Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 12:

Forslag til folketingsbeslutning om forholdsregler ved udeblivelse i straffesager.

Af Peter Skaarup (DF), Preben Bang Henriksen (V), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Tom Behnke (KF) m.fl.

(Fremsættelse 23.10.2013).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Og her er der ikke noget, der vil blive kodificeret. Vi skal nu behandle et beslutningsforslag om tiltaltes udeblivelse i straffesager. Beslutningsforslaget pålægger regeringen at gennemføre tre initiativer. For det første vil forslagsstillerne gerne, at der kan afsiges en dom på 6 måneders fængsel ved udeblivelse. For det andet ønsker forslagsstillerne, at det ved forkyndelse af anklageskriftet altid skal fremgå, at udeblivelse uden lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår. For det tredje ønsker forslagsstillerne, at omkostningerne forbundet med ulovlig udeblivelse skal pålægges den tiltalte som sagsomkostninger.

Jeg kan allerede nu sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Inden jeg kommer ind på de enkelte intiativer i forslaget, synes jeg, det er relevant at sige et par ord om omfanget af udeblivelse i straffesager. For det var nemlig sådan, at der i 2012 var et tv-indslag, som førte til en stor debat, fordi man der fik et indtryk af, at det var et rigtig stort problem. Som det også fremgår af beslutningsforslagets bemærkninger, gennemførte Domstolsstyrelsen efterfølgende i 2012 en stikprøveundersøgelse for at få kortlagt omfanget af udeblivelser i lige præcis straffesager. Ifølge den undersøgelse var udeblivelsesprocenten nede på 3,8 pct. i sager, hvor tiltalte ikke havde lovligt forfald. Som det nok også vil være forslagsstillerne bekendt, udarbejdede Domstolsstyrelsen baseret på undersøgelsen også et skøn over domstolenes årlige omkostninger på landsplan forbundet med tiltaltes udeblivelser i domsmandssager. Styrelsen skønnede med nogen usikkerhed de samlede omkostninger for domstolene til at være på omkring 10-12 mio. kr. om året, og det omfatter vel at mærke både omkostningerne forbundet med udeblivelser med lovligt forfald og uden lovligt forfald. Domstolsstyrelsen har samtidig understreget, at skønnet ikke tager højde for, at domstolene ofte kan anvende en del af den tid og de ressourcer, der frigives ved den tiltaltes udeblivelse, på at arbejde med andre sager. I praksis er domstolenes omkostninger ved tiltaltes udeblivelser uden lovligt forfald derfor formentlig også noget mindre end de 10-12 mio. kr. om året. Domstolsstyrelsens undersøgelse giver altså et noget andet billede, end det omtalte tv-indslag efterlod. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at enhver udeblivelse er til gene for de implicerede parter og medfører omkostninger, det ved jeg godt. Men når nu vi skal til at drøfte forslag, der berører principielle straffeprocesuelle spørgsmål, synes jeg også, det er værd at fremhæve Domstolsstyrelsens egen undersøgelse, så vi kan tale ud fra et fælles grundlag.

Med de bemærkninger vil jeg vende mig til de enkelte initiativer i beslutningsforslaget. Det første initiativ handler om udeblivelsesdom ved op til 6 måneders fængsel. Forslagsstillernes ønske er, at straffesager skal kunne gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, hvis en tiltalt, der er lovligt indkaldt, udebliver fra hovedforhandlingen uden lovligt forfald og anklagemyndigheden ikke nedlægger påstand om mere end 6 måneders fængsel. Retsplejeloven indeholder allerede i dag mulighed for i en række tilfælde at kunne afsige udeblivelsesdomme. Særlig relevant i den sammenhæng er den mulighed, der følger af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4. Ifølge denne bestemmelse kan en hovedforhandling fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis nogle nærmere betingelser er opfyldt. Den første betingelse er, at tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning. Den anden betingelse er, at tiltalte har været lovligt indkaldt til hovedforhandlingen, og at det fremgår af indkaldelsen, at udeblivelsen uden lovligt forfald kan medføre, at den tiltalte dømmes for forhold, som tiltalen angår. Den tredje betingelse er, at retten ikke finder, at tiltaltes tilstedeværelse er nødvendig. Herudover er det i dag sådan i de sager, at tiltaltes udeblivelse ikke er det samme som en tilståelse. Retten skal derfor foretage en fuldstændig bevisvurdering efter en sædvanlig sagsbehandling, f.eks. ved afhøring af vidner. Retten kan i øvrigt til enhver tid vælge at udsætte sagen, så tiltalte kan være til stede.

Jeg forstår forslagsstillerne sådan, at de ønsker at forhøje grænsen i retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, fra 3 til 6 måneders fængsel, men i øvrigt beholde ordningen, som den er. Da ordningen blev indført midt i 1990'erne, var grænsen for at afsige udeblivelsesdom 30 dages fængsel. Siden hen er grænsen hævet til de nuværende 3 måneder, og nu ønsker forslagsstillerne så at hæve grænsen til det dobbelte.

Den gældende ordning er udtryk for en balance mellem to modsatrettede hensyn. På den ene side står hensynet til tiltaltes tilstedeværelse under hovedforhandlingen i straffesager, og på den anden side står hensynet til at undgå ressourcespild. Et væsentligt element i denne afvejning er, at den udeblivende tiltalte efter den nugældende ordning kun risikerer en kortere fængselsstraf, nemlig maksimalt 3 måneders fængsel. Hvis grænsen hæves til det dobbelte, bør det selvsagt bero på nøje overvejelser. Et element i disse overvejelser må vel være, hvor stor ressourcegevinsten vil være ved at forhøje grænsen til 6 måneder. Som jeg allerede var inde på, tyder Domstolsstyrelsens undersøgelse på, at problemet med udeblivelse i straffesager ikke er så stort, som det omtalte tv-indslag antydede. Men det er ikke det eneste, der har betydning for den reelle effekt, det har også betydning, hvor mange af de 3,8 pct. af sagerne der er tale om, som i givet fald vil skulle afgøres ved en udeblivelsesdom, hvis tiltalte udebliver uden lovligt forfald. En forhøjelse af grænsen til 6 måneder vil næppe indebære, at der kan afsiges udeblivelsesdom i alle sagerne.

