamfundet accepterer den slags årelange overgreb, uden at det har konsekvenser.

Den konservative tænker og filosof og konservatismens grundlægger, Edmund Burke, sagde: Det eneste, der kræves, for at ondskaben sejrer, er, at de gode mennesker intet foretager sig. Det opsummerer i kort form konsekvensen af den passivitet, verdenssamfundet har udvist. Man burde efter konservativ opfattelse have arbejdet for etableringen af en no-fly zone – en flyveforbudszone – i dele af Syrien, med eller uden russisk accept, således at civilbefolkningen blev beskyttet.

Dette beslutningsforslag hjælper kun minimalt på at give en bedre beskyttelse af Syriens borgere, idet det alene handler om at sikre en destruktion af Syriens kemiske våben. De fleste civile tab er sket med konventionelle våben, og disse gør dette beslutningsforslag intet for at fratage regimet på den ene side og terroristerne i form af al-Qaeda på den anden side. På trods af at det i en medmenneskelig sammenhæng er en meget lille del af problemet, der her løses, anerkender vi, at det er godt, at de kemiske våben destrueres.

Med vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 blev det besluttet, at der var tre faser i forbindelse med at få afviklet de kemiske våben; en identifikation og destruktion af våbnene. Den indledende fase, der skal analysere opgavens omfang, er afsluttet; den efterfølgende fase, hvor produktions- og blandingsudstyret bliver destrueret, er også afsluttet, og med beslutningen af 15. november 2013 fra OPCW, altså organisationen for forbud mod kemiske våben, er vilkårene for destruktionen af Syriens kemiske våben nu fastlagt. FN opfordrer alle medlemslandene til at støtte missionen. Danmark har i forvejen leveret en meget flot støtte til Syrien i form af et humanitært bidrag.

Men der er brug for yderligere kapaciteter til at sikre en forsvarlig destruktion af de kemiske våben uden for Syrien. Man forventer, at dette vil ske på et andet lands fartøj, højst sandsynligt på et af USA's fartøjer, men det er endnu ikke fastlagt, i hvilken havn dette skal foregå. Jeg har bemærket mig, at det er en forudsætning for en dansk transport, at vi kender destinationen, samt at OPCW har truffet de nødvendige beslutninger i relation til transporten.

Med dette beslutningsforslag vil Danmark støtte implementeringen af FN's Sikkerhedsråds resolution 2118 ved at bidrage med maritim transportkapacitet, et flådefartøj til maritim ekskorte af ABSALON-klassen, maritim føringskapacitet samt et lufttransportbidrag i form af et C-130J Herkules-fly og et personbeskyttelseshold til støtte for missionen.

Jeg vil gerne fremhæve, at Forsvarets Efterretningstjeneste har afgivet en trusselsvurdering, hvor det vurderes, at trusselsniveauet er højt, for så vidt angår kidnapninger mod vestlige mål, og at det også er højt, for så vidt angår mulighederne for civile uroligheder og meget andet. Der er med andre ord også i dette tilfælde, ligesom der var i forbindelse med det tidligere beslutningsforslag, tale om en farlig mission. Ikke desto mindre og på trods af de risici, der er forbundet med opgaven, ikke mindst i forhold til personbeskyttelsesdelen, så mener Det Konservative Folkeparti, det er rigtigt, at Danmark bidrager.

Vi har evnen, og vi har viljen, og vi har troen på, at det skal lykkes, og derfor siger vi også ja til dette beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Espersen.

Som tidligere udenrigsminister ved fru Lene Espersen jo givetvis godt, at vi indimellem nok har haft specialtropper inde i fjendeland – også en lille håndfuld af dem nu og da – det vil jeg tro, men der kommer de altid i hemmelighed; der får man først at vide, hvis man gør det overhovedet, når de kommer hjem, hvordan det er gået. Her har vi en situation, hvor vi sender specialtropper ind i fuld offentlighed, i en situation, hvor hele verdens øjne vil hvile på disse folk, der går rundt for at finde de her kemiske våben. Det vil være en opreklameret begivenhed.

