Jeg vil gerne takke for debatten her i dag og også takke for, at flertallet klart støtter regeringens ønske om at fortsætte støtten til den organisation, som vi selv har arbejdet på at oprette til gavn for ikke mindst arbejdet mod de ufattelig store konsekvenser af klimaforandringerne og til gavn for en grøn udvikling.
Det er jo en debat, der også har afsløret, at GGGI – hvis der var nogen, der ikke skulle have fået øje på det indtil nu, for det har regeringen nemlig – har været udsat for kritik og også en berettiget kritik.
Det har vi jo selv set i den faglige undersøgelse, som regeringen har lavet, og den undersøgelse, som en række ngo-organisationer har stået bag.
Og netop derfor er nogle af de kritikpunkter, de væsentligste af de kritikpunkter, også indarbejdet i regeringens videre arbejde med GGGI i forhold til den nye strategi, som i øjeblikket er ved at blive formuleret for GGGI.
Så det passer jo ikke, når Enhedslistens ordfører ligesom siger, at regeringen ikke har lyttet til kritik.
Jo, for det er en kritik og nogle punkter, nogle opmærksomhedspunkter i GGGI, som vi selv er opmærksomme på, og hvor der skal rettes ind.
Så nævner bl.a.
Enhedslistens ordfører i debatten, at nu skulle vi jo hellere forsøge at komme tilbage til det udgangspunkt, som min forgængers forgænger havde i udviklingspolitikken, og jeg tror, at ordføreren henviser til den strategi, der er lagt for Danmarks bistand og prioriteter i bistanden i de kommende år.
Og der kan jeg sige til Enhedslistens ordfører, at det er nøjagtig den samme strategi, der gælder for udviklingsarbejdet i dag, også med mig som minister.
Det handler om, at vores bistand skal være fattigdomsorienteret, at vores bistand skal understøtte menneskerettigheder, skal understøtte demokrati og skal understøtte en grøn omstilling ude i landene.
Det er der ikke ændret en tøddel på, og det tror jeg også Enhedslistens ordfører er udmærket klar over.
Nu har jeg også arbejdet med udviklingsbistand i rigtig mange år – i mere end 20 år, tror jeg – og jeg vil også bare sige, at jeg ikke i den tid har set den type organisation, som vi nu har med at gøre her, altså når det kommer til at være en organisation, der sikrer, at både de lande, der modtager støtten, og de lande, der giver støtten, sidder sammen i bestyrelsen og dermed sammen tilrettelægger strategien for organisationen.
Det giver en helt anden tilgang til netop arbejdet i udviklingslandene, hvilket jo også anerkendes i de rapporter, der er lavet om GGGI's arbejde.
Så bliver det sagt, at organisationen ikke har bidraget til andet end at skabe dårlig omtale, og flere har efterlyst konkrete eksempler.
Det må jo så være, fordi man ikke har læst ordentligt i materialet, for der er helt konkrete eksempler på, hvad GGGI har opnået af resultater indtil nu, som ikke er nok, som ikke er tilstrækkeligt – det er vi helt med på, der skal mere til, og det arbejder vi for – men lad mig bare nævne det, for at også Dansk Folkepartis ordfører lige får hele baggrunden for bevillingen med.
Vi kan tage Filippinerne.
Nu har jeg nævnt Etiopien, så lad os tage Filippinerne, som er et af de mest sårbare lande i forhold til klimaforandringerne.
Her har man haft et projekt, der gik ud på at demonstrere, hvordan særlig udsatte provinser kan blive mere stabile og mere modstandsdygtige – og der er opstillet konkrete strategier for, hvordan de bliver det, som efterfølgende kan implementeres.
Jeg kan tage Indonesien, hvor GGGI har bistået myndighederne med at udvikle lokale strategier for grøn vækst, bl.a.
ved at træne embedsmand, og hvor man også har lavet et program, der skal reducere udledningen af drivhusgasser som følge af afskovning, som er et stort problem i Indonesien.
Man har også ydet rådgivning til etablering af to nye institutioner i både Øst-Kalimantan og Central-Kalimantan for at støtte udvikling og implementering af planer for grøn vækst dér.
Så kan jeg tage Cambodja, hvor GGGI har hjulpet regeringen med at få de lovgivningsmæssige rammer omkring grøn vækst på plads.
Der er etableret et nationalt råd og et generalsekretariat for grøn vækst, og der er også udviklet nationale grønne politikker, planer og strategier, som kan bruges til at implementere grønne initiativer i Cambodja.
I Peru, som jeg også godt vil fremhæve, samarbejder GGGI med de mest relevante ministerier om udvikling af skovsektoren, særlig på en økonomisk og miljømæssigt levedygtig måde, fordi det altså udgør et stort indtægtsgrundlag og kan give mange jobs til rigtig mange fattige i Peru.
Så nu synes jeg måske, at jeg har forsøgt at nævne nogle af de ting, som bl.a.
Dansk Folkepartis ordfører, SF's ordfører og andre ordførere skulle have læst sig til som baggrund for debatten her, for der er leveret konkrete resultater.
Men der skal leveres flere konkrete resultater, og det er også baggrunden for det videre arbejde fra regeringens side.
Det er til sidst vigtigt for mig at få påpeget tre ting.
Som det første er det, at GGGI har gjort en stor indsats for at få rettet op på de fejl og mangler, som vi har påpeget.
Nu har man senest fået en ny leder, som jeg også godt vil fremhæve, nemlig Yvo de Boer, som er en anerkendt klimaforkæmper og har været leder af FN's klimasekretariat, og før det var han direktør i det hollandske miljøministerium, og han har også haft en rolle som special global adviser i et stort klimarevisionsfirma.
Det er en anerkendt person, som nu står i spidsen for GGGI, og som jeg også har tillid til leder organisationer på rette vej.
Vi har også som det andet, jeg gerne vil fremhæve, en række prioriteter for det fremtidige samarbejde med GGGI, hvor vi ønsker at slå fast, at der skal være fattigdomsorientering, at der skal være civilsamfundsinddragelse i GGGI's arbejde, hvilket flere også har efterlyst her i dag, altså at man sparker en åben dør ind, og det arbejder vi for.
Endelig vil jeg som det tredje også gerne sige, at der ikke er tale om en blankocheck i forhold til bevillingen til GGGI.
Der er helt klare processer og helt klare krav til, hvad GGGI skal leve op til, for at Danmark udbetaler den bistand, som vi nu foreløbig har bevilget for 3 år – men hvor vi hvert år kræver, som jeg også nævnte i min indledende tale, klare fremskridt i forhold til GGGI's virksomhed, for at vi udbetaler.
Så derfor fastholder vi aktstykket med henblik på behandling i Finansudvalget snarest muligt.
Men jeg takker for debatten.