For det første kan der være sager, hvor den tiltalte skal idømmes mere end 6 måneders fængsel. Disse sager vil også efter en forhøjelse af grænsen skulle udsættes, indtil tiltalte kan være til stede. For det andet er det ikke sådan, at en forhøjelse af grænsen til 6 måneders vil føre til, at der kan afsiges udeblivelsesdom i alle sager, hvor straffen ligger mellem 3 og 6 måneder. Hvis jeg har forstået forslaget rigtigt, er der tale om en mulighed for at indføre en mulighed for domstolene, som kan bruges, hvis retten i den konkrete sag ikke mener, at tiltaltes tilstedeværelse er nødvendig. Alvorligere sager vil alt andet lige oftere være mere kompliceret, og hvis strafgrænsen hæves, kan det altså i praksis føre til, at retten i videre omfang vil finde den tiltaltes tilstedeværelse nødvendig og derfor af den grund udsætte sagen.

Samlet set mener regeringen altså ikke, at der på det foreliggende grundlag er anledning til at ændre, som beslutningsforslagsstillerne gerne vil.

Det andet initiativ i beslutningsforslaget er, at det ved forkyndelse af anklageskriftet altid skal fremgå, at udeblivelse uden lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår. Som jeg var inde på tidligere, er det efter den gældende ordning en betingelse for at afsige en udeblivelsesdom, at det står i indkaldelsen, at udeblivelsen uden lovligt forfald kan medføre dom. Anklagemyndighedens standardbrev for indkaldelse indeholder derfor også allerede i dag sådan en oplysning. Så forslaget tilfører i sig selv altså ikke noget nyt. Ifølge det tredje initiativ i beslutningsforslaget skal der ved udmåling af sagsomkostninger tages hensyn til, at tiltalte bør betale omkostningerne forbundet med forudgående ulovlig udeblivelse, hvis udeblivelsen har medført omberammelse af sagen. I dag er det sådan, at det offentlige betaler omkostningerne i straffesager, men hvis den tiltalte findes skyldig, skal den pågældende som udgangspunkt erstatte de nødvendige omkostninger, der er medgået til sagens behandling. Den dømte skal f.eks. som udgangspunkt erstatte det offentliges omkostninger til salærer til den beskikkede forsvarer. Det samme gælder f.eks. udgifter i forbindelse med udtagning af blodprøver i en sag om spirituskørsel. Derimod skal den dømte ikke erstatte det offentliges generelle omkostninger til sagen, det gælder f.eks. bidrag til husleje og løn til dommer eller anklager.

Så vidt jeg har forstået, ønsker forslagsstillerne, at den dømte fremover også skal erstatte de generelle omkostninger, som er forbundet med et retsmøde, hvis retsmødet aflyses som følge af den tiltaltes udeblivelse. I praksis vil det formentlig være ret svært at finde ud af, hvilke omkostninger hver enkelt udeblivelse konkret har medført, og det er jo netop ikke sådan, at dommere og de andre involverede bare holder fri i det tidsrum, der var afsat til at behandle sagen, for som jeg allerede har været inde på, kan retten ofte anvende tid og ressourcer, der er reserveret til den aflyste hovedforhandling, på andre sager, og det samme gælder også for anklagemyndigheden. Men et forhold er spørgsmål om fastlæggelse af, hvilke omkostninger der reelt er tale om, et andet og efter min opfattelse mindst lige så væsentligt er, at forslaget rejser et meget principielt spørgsmål om, hvilke omkostninger borgere skal kunne pålægges i forbindelse med en strafforfølgning. At indføre en brugerbetaling som foreslået vil grundlæggende bryde med den gældende ordning på området og rejse en række spørgsmål om bl.a. konsekvenserne for den dømtes muligheder for resocialisering, som forslagsstillerne ikke forholder sig til. Regeringen kan på den baggrund heller ikke støtte dette initiativ i beslutningsforslaget.

Det var gennemgangen, og samlet set kan jeg så gentage, at regeringen ikke kan støtte initiativerne i beslutningsforslaget.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Tom Behnke.

Tak for det. Ministeren siger, at det er principielle strafprocessuelle skridt, vi her taler om. Nej, det er det jo ikke. Det var det, dengang man indførte ordningen, hvor det i første omgang var muligt at give en udeblivelsesdom på op til 30 dages fængsel. Der var det noget principielt, der var det noget nyt, der skulle man virkelig overveje, hvad det var, at man gjorde. Vi lavede det også som en forsøgsordning, som siden blev fastlagt til, at så var det princippet, vi havde, og det var en mulighed, at hvis man ikke gad møde op til et retsmøde, kunne man alligevel blive dømt, hvis bare straffen var under 30 dages fængsel.

Da den ordning fungerede fint, udvidede vi den til 3 måneder, og nu viser det sig, at det egentlig også fungerer ganske fint, men der mangler jo lidt. Så siger ministeren, at 3,8 pct. er så lille et tal, at det ingenting betyder. Nu er statistik og procenter vel relativt, altså, hvis det kun er 3,8 pct. af bilisterne, der kører over for rødt lys, er det så heller ikke et problem? Jo, det er det jo sådan set stadig væk. Så vi kan jo lige så godt få de sidste taget med.

Så hvad er det, der forhindrer, at vi udvider fra 3 til 6 måneder? Jeg kan godt forstå, at ministeren siger, at ministeren ikke føler, at der er et behov for det, men hvad er det, der forhindrer, at vi gør det? For man skal huske, at selv hvis vi går op til 6 måneder, er det stadig væk domstolene, der bestemmer og vurderer, om de vil lade en sag føre igennem, selv om tiltalte ikke er mødt frem.

Ministeren.

Som jeg gennemgik i min tale, må der jo være en afvejning af retssikkerheden i selve den handling, man foretager sig, men også, om der kan vindes nogle ressourcer ved det. For en ting er, at man selvfølgelig kan have et ønske om moralsk at sige til de mennesker, som spilder rettens tid, at fordi I er sådan nogle store fjolser og spilder rettens tid, vil det være sådan, at I nu bare vil få dommen.

Men det er jo sådan, at dommerne stadig væk skal afgøre, om de synes, at det er forsvarligt at føre sagen. At hæve grænsen for, hvor meget fængsel man kan idømmes, fra 3 til 6 måneder, er det i hvert fald vores vurdering i så mange tilfælde vil betyde, at dommerne vil ende med at sige, at når det er sådan en lang straf, bliver vi nødt til at udsætte sagen, fordi så bliver man nødt til at høre den tiltalte. Så jeg er ikke sikker på, at der er nogen gevinst i det.

