Tak for det.
Først og fremmest tak til de ordførere, som har taget godt imod beslutningsforslaget.
Som Dansk Folkepartis ordfører var inde på, er der jo sket noget, siden det her beslutningsforslag blev fremsat sidst.
Dengang var det Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten sammen, der var enige om, at det her ville være gode metoder til at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed.
I dag kan jeg konkludere, at vi i hvert fald er enige om intentionen, og det er jo også positivt nok.
Det, der er sket siden hen, har ikke været til det bedre.
Der er kommet en ny offentlighedslov, som kraftigt indskrænker adgangen til aktindsigt i de centrale departementer omkring ministerier; adgangen til at se magthaverne efter i kortene er altså simpelt hen blevet mindre.
Det betyder efter min opfattelse, at vi får endnu mere behov for whistleblowere, mennesker, som tør gå ud og sige sandheden, også selv om det er upopulært hos chefen.
Det betyder, at vi har endnu mere behov for mennesker, som tør at sige fra, hvis borgeres rettigheder bliver krænket, hvis der sker andet.
Som det også er blevet nævnt, har vi senest set, hvordan whistleblowere i PET ligefrem har betydet, at vi fik afdækket, at der decideret var blevet konstrueret løgnehistorier over for Folketingets medlemmer, og at der i PET skete brud med grundlæggende regler for, hvordan man behandler personfølsomme oplysninger.
Det
er
rigtig vigtigt, at offentligt ansatte tør sige sådan nogle ting, også i det offentlige.
Det er, for det første, fordi der kan ske fejl og magtmisbrug, som jeg har talt om, men det er også, for det andet, fordi det, hvis vi hele tiden skal have en offentlig sektor, der er i udvikling, og som kan blive bedre, og det kan den altid, det tror jeg især hr.
Simon Emil Ammitzbøll kan blive enig med mig i, er en god idé, at de ansatte også deltager i debatten, også tør at sige:
Her kunne vi gøre det bedre; det her går galt; eller at den her proces er for kringlet.
Men hvis man har en alt for stor loyalitet, en loyalitet, som er misforstået, ja, så kommer vi ikke til at få den gode, positive udvikling af vores offentlige sektor, og det er det, der er problemet, nemlig når 40 pct.
af de offentligt ansatte i FTF's undersøgelser siger, at de frygter for ansættelsesretlige sanktioner, hvis de bruger deres grundlovssikrede ret til ytringsfrihed – det drejer sig ikke engang om at være whistleblower, der hemmeligt fortæller om ting, som egentlig lå inden for en tavshedspligt – altså at de simpelt hen er bange for, at deres chef kommer efter dem.
Det er endnu mere foruroligende, at det særlig er inde for politiet, forsvaret og skattemyndighederne, at man er bange for sådan noget, for det er myndigheder, der bestemt har nogle beføjelser, vi skal passe meget på med ikke bliver anvendt forkert.
Desværre er der også god grund til, at der er offentligt ansatte, der frygter for ansættelsesretlige konsekvenser, hvis de ytrer sig offentligt.
Der er alt for mange eksempler på forflyttelser og fyringer, som finder sted, tilfældigvis lige efter man har været ude offentligt at fortælle noget om arbejdspladsen.
Det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag.
For det første er det et nævn, der skal sikre de offentligt ansattes ytringsfrihed, ikke i den forstand, at det skal træffe beslutninger eller dømme i sager, men som er et sted, man kan henvende sig, hvis man er i tvivl:
Hvad gør jeg med den her oplysning, ligger det inden for eller uden for min ytringsfrihed, hvad kan konsekvenserne være, bør jeg gå anonymt til pressen, eller bør jeg gå til chefen?
Det skal altså være et sted, man kan få noget råd og noget vejledning om, hvordan reglerne egentlig er for ens ansættelse og for ens ytringsfrihed.
Nævnet skal for det andet også sørge for hele tiden at følge med udviklingen og se, hvor der opstår nye problemer, hvor vi kan gøre det bedre henne, for jeg tror, hvis der er noget, vi alle sammen er enige om, er det, at det er en god idé konsekvent at holde et vågent øje på vores ytringsfrihed.
Det andet element i beslutningsforslaget handler om omvendt bevisbyrde.
Det har vi også tidligere været enige med de nuværende regeringspartier og SF om.
Det betyder, at hvis man bliver fyret, lige efter man har været ude at sige noget grimt om ens arbejdsplads, får sagt, at nedskæringerne rammer for hårdt, får påpeget fejlbehandlinger, hvis man bliver fyret lige derefter, skal chefen altså forklare, hvorfor den fyring ikke havde baggrund i ytringen.
Det betyder ikke, at man er sikret ansættelse for evigt ved at skrive et læserbrev, det betyder bare, at det i de sager, hvor vi alle sammen godt kan se, at det er påfaldende, hvordan man hurtigt lige efter en kritisk ytring er blevet fyret, altså er op til chefen at forklare sig.
Det er i øvrigt, som det også er blevet nævnt, noget, som i dag sikrer mange gravide mod uberettiget fyring, og vi kan se, at det har en stor præventiv effekt.
Regeringen og SF henholder sig til, at der er nedsat et udvalg i Justitsministeriet.
Hvis man skal være lidt grov, kan man sige, at det er et embedsmandsudvalg, der er sat til at vurdere, om regeringspartiernes tidligere holdning er o.k.
Det synes jeg er lidt ærgerligt, for der er ikke nogen tvivl om, at det her jo ikke er nogen ny debat; vi har alle sammen haft den tidligere, og vi har alle sammen undersøgt det mange gange, og det har den nuværende justitsminister også i sin tid som retsordfører.
Så derfor synes jeg, det er en lille smule ærgerligt, at man siger, at bare fordi der ikke har været et embedsmandsudvalg bag, er der tale om symbolpolitik, for så får man jo nok unægtelig tanken, at alle de beslutningsforslag, som regeringspartierne fremsatte, før de kom i regering, var ren symbolpolitik, og det tror jeg sådan set ikke er det, som Socialdemokraterne mener.
Vi har i dag fået identificeret, at regeringen, i hvert fald justitsministeren, er enig i, at vi faktisk har et problem.
Problemet er identificeret, er der blevet sagt, og det er jeg rigtig glad for, for det betyder, at det, vi diskuterer nu, forhåbentlig ikke er, hvor lang tid og hvor godt man kan sylte løsningen på problemerne ved f.eks.
at ende med en konklusion om, at det hele er o.k., men at det, vi forhåbentlig kan diskutere fremover, og når udvalget kommer med sine konklusioner, er, hvilke løsninger der er de bedste, og det er jo et positivt skridt i forhold til tidligere, og det er ikke mindst også, vil jeg påpege til sidst, et positivt skridt, at Dansk Folkeparti nu også kan se, at der er et problem.
Om det så er, fordi der er flere, der er begyndt at skrive til hr.
Peter Skaarups mailboks, eller om det er, fordi der sidder en anden regering, at man ikke har så meget behov for ikke at komme i mindretal, ved jeg ikke, men jeg vil da sige det sådan, at hvis det er mailboksen, der får Dansk Folkeparti til at skifte holdning, vil jeg huske at minde alle om, at de skal skrive til Dansk Folkeparti, f.eks.
når de mister deres dagpenge eller bliver udsat for diskrimination eller får krænket deres ytringsfrihed.