Jeg vil gerne have, at fru Lene Espersen vil bekræfte over for mig, at den her situation, hvor man sender en snes soldater ind i en blodig borgerkrig, kun udrustet med lette håndvåben, er fuldstændig unik i danmarkshistorien og måske også i verdenshistorien. Det er ikke sådan noget, vores specialstyrker har været vant til. Er det ikke korrekt, at det her er aldeles unikt?

Ordføreren.

Jeg vil egentlig starte med at sige til hr. Søren Espersen, at det mig bekendt endnu ikke er besluttet, hvad det er for et personbeskyttelsesbidrag, der skal sendes ind i Syrien.

Hvis vi nu lader det ligge, fremgår det meget klart af beslutningsforslaget, at netop personbeskyttelsesholdets sikkerhed er noget, der skal afklares med FN. Derfor kan hr. Søren Espersen slet ikke på nuværende grundlag i dag udtale sig om, hvad den sikkerhed består i. Jeg er fuldt ud overbevist om, at FN naturligvis vil tage højde for den sikkerhedsrisiko, der er, og tænke i, hvad det er for en form for beskyttelse, vores personbeskyttelseshold skal have.

Jeg må sige, at det undrer mig meget, at Dansk Folkeparti, der ellers plejer at have rimelig stor tillid til danske soldaters evner og kapacitet, her simpelt hen ikke tror på, at selv soldater, der er særligt trænet til det, uanset hvilken type det måtte være, ikke er i stand til at beskytte sig selv. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det er vores soldater.

Søren Espersen.

Jamen altså, tilliden til de danske soldater er da stor, specielt fordi de normalt er udrustet med de bedst tænkelige våben, så de kan klare sig i en fair konkurrence med dem, de måske nu skal i kamp med. Men det er jo ikke tilfældet her.

Når fru Lene Espersen siger, at det er en situation, der så skal afklares med FN, vil jeg sige, at det kan man da godt. Hr. Steen Gade sagde det samme for lidt siden, nemlig at det var noget, man fandt ud af med FN. Men FN har jo ingen tropper derinde. Hvem er det, man skal aftale de her ting med? Hvad er det for nogle tropper, man skal forlade sig på? Det er den del af det, som jeg ikke synes fru Lene Espersen vil forholde sig til.

I øvrigt har jeg ikke fået en bekræftelse af, at den situation, vi nu sender soldater ud i, er unik. Det har jeg ikke hørt.

Ordføreren.

Mig bekendt har vi oplevet talrige tilfælde, hvor der har været personbeskyttelseshold rundt med personer forskellige steder i verden. Jeg har svært ved at forstå, at det her skal gøres til noget fuldstændig særligt. Også andre steder i verden, der er farlige, har der været personbeskyttelseshold, f.eks når en minister rejser. Og der er jo altid en risiko forbundet med det.

Jeg vil sige til hr. Søren Espersen, at det altså er fuldstændig korrekt, at hvis man læser beslutningsforslaget – og lad os nu forholde os til det, vi behandler her i Folketingssalen i dag – vil man se, at der udtrykkeligt står, at netop spørgsmålet om personbeskyttelsesholdets sikkerhed er noget, man skal forhandle med FN. Så det er ikke noget, man kan udtale sig endegyldigt og ultimativt om i dag. Det er noget, der skal forhandles, og der er jeg da helt overbevist om, at man er klar over, at den trussel, der foreligger – som også Forsvarets Efterretningstjeneste påpeger – er en, man naturligvis tager med sig i det videre arbejde.

Jeg er helt overbevist om, at man også for vores personbeskyttelseshold vil forsøge at finde de bedst mulige arbejdsvilkår, og de vil være nogle af de allerbedste til at løfte opgaven.

Hr. Christian Juhl har også en kort bemærkning.

Tak. Fru Lene Espersen sagde, at hun ønskede en no fly-zone med eller uden Ruslands accept. Så vil jeg gerne høre, om det er De Konservatives opfattelse, at vi skal gå uden om FN i sådan nogle vanskelige situationer som den her.

Ordføreren.

Nej, ikke nødvendigvis, men jeg mener ikke, at Rusland skal have vetoret og lade hundredtusindvis af mennesker blive slået ihjel, bare fordi de ikke ønsker at engagere sig i et land. Jeg er rigtig glad for, at vi i hvert fald undervejs i den her proces også nåede at få en tilkendegivelse fra regeringen af, at et FN-mandat ikke nødvendigvis er afgørende, hvis det handler om at få stoppet angreb med kemiske våben og få stoppet en diktator i at slagte sin egen befolkning. Så jeg vil sige, at jeg ikke mener, at man nødvendigvis vil lægge hele sin handlefrihed i Ruslands hænder.