Så er der det moralske tilbage, og der tror jeg bare at man skal afholde sig fra at rode sig ud i et aller andet bureaukrati. Vi har en ordning, der fungerer, og det synes jeg er grund til at fastholde.

Hr. Tom Behnke.

Det har jeg respekt for. Altså, en minister, der har politiske holdninger, har jeg respekt for.

Ministeren siger så, at det her også handler om retssikkerhed, men retssikkerheden er vel ikke forskellig for den, der får en dom på 5 måneder, og den, der får en dom på 3 måneder. Retssikkerheden er jo den samme, for det er jo de samme kriterier, der skal være opfyldt, før det kan lade sig gøre. Ministeren siger, at nu er vi nået dertil, hvor det faktisk kun er 3,8 pct., der udebliver, og hvor sagen må går om, men det er det jo efter, at vi har skærpet, efter, at vi har strammet op, at man i dag faktisk kan idømme helt op til 3 måneder. Så det er altså domme over 3 måneder, hvor vi taler om, at der er en rest på de 3,8 pct.

Tror ministeren ikke, at det vil have en præventiv effekt, ligesom det har det i forhold til domme under 3 måneder? Altså, at tiltalte tænker: Hov, jeg bliver nødt til at møde op, for jeg kan ikke bare blive væk, og så går sagen om, og så bliver den berammet igen om 6 måneder; nej, jeg bliver nødt til at være der, hvis jeg vil føre en sag. Det er jo det, vi har set med domme under 3 måneder, altså at der rent faktisk er langt flere tiltalte, der møder op, og derfor er der heller ikke så mange udeblivelsesdomme, som der var før, for det er ikke nødvendigt. Det har en præventiv effekt. Tror ministeren ikke på, at det vil det også have, hvis vi udvider til 6 måneder?

Ministeren.

Jo, og derfor er ordningen sådan set rigtig god, som den er, fordi den har haft en rigtig god effekt, og det har også haft en god effekt at hæve fra 30 dage til 3 måneder. Men spørgsmålet ved at hæve fra 3 måneder til 6 måneder er alligevel rimelig omfattende og vil betyde, at man højst sandsynligt vil vurdere, at en sag skal udsættes, fordi det er en længere straf, man i det tilfælde ville skulle idømme.

Endelig er der også spørgsmålet om, hvad vi gør med de sager, hvor man skal have en længere straf end 6 måneder. De sager skal jo i forvejen udsættes. Så det er jo ikke sådan, at vi kan ende med bare at sige til folk, at hvis ikke de møder frem, får de straffen. Der vil altid være udeblivelser, også ulovlige udeblivelser. Det skal vi nedbringe, men den måde, som ordføreren her formulerer det på, er ikke en farbar vej.

Hr. Peter Skaarup, en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes, at når man hører det, ministeren siger, virker det lidt, som om der er blevet leveret et talepapir til ministeren fra nogle embedsmænd, og så læser ministeren op, hvad der er blevet skrevet. Undskyld, jeg siger det, men sådan virker det i hvert fald herfra. Vi er nu nogle, der har nogle gode intentioner om at prøve at stramme op på de her ting, sådan at dem, der er gerningsmænd til kriminalitet, faktisk møder op i retten og ikke udsætter sager i månedsvis med store omkostninger til følge for samfundet.

Det er jo sådan, som ministeren siger, at der er lavet en undersøgelse, der viser, at der er et problem. Ministeren vurderer så, at det problem ikke er stort nok til at ændre reglerne, men faktisk er det jo, som hr. Tom Behnke sagde, sådan, at man har strammet reglerne på et tidspunkt for år tilbage, og stadig væk har vi altså problemer. Jeg kan jo læse op, hvad retspræsidenten i Næstved, der er blevet spurgt om de her ting, siger til det. Han siger, at han godt kunne ønske sig, at reglerne var lidt strammere, så man kunne undgå det her, altså at man, også anklagemyndigheden og det offentlige, spilder tiden på de her ting.

Så kan ministeren ikke komme lidt nærmere noget, der så virker, for det er da dybt krænkende, at det bliver ved, uden at dommene kan fældes i de her sager.

Ministeren.

Jamen jeg er jo sådan set enig i, at det er krænkende, når folk ikke møder frem. Derfor skal der også være konsekvenser for det. Det synes jeg også at der er. Når jeg står og læser op, så er det, fordi jeg bliver nødt til at tilstå, at jeg ikke er inde i retsplejelovens § 855 stk. 3 nr. 4, medmindre jeg får lov at holde mig til talepapiret. Derfor var det det, jeg gjorde, og det håber jeg på forståelse for. Det var også, så jeg kunne gengive den korrekte terminologi i forbindelse med anvendelsen af de ændringer, der har været af paragraffen, og også den ændring, som de forskellige hævelser har medført.

Jeg ville jo sådan set synes, at det her var en rigtig god idé, hvis jeg troede, det virkede. Og når jeg afviser det ud over at henvise til teknikken, er det også, fordi jeg ikke mener, der er nogen effekt ved det. Jeg er lige så forarget og fy-forbandet over, at mennesker ikke møder frem og spilder andre menneskers tid, men jeg tror bare ikke, vi kan lovgive os ud af at det, så det aldrig kommer til at ske. For selv hvis vi lavede sådan en bestemmelse, som medfører, at alle, som bliver væk, bare skal have straf, så vil der stadig væk være mennesker, som ikke møder frem. Der vil også nogle gange være situationer, hvor man ville sige, at vi bliver nødt til at udsætte det af hensyn til at vurdere, om folk overhovedet er skyldige. Der kan skulle føres vidner, der kan være længere sagsbehandlingstidsfrister, som skal overholdes, så det her er bare ikke løsningen, og derfor støtter jeg det ikke.

Hr. Peter Skaarup.

Så fik vi slået det fast. Det her er ikke løsningen efter ministerens opfattelse og heller ikke efter ministerens politiske opfattelse, hvis vi ser bort fra det talepapir, der så er leveret. Men jeg vil så godt spørge ministeren: I og med at der er et problem, og det er vi enige om, og der er nogle folk, der møder til de her retshandlinger, som også synes, at der er et problem, de går hjem med uforrettet sag, og det kunne jo også være, der var nogle krænkede, der synes, at der er et problem i, at gerningsmænd kan trække de her sager i meget lang tid, hvad mener ministeren så, at der skal gøres ved det? Åbenbart ikke det her, som vi foreslår, men hvad så?

