Tak.
Det er fuldstændig rigtigt, at der ikke er nogen fordelingsmetode, der vil kunne give fuldstændig matematisk retfærdighed i fordelingen af mandater.
Det er rigtigt, at der er fordele og ulemper ved begge de metoder, vi diskuterer her i dag.
Derfor kan vi skrælle hele diskussionen ind til et politisk valg:
Hvem skal vi favorisere – de store eller de små partier?
Det valg skal træffes ud fra et andet spørgsmål:
Hvad er bedst for demokratiet?
Er det godt for demokratiet at have en valgmetode, der betyder, at et parti, der har under halvdelen af stemmerne, kan opnå et flertal af mandaterne, for det anerkender alle jo kan blive resultatet af den d'Hondtske metode, og vi har allerede fået friske eksempler på det?
Det burde da være indlysende for enhver, at det ikke er godt for demokratiet.
Det er tværtimod et stort demokratisk problem, fordi det betyder, at dette parti, på trods af at det ikke har et flertal af vælgerne bag sig, får beslutningskraft til at majorisere de andre partier; det kan afvise at forhandle med andre partier; det kan bare køre sin egen politik igennem, og de andre partier har, uanset hvor meget de rotter sig sammen, ingen mulighed for at forhindre det.
Det baner vejen for monopolisering af den politiske debat.
Det baner vejen for selvtilstrækkelighed og magtbrynde.
Det skaber tilsvarende grobund for frustration og politikerlede blandt de vælgere, der udgør et flertal, men som ikke bliver hørt eller taget hensyn til i de politiske afgørelser.
Det er kort sagt i strid med demokratiets grundtanke om, at det er flertallet, der bestemmer, men selvfølgelig i respekt for og så vidt muligt også i samarbejde med mindretallet.
Det er dybest set udansk.
I hvert fald er det udansk i forhold til det billede, vi så gerne vil have af os selv som det samarbejdende folkestyre.
Så kan man spørge:
Er det ikke et lige så stort eller et større problem for demokratiet, at et parti, der har opnået flertal blandt vælgerne, i en given situation ikke kan opnå et flertal af mandaterne, hvilket jo, det erkender vi alle, kan være resultatet af den største brøks metode?
Nej, det er et væsentlig mindre problem for demokratiet, for dette parti har jo muligheden for at opnå et flertal gennem forhandlinger og aftaler med et eller flere andre partier, hvorved man jo netop sikrer, at vælgerflertallets synspunkter alligevel kan blive repræsenteret, omend i form af kompromiser.
Det er jo netop dansk og i overensstemmelse med idealbilledet af det samarbejdende folkestyre.
Er det så et stort problem for demokratiet, at et parti kan blive repræsenteret i en kommunalbestyrelse, selv om det kun opnår under 1 pct.
af stemmerne, hvilket jo, det erkender vi alle, kan være et resultat af den største brøks metode?
Nej, det er overhovedet ikke noget problem.
Det er tværtimod gavnligt for demokratiet, for det betyder, at også disse relativt få vælgeres synspunkter bliver repræsenteret i den politiske debat i kommunalbestyrelsen og regionsrådet, uden at de jo på nogen måde udgør en forhindring for at kunne leve op til demokratiets grundsætning om, at det er flertallet, der bestemmer.
På den baggrund kan man konkludere, at der på tværs af partiskellene i Folketinget tegner sig en meget klar skillelinje mellem partier, der foretrækker et valgsystem, som fremmer muligheden for magtbrynde, på den ene side, og på den anden side partier, der foretrækker et valgsystem, som fremmer brugen af forhandling og kompromiser, og som fremmer grundtanken i demokratiet om, at det er flertallet, der bestemmer, men de gør det i respekt for mindretallet og, så vidt det overhovedet er muligt, i samarbejde med det.
I de tidligere diskussioner er skillelinjen i store træk på den ene side gået mellem to til tre store partier, der foretrak den d'Hondtske metode, som favoriserer de store partier, og nogle mindre partier, der foretrak den største brøks metode, som favoriserer de små partier.
Begge parter kunne jo så mistænke hinanden for at vælge metode efter, hvad der gavner partiet selv.
Og det sker også i dag, i hvert fald for de store partiers vedkommende.
Der vil jeg bare gøre opmærksom på, at i dag er billedet trods alt lidt mere nuanceret.
To af de tre partier, der står bag forslaget – Dansk Folkeparti og Enhedslisten – kan vel godt tillade sig at kalde sig mellemstore partier.
I Enhedslisten vil vi i hvert fald gerne lige prøve, om vi kan rykke op i den fine klasse.
Måske er de ligefrem på vej ind i den fine klub af store partier, hvilket det nylig overståede kommunalvalg kunne tyde på.
Jeg synes, det er yderst tilfredsstillende og betryggende, at disse lysende fremtidsudsigter for de to partier ikke får nogen af dem til at ryste på hånden, og at de holder fast i deres tidligere meninger, hvad dette angår.
Det er jo mere bekymrende, at to partier, der tidligere har været medforslagsstillere til et fuldstændig identisk beslutningsforslag, i dag tager en anden stilling.
Her vil jeg endnu en gang rose ordføreren for Det Radikale Venstre, fordi ordføreren var så hudløst ærlig at indrømme, at partiet har prioriteret på den måde, at nu er de med i en regering, og så retter de sig efter den konklusion, som regeringen er nået til.
Det er ærlig snak.
Så kan vælgerne og alle vi andre jo sige:
Pudsig prioritering, men det er dog en politisk prioritering.
Den er politisk begrundet, og man har ikke forsøgt at bortforklare det med, at man har ændret holdning, eller at der skulle være sket noget som helst andet nyt end det ene forhold, at man er kommet i regering.
Så jeg vil sige rigtig mange tak for det.
Det er jo så mere bekymrende, at det andet parti, nemlig Socialistisk Folkeparti, åbenbart har ændret holdning uden at kunne forklare os andre hvorfor, og hvad det substantielt nye er.
Det er i hvert fald heller ikke godt for demokratiet, der jo gerne skulle bygge på, at vi i det mindste er i stand til at forklare, hvorfor vi ændrer holdninger, synspunkter eller standpunkter – hvad det nu hedder.
Enhedslisten fastholder sin støtte til forslaget.