Christian Juhl.

Det vil sige, at de sidste 10 års krige ikke har givet De Konservative en ny erfaring om, at vi måske skal tænke os lidt mere om, inden vi går i gang med den slags ting. Jeg tænker, at vi er i Mellemøsten. Der er masser af regionale interesser, som går på kryds og tværs, og det vil sige, at hvis man ser stort på FN, og man siger, at vi selv går ud med en gruppe af villige – eller folk lystne til at gå i krig – så er De Konservative med på det i så problematisk et område som Syrien med så problematiske naboer til begge sider.

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvad det er, hr. Christian Juhl henviser til, men jeg vil sige, at både for så vidt angår Afghanistan og Libyenindsatsen, som Enhedslisten jo også selv støttede – i hvert fald den første uge af indsatsen – byggede det på helt klare FN-mandater og sikkerhedsrådsresolutioner, godt nok et meget modstræbende Rusland, men der valgte verdenssamfundet faktisk at tage responsability to protect, altså ideen om, at enhver befolkning også skal have en mulighed for at blive beskyttet mod deres egne magthavere, og at tage de principper alvorligt. Jeg synes, at det er meget problematisk, at over 100.000 mennesker er blevet slået ihjel, uden at verdenssamfundet for alvor har gjort noget for at sætte ind. Så vores holdning er stadig væk den, at Det Konservative Folkeparti ikke lægger sin handlefrihed i hænderne på Ruslands Vladimir Putin. Vi mener, at det rigtige havde været, at en række lande var gået selv og havde etableret en civil beskyttelseszone.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ministeren, der kan udtale sig.

Mange tak til ordførerne for indlæggene og den gode debat.

Vi diskuterer i dag, om Danmark skal støtte den mission, der skal identificere og destruere Syriens kemiske våben. Vi kender alle sammen baggrunden. Vi har alle set de frygtelige billeder og hørt beretningerne fra overlevende. Kemiske våben rammer i flæng. Over 1.000 mænd, kvinder og børn mistede livet ved angrebet i Damaskus' forstæder den 21. august 2013. Efter et massivt pres fra verdenssamfundet, også bl.a. fra Danmark, lykkedes det at indgå en aftale om destruktion af Syriens kemiske våben.

Det er en fælles mission fra FN og den organisation, der påser kemivåbenkonventionens implementering, OPCW, der nu skal løse opgaven. Destruktionen af Syriens kemiske våben vil sikre, at de ikke igen vil kunne anvendes mod uskyldige civile. Syriens lagre af kemiske våben er blandt verdens største. Destruktionen vil også sikre, at en regional trussel i Mellemøsten bliver fjernet. Forhåbentlig vil destruktionen på længere sigt kunne bidrage konstruktivt til nedrustning i Mellemøsten mere generelt.

Men destruktionen af Syriens kemiske våben er ikke nogen nem opgave. Situationen i Syrien er kaotisk, og operationen vil kræve samarbejde mellem mange forskellige parter. Der er sikkerhedsrisici, og vore udsendte kommer til at operere i en flydende og vanskelig kontekst. Det er samtidig også en opgave, som verdenssamfundet ikke kan unddrage sig. Det er regeringens holdning, at Danmark skal stille med et markant bidrag til missionen. Vi har gode kompetencer inden for flere af de områder, der efterspørges. Danmark kan og bør bidrage til denne mission.

Regeringen har derfor fremsat et forslag til beslutning, der muliggør, at vi bidrager med konkrete kapaciteter til destruktionen af Syriens kemiske våben. Det omhandler en ledende rolle inden for søtransporten af de kemiske våben, bidrager med en C-130 til missionens øvrige transportopgaver samt udsendelse af et personbeskyttelseshold. Dermed vil vi levere bidrag med udgangspunkt i danske kernekompetencer og bidrag, som er efterspurgte. De er efterspurgt af FN og efterspurgt af OPCW.