Ministeren.

Jamen det er jo noget, der hele tiden bliver arbejdet på. Hvordan kan man sørge for at få folk til at møde frem, hvordan kan man sørge for at få kommunikeret til folk, som måske ikke har styr på datoer eller begivenheder, hvornår det er, at det er en god idé at de møder frem i retten, hvornår kan politiet sørge for at tage ud og hente folk, sådan at man ved, at de er der, når der er en sag, der skal på, hvis man ved, at det er en, som ikke har styr på, hvilken ugedag der er tale om? Det er jo et arbejde, som hele tiden pågår, hvor man, også for at undgå at man spilder tiden, jo nogle gange simpelt hen tager ud for at hente folk.

Nogle gange kan det være mennesker, som af ond vilje ikke møder frem, fordi de er fløjtende ligeglade, men det kan også være mennesker, som simpelt hen ikke i stand til at overskue det, fordi de har et misbrug eller sidder i en anden situation, der gør, at de bare ikke har styr på det. Uanset hvad skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad vi kan gøre for at få folk til at møde frem, så rettens tid bliver brugt så fornuftigt som muligt.

Jeg ville gerne have, at vi ingen udeblivelser overhovedet havde, men jeg synes, det er vigtigt at konstatere, at vi aldrig kommer til fuldstændig at være i den situation. Det vigtige er så, at retten kan bruge sin tid fornuftigt, når der er en udeblivelse, og endelig skal vi huske på, at det er i 3,8 pct. af sagerne, det sker, og at der kan være mange sager, hvor gerningsmanden skulle idømmes en langt hårdere straf, og hvor oppositionens forslag så slet ingen virkning ville have.

Hr. Preben Bang Henriksen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg har fuld forståelse for, at ministeren ikke kan stå med alle detaljer inde på livet, men det er jo altså alligevel ministeren, der præsenterer Folketinget for et tal på 10-12 mio. kr., og det skulle øjensynligt være tallet – jævnfør hvad ministeren sagde – for, hvad det kostede om året for både de lovlige og de ulovlige udeblivelser fra retten. Altså, det tal kan simpelt hen ikke passe, vil jeg sige til ministeren; nu siger jeg det rent ud.

Jeg er nok nødt til lige at lave lidt talgymnastik, for hvis det er 11 mio. kr. om året og vi siger, at der er 240 arbejdsdage om året, så svarer det til en udgift i Danmark på 45.000 kr. pr. arbejdsdag for lovlige og ulovlige udeblivelser fra retssystemet. Når der er 24 byretter og 2 landsretter og de hver især har eksempelvis seks afdelinger, der beskæftiger sig med kriminelle sager, ja, så er der 130 afdelinger, der altså tager del i de der 45.000 kr. pr. arbejdsdag. Og så må jeg sige, at det giver en udgift på 352 kr. pr. retsafdeling pr. arbejdsdag.

Det kan simpelt hen ikke passe, når det både er de lovlige og de ulovlige udeblivelser, vi taler om. Vi taler om udgifter til forsvarere, og jeg medtager dommere, og jeg medtager anklagere – det ved jeg godt at justitsministeren ikke gør – og i øvrigt alt muligt andet. Der er vidner, der er tilsagt, og som må sendes hjem igen, og det koster det hvide ud af øjnene. De her tal passer slet ikke. Jeg må opfordre ministeren til at lade dem genberegne.

Ministeren.

Det er nogle tal, som er kommet fra Domstolsstyrelsen, og det er Domstolsstyrelsen, som har lavet den vurdering. Jeg har ikke noget grundlag for at tro, at Domstolsstyrelsen har givet os forkerte tal eller ikke kan stå på mål for de tal, der er kommet frem. Men jeg sørger selvfølgelig gerne for, at det papir, som ligger til grund for det her, bliver sendt over til Retsudvalget, så man kan se, hvad der har ligget til grund for det, som Domstolsstyrelsen har udregnet.

Men det, der altså var i den her udregning, var – og jeg nævnte også, at det var med nogen usikkerhed – at styrelsen vurderede, at de samlede omkostninger for domstolene ville være på 10-12 mio. kr. om året. Og som Venstres ordfører korrekt sagde, gælder det både udeblivelser med lovligt forfald og dem uden lovligt forfald. Som jeg også sagde, understregede Domstolsstyrelsen samtidig, at skønnet ikke tager højde for, at domstolene ofte kan anvende en del af den tid og de ressourcer, der frigives, ved at den tiltalte udebliver, på andre sager, og derfor vurderedes domstolenes omkostninger ved tiltaltes udeblivelser i virkeligheden til at være noget lavere end de 10-12 mio. kr.

Det var Domstolsstyrelsens vurdering. Jeg skal gerne sørge for, at det papir kommer til Retsudvalget, så man selv kan se, hvad det er, de har regnet på.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Det er selvfølgelig også helt tilfredsstillende. Jeg kan ikke kræve mere af ministeren her i dag. Jeg er bare nødt til lige at gøre den bemærkning, at jeg er bange for, at de udgifter, som man medtager hos Domstolsstyrelsen, slet ikke fortæller de reelle udgifter. Altså, eksempelvis er der jo vidner, der også er indvarslet og har taget fri fra arbejde osv. Der kan være politibetjente, der skulle vidne i sagen, som også får deres retmæssige betaling. Og alle de afledte udgifter er jeg nu sikker på at man ikke har med. Men vi ser gerne en nærmere dokumentation, og så må vi kigge på det.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne fortsætte der, hvor hr. Peter Skaarup og justitsministeren slap, nemlig med det, som justitsministeren anerkendte vi har et problem med og så i det andet svar heller ikke kom med et forslag fra regeringen til, hvordan man løser problemet. Det er normalt sådan, at hvis man anerkender, at der er et problem, er man jo som politiker nærmest forpligtet, synes jeg i hvert fald, til så også at komme med et svar om, hvad man har tænkt sig at gøre, og der er det jo ikke nok bare at gentage en masse ting, som sker i forvejen, for det løser jo øjensynligt ikke problemet. Så hvad har regeringen tænkt sig at gøre, når nu regeringen anerkender, at der er et problem?

Ministeren.

