Tak for det.
Enhedslisten er positiv over for et dansk bidrag til FN's fredsbevarende mission i Mali, kaldet MINUSMA.
Grundlæggende mener vi, at dansk udenrigspolitik bør arbejde for at styrke FN og hjælpe der, hvor vi kan gøre en forskel.
Det danske og nordiske bidrag i Mali kan gøre en forskel.
Enhedslisten var imod den franskledede invasion af Nordmali i starten af året, og vi er stadig imod tilstedeværelsen af tropper fra den tidligere franske kolonimagt i landet.
Vi frygter, at det medvirker til at forlænge og eskalere konflikten, da det kan være en rød klud for dele af befolkningen i Mali.
Det er derfor også afgørende for Enhedslisten, at et dansk bidrag udelukkende arbejder under FN-flag og ikke styres af Frankrig, at der er tale om et fredsbevarende mandat for stabiliseringsmissionen, og at målsætningen er skabelsen af en national dialog.
Derudover vil vi opfordre regeringen til at arbejde for, at Frankrig hurtigst trækker sine tropper ud af Mali.
Det er i den sammenhæng problematisk, at blot halvdelen af FN-styrken er kommet på plads.
Det danske bidrag er for os også et bidrag til, at MINUSMA kan blive fuldt etableret og de franske tropper trukket ud.
Konflikten i Nordmali mellem befolkningsgrupperne, særlig mellem tuaregerne og centralregeringen, er gammel.
Den nordlige del af landet er økonomisk forsømt, og dele af befolkningen, inklusive den traditionelle tuaregoprørsorganisation, MNLA, ønsker mere selvstyre.
Det er afgørende, at der fra FN's side skelnes klart mellem den traditionelle konflikt, som FN-missionen sigter på at løse med en national dialog og forsoning, og de udefra kommende islamistiske grupper med tilknytning til al-Qaeda, som Mali skal stabiliseres imod.
Ligeledes er det afgørende for Malis fremtidige stabilitet, at der gennemføres politiske reformer i hele landet, så magten bredes ud og ikke blot centreres om en lille elite i hovedstaden Bamako.
Præsident- og parlamentsvalgene har været et lille skridt på vejen, men det er en vej, der stadig er lang.
Det er positivt og nødvendigt, at FN som en neutral part aktivt overvåger overholdelsen af menneskerettighederne og sikrer straf ved Den Internationale Straffedomstol i tilfælde af krænkelser.
Ligeledes er det positivt, at den tidligere kupgeneral, Amadou Sanogo, er blevet anholdt, og at der indledes en retssag imod ham for et muligt ansvar for mord på modstandere.
Det kan være et vigtigt skridt på vejen mod forsoning.
Tilstedeværelsen af menneskerettighedsobservatører er en vigtig del af missionen, som Enhedslisten varmt støtter, og som den seneste tids uroligheder og mulige beskydning af tuaregdemonstranter i Kidal understreger vigtigheden af.
Enhedslisten kan støtte det danske bidrag til MINUSMA, da der er tale om en fredsbevarende styrke på et klart FN-mandat og under FN-ledelse.
Vi håber, at det danske bidrag sammen med Danmarks humanitære engagement og støtte til den politiske forsoningsproces kan medvirke til at skabe den nødvendige nationale dialog og de politiske reformer, så Mali kan gå en bedre fremtid i møde.