Jeg er glad for, at det er lykkedes at sikre et markant nordisk islæt igennem Danmarks og Norges bidrag med transportskibe og eskortfartøjer og gennem det tætte samarbejde, der vil være i planlægningen og i gennemførelsen af den maritime operation. Det vil også være muligt for andre lande at kunne bidrage til denne opgaveløsning. Det er en forudsætning for det danske bidrag, at operationen gennemføres på baggrund af samtykke og forståelse med de syriske myndigheder. Det er vores forventning på nuværende tidspunkt, at den fælles FN-OPCW-mission i Syrien vil komme til at stå for kontakten til de syriske myndigheder i den forbindelse.

Det folkeretlige grundlag er solidt. Indsatsen hviler på FN's Sikkerhedsråds resolution 2118. Resolutionen slår fast, at anvendelsen af kemiske våben er en trussel mod international fred og sikkerhed, og den opfordrer medlemslandene til at bidrage til den fælles FN-OPCW-mission. Det er regeringens klare holdning, at vi skal besvare opfordringen positivt og tilbyde de nævnte bidrag.

Denne vigtige mission, der skal destruere Syriens kemiske våben, må naturligvis ikke skygge for den helt afgørende nødvendighed at få den humanitære situation forbedret og konflikten bragt til ophør. Danmark arbejder ligesom andre lande intensivt for at forbedre den humanitære situation og samle konfliktens parter ved afholdelse af Geneve II-konferencen den 25. januar næste år.

Disse tal er også velkendte: 9 millioner mennesker har behov for humanitær assistance. Mere end 2 millioner mennesker er flygtet ud af Syrien, mere end 6 millioner mennesker er internt fordrevne. Regeringen er meget bevidst om Danmarks humanitære ansvar. Indtil videre har Danmark ydet mere end 400 mio. kr. i humanitær støtte, og dertil kommer mere end 100 mio. kr. i ikkehumanitær støtte til områder under oppositionens kontrol.

Kun en politisk løsning kan bringe konflikten til ophør og gøre en ende på katastrofen. Men destruktionen af Syriens kemiske våben er et skridt, vi kan tage nu, og det vil være et skridt, som har positive konsekvenser for sikkerheden i Syrien og i Mellemøsten. Indsatsen vil ikke legitimere Assad, ligesom afvæbningen af andre diktatorer før ham heller ikke har legitimeret dem. Det er regeringens klare holdning, at Danmark skal støtte destruktionen af Syriens kemiske våben med et markant bidrag, som det er skitseret, og det søger vi nu Folketingets opbakning til.

Jeg skal for god ordens skyld bemærke, at der til anden behandling vil blive foretaget ændringer i beslutningsforslaget, såfremt situationen måtte tilsige det. Der vil desuden blive foretaget en præcisering af teksten vedrørende tidsplanen for operationen og de dokumenter, der ligger til grund herfor.

Der er flere, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Espersen.

Tak til den fungerende udenrigsminister. Jeg vil bare høre, om udenrigsministeren kan forklare, hvordan samarbejdet mellem de danske soldater i personbeskyttelsesenheden og Assads hær vil foregå, herunder hvorvidt tropperne, de danske soldater, bliver indkvarteret sammen med Assads tropper i syriske militærforlægninger.

Ministeren.

Mange tak for det. De danske soldater bliver underlagt FN-kommando og er som sådan FN-soldater. Det er en dialog, der kommer til at foregå mellem FN's organ, OPCW, og de syriske myndigheder. De danske soldater, som så vil være i FN's tjeneste, når det er i Syrien, vil jo være indkvarteret under FN. Jeg er ikke bekendt med, at de skulle bo på syriske troppers kaserne – det skulle undre mig ganske meget. Men jeg er ikke bekendt med deres indkvarteringsforhold mere præcist.

Søren Espersen.

Hvis nu der sker noget i de fælles operationer, som de danske soldater nu skal ud på sammen med Assads tropper, hvis nu der kommer militære angreb – der er jo så mange forskellige grupper i Syrien, herunder al-Qaeda, der godt kunne finde på at ville angribe sådan en konvoj – vil de danske tropper så blive stillet under syrisk beskyttelse? Er det den syriske hær, som vores soldater egentlig på en eller anden måde skal forlade sig på? Er det i virkeligheden ikke sådan, at vi lægger vores soldaters liv og førlighed i hænderne på al-Assad?