Som jeg nævnte, viste stikprøveundersøgelsen, at der var en udeblivelsesprocent på ca. 3,8, og selvfølgelig må det være et problem, når folk ikke møder frem, fordi det medfører irritation og en dårlig afvikling af en arbejdsdag. Men jeg synes heller ikke, at der er tale om et enormt stort problem, for retterne finder selvfølgelig selv ud af at få hverdagen til at hænge sammen og ved godt, at de her ting kan ske. De har andre ting, de kan tage fat på, fordi det er en del af dagligdagen, at de her ting forekommer.

Jeg nævnte også i mit indlæg til hr. Peter Skaarup, at der jo kan være mange forskellige årsager til, at mennesker ikke møder frem. Nogle kan have et alkoholmisbrug, nogle andre kan have en psykisk sygdom, og der kan være andre faktorer, der gør, at folk bare ikke har styr på dagene. Så der kan altså både være tale om ond vilje og om, at der er nogle mennesker, som er i en livssituation, som er så vanskelig for dem, at der ad den vej er brug for at yde hjælp.

Den indsats, som politiet, domstolene og anklagemyndigheden yder der, taler man hele tiden om hvordan kan nedbringes. Men den løsning, der kom fra oppositions side, synes jeg ikke virker, og jeg har heller ikke selv fremlagt andre ting, med hensyn til hvad jeg synes der skal gøres ved det, end at fortsætte med det arbejde, der allerede gøres.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Ministeren anerkender problemet, kan ikke lide oppositionens forslag og vil ikke gøre noget selv. Det er sådan konklusionen. Man kunne så spørge: Hvad med gentagelsestilfælde? Kunne ministeren i det mindste i gentagelsestilfælde være interesseret i, at vi sammen kunne lave en opstramning? For det handler jo også om respekten for retssystemet. Det handler jo ikke bare om, at man kan planlægge sig ud af det.

Det handler om, at når man er tilsagt til at møde for retten, er det faktisk en ret alvorlig sag. Det er jo ikke bare en eller anden kaffeaftale. Så hvad med gentagelsestilfældene, kunne vi gøre noget der sammen?

Ministeren.

Jamen jeg er jo sådan set enig i, at det ikke bare er en kaffeaftale, men at det er rigtig, rigtig vigtigt.

Hvad angår gentagelsestilfælde, er det også noget, domstolene allerede i dag har mulighed for at lægge ind i deres vurdering, når de skal finde ud af, hvordan de går til en sag. Så det er jo sådan, at det i forvejen selvfølgelig spiller en rolle, hvis der er tale om gentagelsestilfælde.

I de tilfælde, som jeg nævnte, altså hvor vi ved, at det er mennesker, som har meget, meget svært ved at håndtere deres dagligdag og deres tilværelse i øvrigt, og når vi godt ved, at en eller anden, som igen igen har forbrudt sig mod loven, skal møde frem, og vi har erfaring for, at det tidligere har været med noget ringe fremmøde, så hænder det jo altså også, at man sørger for at hjælpe folk, sørger for, at de er til stede, så man ikke står for at skulle aflyse en sag. Så det er jo det sociale arbejde, der ligger på den anden side af det her, som selvfølgelig også foregår, og som selvfølgelig også skal foregå.

Fru Pernille Skipper for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om ministeren ikke er enig med mig i, at når man ikke bare afsiger udeblivelsesdomme i øst og vest og hele tiden, ligger der to hensyn bag. Det ene er den enkeltes retssikkerhed, og det andet er, at vi også som samfund har en interesse i, at der ikke er nogen uskyldige, der bliver dømt, og dermed også, at vi ønsker så vidt muligt at høre de anklagedes version af sagen, før vi dømmer.

Ministeren.

Jamen jeg kan bekræfte, vi har et retssamfund, og at vi gerne vil høre om også den anklagedes situation. Og det er jo også derfor, man vurderer, at bliver der en mulighed for at kunne give en straksdom på 6 måneder i stedet for på de nuværende 3 måneder, så vil der også være dommere, som vil sige: Det er alligevel en lidt længere straf; vi bliver søreme nødt til at være helt sikre på, at alle sten er vendt. Det er ikke en lille ting længere, og derfor vil vi nok synes, det er bedst at udsætte en lovhandling, sådan at der kan komme en sag en anden dag.

Derfor opnår man jo slet ikke den ressourcebesparelse eller gevinst, som den borgerlige opposition gerne vil have. Så jeg svarer ja. Ikke alene fordi det ikke vil komme til at hænge sammen praktisk, men også fordi der selvfølgelig er nogle retssikkerhedsmæssige bekymringer ved det, har jeg – sådan som jeg fornemmer det – samme holdning til forslaget som Enhedslistens ordfører.

Ikke mere? Tak til ministeren. Hr. Preben Bang Henriksen som Venstres ordfører.

Tak. Med hensyn til forslaget her har ministeren helt ret i, at man kan sætte spørgsmålstegn ved problemets omfang, for det er i realiteten meget svært at gøre op. Jeg anerkender også, at man fra Domstolsstyrelsen har gjort forsøg på at finde ud af det, og det giver nogle forskellige resultater, som man kan se af lovens bemærkninger.

Alligevel må jeg sige, at der er et problem. Det er der slet ingen tvivl om. Det kan man prøve at spørge byretspræsidenterne om rundtomkring. Og problemet består altså også i, at der er tale om et enormt ressourcespild. Jeg var inde på tal lige før i mit spørgsmål til justitsministeren, og supplerende kan jeg sige, at den overvejende del af de her sager er domsmandssager, hvor der altså tropper to domsmænd op, som får 1.100 kr. pr. påbegyndt dag. Det vil altså sige, at uanset, at de har siddet der et halvt minut og overvejet, at sagen skulle omberammes, er det to gange 1.100 kr., der ligger der. Så de tal, justitsministeren brugte før, vil jeg altså mildt sagt sætte et meget, meget stort spørgsmålstegn ved, men jeg har noteret, at vi får det nærmere belyst gennem udvalget, og det er for såvidt også helt fint.

Udeblivelserne er jo ikke bare ressourcespild for dem, der er direkte involveret i det, dvs. forsvarere, anklagere, dommere, sekretærer, vidner osv. Der er også et arbejdsmæssigt spild for de folk, der er indkaldt til retten til at give vidneudsagn. Det skal man jo altså også tage med, så jeg tror, problemet er langt, langt større. Og hvem er det så, der betaler for det her? Hvem er det, der betaler for dommeren og for retssekretæren? Hvem betaler for anklageren? Hvem betaler for forsvareren? Hvem skal udbetale vidnegodtgørelse? Og hvem skal i øvrigt, ja, betale samtlige udgifter i forbindelse med det? Det skal staten, og derfor synes jeg, det er et alvorligt problem. Det er rigtigt, at domfældte ikendes udgifterne i sidste omgang, men det er dog de færreste, der kan betale, for nu at sige det rent ud.

