Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til

folketingsbeslutning om forholdsregler ved udeblivelse i straffesager

(B 12):

”Ministeren bedes redegøre for de gældende regler for, hvornårder kan afsiges udeblivelsesdomme, og hvilke retssikkerheds-mæssige overvejelser, der er i forbindelse med brugen af ude-blivelsesdomme.”

Svar:

1.

Justitsministeriet har i lyset af indholdet af beslutningsforslaget forståetspørgsmålet sådan, at det vedrører reglerne for at afsige udeblivelsesdom-me i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, dvs. adgangen til at af-sige udeblivelsesdomme i straffesager i første instans, når tiltalte ikkeidømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre rets-følger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

2.

I straffesager i første instans skal tiltalte, medmindre andet er bestemt iloven, personligt være til stede i retten under hele hovedforhandlingen,indtil sagen er optaget til dom. Det fremgår af retsplejelovens § 853, 1.pkt.Hvis tiltalte udebliver ved begyndelsen eller i løbet af hovedforhandlingen,og tiltalte ikke straks kan bringes til stede, udsættes sagen som udgangs-punkt, jf. retsplejelovens § 855, stk. 1. Herfra gælder der dog en rækkeundtagelser.

3.

En af disse undtagelser er retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4. Ifølge den-ne bestemmelse kan en hovedforhandling fremmes til dom i tiltaltes fra-vær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når tiltalteikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andreretsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.Medmindre den tiltalte har samtykket heri, er det endvidere en betingelsefor at gennemføre hovedforhandlingen i tiltaltes fravær efter bestemmel-sen, at tiltalte har været lovligt indkaldt, og at det af indkaldelsen fremgår,at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmesfor de forhold, som tiltalen angår, jf. retsplejelovens § 855, stk. 4.

Da det som nævnt er en betingelse efter retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4,for at fremme sagen til dom, at retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelsenødvendig, kan retten – selv om betingelserne i øvrigt er opfyldt – undladeat fremme sagen til udeblivelsesdom, hvis retten skønner, at tiltaltes for-klaring er af betydning for vurderingen af skyldspørgsmålet eller strafud-målingen.Det bemærkes i øvrigt, at tiltaltes udeblivelse i sager, der fremmes til ude-blivelsesdom efter bestemmelsen, ikke kan sidestilles med en tilståelse.Retten skal derfor også i sådanne sager foretage en fuldstændig bevisvur-dering efter en sædvanlig sagsbehandling, herunder efter omstændigheder-ne ved afhøring af vidner mv. Hvis det i den forbindelse viser sig at giveanledning til betænkelighed, at tiltalte ikke er til stede, kan retten når somhelst afbryde hovedforhandlingen og udsætte sagen. Der henvises til Fol-ketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte 8055-8056.

4.

Retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, suppleres af en række øvrige be-stemmelser i loven, som har til formål at varetage hensynet til den tiltalte.Det følger således af retsplejelovens § 731, stk. 1, litra i, at forsvarerbe-skikkelse er obligatorisk i sager, som fremmes til dom i tiltaltes fravær ef-ter § 855, stk. 3, nr. 4, når der er spørgsmål om fængselsstraf.Herudover er der i disse sager en særlig adgang for forsvareren – men ikkeanklagemyndigheden – til at dokumentere tilførsler til politiets rapporterom tiltaltes forklaringer til politiet (dvs. oplæse og anvende dem som be-vis), jf. retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 6.Endvidere skal en udskrift af en udeblivelsesdom forkyndes for den dømte,jf. retsplejelovens § 219 a, stk. 5. Forkyndelsen skal ske over for den på-gældende personligt, medmindre indkaldelsen har været forkyndt person-ligt.Efter retsplejelovens § 987, stk. 3, har den udeblivelsesdømte endvidere enubetinget adgang til at begære sagen genoptaget til ny forhandling. Begæ-ring om genoptagelse skal dog fremsættes inden 4 uger fra dommens for-kyndelse efter § 219 a, stk. 5.

5.

Tiltaltes ret til at være til stede under hovedforhandlingen er et grund-læggende princip i strafferetsplejen. Her over for står imidlertid også et

hensyn til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse hos domstolene og hosandre involverede i sagen.Ovenstående mulighed for at afsige udeblivelsesdomme blev oprindeligtindført ved lov nr. 369 af 18. maj 1994, men ændret væsentligt ved lov nr.256 af 8. maj 2002. Ved ændringen i 2002 blev bl.a. grænsen for at anven-de ordningen hævet fra 30 dages ubetinget fængsel til den nugældendegrænse på 3 måneders ubetinget fængsel. Samtidig blev bl.a. den ubetin-gede adgang til genoptagelse indført.Den omtalte mulighed for at afsige udeblivelsesdomme – herunder de sup-plerende bestemmelser i retsplejeloven, som har til formål at varetage hen-synet til den tiltalte – er udtryk for en samlet afvejning af den tiltaltes rettil at være til stede under hovedforhandlingen over for hensynet til en hen-sigtsmæssig ressourceudnyttelse.For så vidt angår de nærmere overvejelser, der ligger bag udformningen afden nuværende ordning, kan Justitsministeriet bl.a. henvise til pkt. 3.3.4 ide almindelige bemærkninger til 2002-loven (Folketingstidende 2001-02(2. samling), tillæg A, side 2082). Det følger bl.a. heraf, at:”Selv om det ikke kan udelukkes, at en forklaring fra den tiltal-te kan være af betydning ved vurderingen af skyldsspørgsmåletog strafudmålingen, vil det i sager, hvor den tiltalte alene risi-kerer en kortere fængselsstraf (indtil 3 måneders fængsel), ef-ter Justitsministeriets opfattelse være ubetænkeligt at lade detvære op til den tiltalte at afgøre, om den pågældende ønsker atmøde op til domsforhandlingen og gøre eventuelle formildendeomstændigheder gældende. En sådan ordning vil efter Justits-ministeriets opfattelse ikke være betænkelig i lyset af, at der iøvrigt foregår en sædvanlig bevisførelse og bevisvurdering, atretten skal finde fremgangsmåden forsvarlig, og endelig at dentiltalte samtidig sikres en ubetinget adgang til at kræve genop-tagelse, hvis den tiltalte anser sig for dømt med urette, ellervurderer, at straffen er for hård.”Som det fremgår, er der ved udformningen af den nuværende ordning lagtvægt på, at den tiltalte alene risikerer en kortere frihedsstraf. Efter Justits-ministeriets opfattelse forudsætter en forhøjelse af den nugældende grænsefra 3 måneders ubetinget fængsel til 6 måneders ubetinget fængsel nøjeovervejelser.4