Ministeren.

Tak. Jeg kan bekræfte, at personbeskyttelsesholdet forventes at blive fulgt af to eskortehold fra det syriske regime. Og disse eskortehold, en såkaldt Quick Reaction Force, har til opgave at undsætte personbeskyttelsesholdet, hvis behovet skulle opstå. Så den umiddelbare opbakning, som personbeskyttelsesholdet kan forvente at få militært ved et eventuelt angreb – som ikke kommer fra det syriske regime – vil i givet fald blive fra det syriske regime, ja.

Så er det hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Når vi forhåbentlig så har fået disse kemiske våben ud af Syrien og der ikke er fare for danske soldater længere, hvad så? Hvordan skal de destrueres, hvor skal de destrueres? Et af de spørgsmål, vi diskuterede undervejs med den tidligere minister, var, at der kunne opstå folkeretslige problemer med de farvande, man skal sejle igennem, eller de farvande, hvor man skal lægge til land for at få dem destrueret. Hvem skal destruere dem, hvordan skal de destrueres? Det er jo et miljømæssigt spørgsmål, men det er også et sikkerhedsspørgsmål og et folkeretsligt spørgsmål.

Ministeren.

Tak. Om det miljømæssige aspekt kan jeg sige, at amerikanerne stiller et skib til rådighed, hvor kampstofferne bliver udsat for det, der hedder hydrolyse, som populært sagt er en fortynding med vand, hvorved kampstofferne ikke længere vil være kemiske kampstoffer, men farligt kemisk affald, der senere kan destrueres på linje med normalt kommercielt kemisk affald.

For så vidt angår den del af spørgsmålet, der handler om legaliteten, når man transporterer disse stoffer, forventer vi en aftale med OPCW, altså det her kontor, der står for håndteringen af de kemiske kampstoffer, og – jeg skal konsultere mine noter mere grundigt – det er mit klare indtryk fra hukommelsen, at vi har afhandlet alle disse udestående folkeretlige spørgsmål.

Christian Juhl.

Men når man så er på et skib med farlige kemiske stoffer, hvem skal så tage sig af det? Altså, jeg mener, har Danmark også en opgave der, eller hvem hjælper med det? Det har undret mig lidt, at ingen af de lande, som jeg sådan ville have forestillet mig, er sprunget til. Altså, vi har kommunekemi – eller det tidligere kommunekemi – og også Norge, Sverige, England, Tyskland, Frankrig, Italien, og jeg ved ikke hvem, men man kan nævne en række lande, har kapaciteten til at destruere farligt kemisk affald, men ingen af dem har budt sig til. Hvad er grunden til det, og hvad skal der ske?

Ministeren.

Tak. De danske skibe, der kommer til at transportere de kemiske stoffer, vil vi være flagstat for, og dermed har vi et ansvar for de kemiske stoffer i den periode, hvor de er under dansk kontrol, dvs. i den periode, hvor stofferne er om bord på de danske skibe, og det gælder i alle led af operationen.

Det er samtidig klart, at Danmarks transport af de kemiske stoffer sker som led i en international operation under et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, og derfor har FN's generalsekretær også i sit brev til Sikkerhedsrådet af 6. december tilkendegivet, at han agter at mobilisere ressourcer til at støtte medlemsstater i håndteringen af risiko og ansvar i forbindelse med transportoperationen. Det er positivt og bekræfter, at Danmark ikke handler alene eller i et tomrum i denne situation, hvor vi har ansvaret for de kemiske kampstoffer. Det ansvar og den risiko, som Danmark påtager sig i forbindelse med operationen, må betragtes som en del af det bidrag, Danmark tilbyder til gennemførelse af sikkerhedsresolution nr. 2118.

For så vidt angår de operatører, der måtte skulle destruere de kemiske kampstoffer i sidste ende, er det ikke klart endnu. Det er klart, at vi kommer til at overlade disse kampstoffer til amerikanske skibe, der skal forestå fortyndingen, hydrolyseringen. Hvad der videre skal ske med dem, står ikke klart endnu.

Tak til den fungerende udenrigsminister.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, forslaget henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.