Jeg mener ikke, at problemet er så stort, som justitsministeren gør det til. Problemet kan tværtimod være det, at der sker kriminalitet i den ventetid, der er, på, at sagen bliver omberammet. Det er jo som oftest de lidt mere professionelle, der bliver væk i de her situationer, og der ser vi altså, at der sker kriminalitet i ventetiden.

Det er korrekt, som justitsministeren fremfører, at det allerede i dag efter § 855 skal fremgå af forkyndelsen, at man kan blive dømt som udeblevet, og det er såmænd også kun en kodificering, tror jeg nok det hedder, af den praksis, der er i dag, som vi har gengivet i forslaget.

Med hensyn til straffe fra 3 til 6 måneders fængsel, kan man, som også fru Pernille Skipper var inde på, godt sige, om der ikke her ligger et retssikkerhedsmæssigt problem i, at folk kan blive dømt som udeblevne, og så er de måske uskyldige. Jo, men der må jeg sige, at vi allerede i dag i den samme bestemmelse har den regel, at dommeren skal finde det ubetænkeligt, og med mit kendskab til de danske dommere administreres det ekstremt nøje i de her situationer. Så man vil altså hellere udsætte sagen for at få tiltalte ind, hvis dommeren på noget tidspunkt er i tvivl.

Endelig skal jeg da også gøre opmærksom på, at der i § 987 i retsplejeloven er regler om genoptagelse, vide regler om genoptagelse. Så skulle det uheldige være sket, at en uskyldig er blevet dømt på den her konto, ja, så har vedkommende altså ganske omfattende muligheder for at få sagen genoptaget. Så jeg finder i hvert fald på det her grundlag, at det er endog særdeles formålstjenligt at udvide reglen fra 3 måneder til at omfatte straffe helt op til 6 måneders fængsel.

For så vidt angår omkostningerne, som vi også nævner i selve forslaget, må jeg sige, at jeg finder det ganske naturligt, at vi i Danmark har det system, at den tiltalte og måske senere domfældte ikke kommer til at betale de generelle omkostninger: dommerens løn, huslejen osv. osv., men dybest set kun forsvarssalæret og de tekniske udgifter, der har været forbundet med sagen helt eller delvist. Det er et fint princip. Det skal vi bibeholde.

Men vi er altså her ude i situationer, hvor vi taler om ulovlig udeblivelse, hvor folk fuldt bevidst og på ulovlig vis – de fejler ikke spor, de gider bare ikke møde op i retten – udebliver. Der synes jeg simpelt hen, at det ud fra almindelige erstatningsretlige regler er ganske rimeligt, at man så skal erstatte den skade, man har forvoldt – i det her tilfælde forvoldt staten – og dermed også kommer til at betale nogle af de generelle omkostninger ved det første retsmøde, som man ikke gad komme til. Justitsministeren har fuldstændig ret i, at det er vanskeligt at udspecificere de her udgifter, men det er såmænd en øvelse, der ikke er spor anderledes end den øvelse, de danske dommere udfører til daglig, når de fastsætter sagsomkostninger både i straffesager og i civile sager. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Trine Bramsen som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det. Det er jo glædeligt at se, at der fra forslagsstillernes side er så stor interesse for at høre Socialdemokraternes holdning til det her forslag. Forslagsstillerne ønsker at pålægge regeringen at gennemføre tre initiativer i forbindelse med udeblivelse i straffesager. Lad mig indledningsvis slå fast, at det både er irriterende og uacceptabelt, når tiltalte ikke møder op i retssalen, og at der skal gøres, hvad der kan, for at komme det her problem til livs. Det er også mit helt klare indtryk, at der allerede i dag arbejdes intensivt blandt de involverede myndigheder med at forebygge dette. For det må trods alt være at foretrække, at tiltalte møder op. Det må være at foretrække at forebygge i stedet for at skulle efterbehandle.

For det første ønsker forslagsstillerne, at der under nærmere betingelser skal afsiges udeblivelsesdomme ved op til 6 måneders fængsel. For det andet ønsker forslagsstillerne, at det ved forkyndelse af anklageskriftet altid skal fremgå, at udeblivelse uden lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår. For det tredje ønsker forslagsstillerne, at omkostninger forbundet med ulovlig udeblivelse skal pålægges den tiltalte som sagsomkostninger.

Retsplejeloven indeholder i en række tilfælde allerede mulighed for, at der afsiges udeblivelsesdomme på baggrund af en række betingelser. Dermed er der i forvejen vide rammer for, hvordan retterne kan afsige udeblivelsesdomme. Vi Socialdemokrater ønsker at værne om retssikkerheden, og vi ønsker at holde fast i princippet om, at man skal møde op og fremstilles, før man bliver dømt. Så derfor vil vi på det her område hellere bruge energien på at få folk til at møde op. Vi vil hellere styrke myndighederne i deres arbejde, der omhandler at få folk til at møde op, end vi vil til at efterbehandle og dermed gå på kompromis med retssikkerheden og princippet om, at man skal møde op før tiltale.

Det andet initiativ i beslutningsforslaget går ud på, at det ved forkyndelse af anklageskriftet altid skal fremgå, at udeblivelse uden lovligt forfald kan medføre, at tiltalte dømmes for de forhold, som tiltalen angår. Anklagemyndighedernes standardbrev for indkaldelse indeholder allerede i dag sådan nogle oplysninger, så vi Socialdemokrater mener ikke, at der er anledning til at implementere noget, der allerede er der.

Det er desuden forslagsstillernes ønske, at den dømte fremover også skal erstatte de generelle omkostninger, der er forbundet med et retsmøde, hvis retsmødet aflyses som følge af tiltaltes udeblivelse. Men hvad dækker de omkostninger egentlig over? Og er det sådan, at forslagsstillerne tror, at dommerne og andre involverede bare sidder og venter og kigger, hvis en sigtet udebliver? Det er ikke den opfattelse, jeg har af vores myndighedspersoner. Efter at have været på besøg i retterne er det derimod min opfattelse, at tiden bliver anvendt konstruktivt, eksempelvis på andre sager, når der er udeblivelser.

I forhold til det her med erstatningskrav, brugerbetaling, er der også nogle sociale forhold, som man set med socialdemokratiske øjne bør indregne. Det er ofte sådan, at for de mennesker, der ikke møder op, gælder der særlige sociale vilkår, og det understreger min pointe fra tidligere om, at vi hellere vil bruge energien på at forebygge. Vi vil hellere bruge energien på at støtte myndighederne i deres solide arbejde med at få tiltalte til at møde op, end vi vil straffe nogle mennesker, som måske i forvejen er svært stillet.

På baggrund af ovenstående argumenter skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater ikke kan støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Det er ærgerligt, at Socialdemokraterne ikke vil være med til at støtte det her forslag, som jo ellers er et forsøg på at finde i hvert fald tre ekstra redskaber til at få dem, der udebliver fra retshandlingerne, til at møde op, så samfundet ikke spilder tid på, at de her sager skal køre på et senere tidspunkt eller på et endnu senere tidspunkt, hvis vedkommende igen ikke møder op til retshandlingerne.

Jeg lagde mærke til, at justitsministeren i et svar på et spørgsmål, jeg stillede her lidt tidligere under debatten, om, hvorfor ministeren ikke vil støtte vores forslag her, kom med en ekstra mulighed, som man kunne overveje. Det var jo, at man i højere grad kunne hente de her folk, som gentagne gange ikke møder op til de her retshandlinger. Jeg kunne godt tænke mig at spørge den socialdemokratiske ordfører, om det er noget, regeringspartierne vil arbejde videre med.

Ordføreren.

Jeg synes, det lyder som et rigtig interessant forslag, og det er i tråd med Socialdemokraternes holdning til det her forslag, som handler om at forebygge og sikre, at mennesker møder op i retssalen, så man ikke skal efterbehandle sagerne og efterfølgende straffe folk for, at de ikke er mødt op. Så jeg synes, det lyder som et udmærket forslag, som jeg gerne vil drøfte videre.

Hr. Peter Skaarup. Ikke mere? Jo.

Man kan sige, at det allerede i dag er en mulighed, at politiet kan hente en person, der er gerningsmand til en kriminel handling, og få vedkommende bragt hen til retten, så retshandlingen kommer til at foregå. Det er jo typisk noget, man kunne gøre, efter at det har gentaget sig, at vedkommende ikke er mødt op i retten. Så det, der egentlig er brug for, er jo så en opstramning, så det ikke sker i flere tilfælde, så man ikke spilder samfundets tid. Hvordan vil Socialdemokraterne lave den opstramning, så vi undgår det her enorme spild af ressourcer, som vi har i dag?

Ordføreren.

Jeg er meget sikker på, at politiet og vores retsvæsen har gode bud på, hvordan man kan lave en sådan opstramning. Det mener jeg ikke at jeg skal stå og gøre mig til dommer over heroppe på talerstolen. Jeg er ret overbevist om, at de medarbejdere, der har med den her problemstilling at gøre, er bedst til at finde de konkrete løsninger, som skal fungere i praksis. Den eneste løsning er ikke at få politiet til at hente tiltalte. Der kan være andre løsninger, der handler om, at man bliver bedre til at oplyse tiltalte om, hvad det betyder, når en person skal fremstilles, og hvorfor det er så vigtigt, at personen møder op. Der vil Socialdemokraterne gerne være med til at se, om der kan være en forbedring på de områder.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det faktisk fru Karina Lorentzen Dehnhardt som SF's ordfører, da der ikke er nogen radikal ordfører til stede.

Jeg er stadig væk to i en og repræsenterer også De Radikale, og vi er enige om at sige nej til det her forslag. At sende folk i fængsel synes jeg er en alvorlig ting. Der er behov for en proces, hvor forklaringer kan komme frem, og derfor er det også vigtigt, at man er til stede i en retssal, når konsekvensen kan blive fængsel. Derfor kan vi ikke støtte det her forslag om bare at dømme, uden at der er fremmøde. En undersøgelse viste faktisk også, at i hvert tredje tilfælde, hvor den tiltalte ikke mødte op i retten, havde han eller hun faktisk lovligt forfald, men man havde bare ikke rigtig fået det registreret, eller også var forkyndelsen ikke i orden. Det vi sige, at det altså var systemet, som skulle indkalde den tiltalte eller vidnet, eller hvem det nu var, som havde fejlet. Vi har jo også set en anden undersøgelse, som fortæller noget om, at det altså kun er 3,8 pct. af sagerne, det her drejer sig om. Så problemet er ikke så stort. Jeg er enig i, at selvfølgelig er der et ressourcespørgsmål forbundet med lige præcis det også, men det berettiger måske ikke til, at man laver et så voldsomt indgreb her.

Man kan selvfølgelig aldrig afvise, at der er nogle, der spekulerer i det her; at der er nogle, der prøver at forhale en retssag og prøver at forhale tildelingen af en straf, som man skal have, men jeg tror altså også bare, at rigtig mange af de mennesker, som f.eks. skal dømmes i straffesager, har et ekstremt rodet liv. De bor ikke på faste adresser, de her misbrug, og der er alt muligt galt. Derfor er jeg også meget usikker på, om vi overhovedet vil opnå noget med det her forslag.

Jeg synes faktisk, at der er taget nogle initiativer, bl.a. det her med at kunne forkynde for folk pr. telefon eller e-mail, og at forkyndelsen og udstedelsen af bødeforelæg kan ske på en mere rationel og effektiv måde, og det forventer jeg også vil have en gavnlig effekt på de her problemstillinger, og derfor synes jeg egentlig, at vi skal afvente og se, hvad det så kan flytte.

Så vil jeg sige, at jeg er lodret imod at pålægge omkostningerne dem, der udebliver. I SF har vi kæmpet for at få fjernet straffesagsomkostningerne, som jo er den gæld, som mange indsatte oparbejder, og som er en væsentlig barriere for, at de efterfølgende får et fornuftigt liv efterfølgende. Vi har kæmpet for at få det lavet om, så derfor er jeg slet ikke til sinds at indføre en eller anden ny form for gæld, som kan plage de her mennesker.

Hr. Tom Behnke for en kort bemærkning.

Jeg hørte, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt nævnte ordet retssikkerhed. Af hensyn til retssikkerheden kunne man ikke støtte beslutningsforslaget her. Og der vil jeg høre: Hvori består forskellen på, om man ved domstolene, fordi man ikke gider at gøre fremmøde, bliver idømt en straf på 3 måneders fængsel, eller man i fremtiden måske med vedtagelsen af forslaget her bliver idømt 4 måneders fængsel? Hvori består den retssikkerhedsmæssige forskel på, at man idømmer folk 3 måneders fængsel, eller at man idømmer folk 4 måneders fængsel, når de ikke gider at gøre fremmøde? Er det, at man til det at skulle ind og afsone 3 måneders fængsel kan sige, at nå ja, herregud, det betyder jo ingenting, det kan enhver vel tage, hvorimod man med 4 måneder ligesom er nået smertegrænsen? Er det sådan, jeg hører at man vejer retssikkerhed i SF?

Ordføreren.

Nej, men nu står der i beslutningsforslaget – jeg har printet det ud – 6 måneders fængsel, så det er jo en væsentlig udvidelse, det er faktisk en fordobling. Jeg synes altid, vi skal tænke os rigtig godt om, når vi laver udvidelser, og jeg kan ikke støtte det her forslag. Og jeg synes egentlig også, at jeg har begrundet det.

Tom Behnke

Jamen det er der ingen tvivl om, og SF må jo have sit synspunkt – ingen tvivl om det. Nu nævnte jeg bare 4 måneder, fordi det blev en mulighed. Det er rigtigt, at forslaget foreslår, at man udvider det til 6 måneder. Men det var mere for ligesom at komme ind til sagens kerne, og det er, at vi jo ikke diskuterer princippet længere. Det er længe siden, at vi indførte muligheden for udeblivelsesdomme, altså at man bliver dømt, selv om man ikke er mødt op. Så kan man få den straf, man alligevel ville have fået.

Men det andet, der blev sagt, var, at der også viser sig at være fejl i indkaldelserne, men er det ikke korrekt, at hvis der er fejl i indkaldelserne, eller hvis man har andet lovligt forfald, så går sagen om?

Ordføreren.

Jo, jo, det er sådan set korrekt, men det er da en væsentlig problemstilling, at myndighederne selv er med til at bidrage til, at det her ikke fungerer rigtig godt alle steder. Og jeg kunne også læse mig frem til, at der er meget stor forskel på, hvordan byretterne håndterer det her. Det synes jeg da er noget, man kunne starte med at rydde op i.

Jeg tror som sagt, at rigtig mange af dem, som bliver indkaldt i de her retssager, har et rigtig rodet liv, og jeg er ikke sikker på, at det her beslutningsforslag er det rigtige til lige præcis at ramme dem. Jeg er mest indstillet på, at vi nu afventer de initiativer, som er sat i gang, og som er rigtig gode. Jeg synes faktisk det er en landvinding, at man nu kan forkynde pr. e-mail eller sms, og jeg tror sådan set, det er meget gavnligt, at folk lige kan få en påmindelse om: Det er sådan set i dag, at du skal møde i retten.

Så jeg vil gerne afvente de initiativer.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, at SF ikke vil støtte det her forslag, for det var faktisk noget, der kunne skubbe i retning af, at vi får gennemført de retssager og dermed ikke belaster samfundet så meget, som det er tilfældet i dag, hvor mange sager må aflyses, og hvor vidner og domsmænd og andre må gå hjem med uforrettet sag. Men jeg kunne da godt tænke mig at spørge til det, som ministeren var inde på at man kunne overveje, nemlig at man i højere grad kunne hente de pågældende gerningsmænd, der skal have en dom, så vi sikrer os mod de her mange afbud. Er det noget, som SF er enig i – er det noget, som man har diskuteret i regeringen? Nu ved jeg godt, at SF ikke længere sidder i regering, men det kunne jo godt være, at det var noget, man havde diskuteret tidligere med regeringen og i regeringen. For alle gode forslag er jo nødvendige for at dæmme op for det her misbrug af offentlige kroner, som det jo er.

Ordføreren.

Jeg skal bare lige spørge, om jeg forstod spørgsmålet korrekt, altså om det var, om jeg synes, det var en god idé, at man kunne hente gerningsmændene. Jo, jeg vil da ikke afvise, at det kunne være noget, man kunne diskutere, men hvis forslaget er en rationalisering og det drejer sig om at få sagerne hurtigere igennem, så tror jeg da, det er ret voldsomt at bruge ressourcer på det. Ja, jeg ved det ikke; vi kan jo i udvalgsarbejdet drøfte, om det kunne være en gangbar vej, men umiddelbart tænker jeg ikke, at det er det, der lægger op til ressourcebesparelser.

Peter Skaarup.

Nu er det ikke, fordi det er sådan en vildt ny idé. Altså, man kan allerede godt gøre det i dag. Jeg spørger bare til, om det er noget, SF vil støtte, for SF har jo nu en lidt anden rolle, vel som støtteparti for en regering – ja, SF må jo selv kunne svare på, hvordan det bliver – så det kan jo være ret afgørende, at SF bakker op om de gode initiativer, vi andre foreslår.

Ordføreren.

Det er da klart, at vi, hvis vi har en fælles interesse i et forslag, jo så må finde ud af det, men det har vi ikke med hensyn til det her forslag. Jeg er godt klar over, at politiet faktisk kan hente en gerningsmand, jeg ved ikke, præcis hvornår i processen de skrider ind, altså om der skal et vist antal udeblivelser til, men jeg vil da lade det være op til politiet at lave en afvejning af, hvornår de selv synes det er nødvendigt.

Hvorfor er det, at vi ikke kan afvente de initiativer, der er iværksat med hensyn til forkyndelse på e-mail og på sms? Jeg tror faktisk, det er rigtig gavnligt. Specielt i de her tider, hvor alle nærmest er udstyret med en smartphone, tror jeg også at dem med et lidt mere rodet liv faktisk ville kunne have gavn af at få en påmindelse, der var: Hej, det er i dag, du skal i retten og møde op.

Hr. Preben Bang Henriksen for en kort bemærkning.

Det var bare i relation til det sidste, hvor jeg lige vil bede ordføreren om at gentage argumentationen. Det er korrekt, at det er blevet muligt at forkynde via sms og e-mail og på anden vis, og det er vældig fint. Men tror ordføreren så, at problemet med udeblivelser bliver mindre, fordi forkyndelsen ikke er sket ved en stævningsmand, der har stået og overbragt en stævning, men nu ved, at man modtager en e-mail eller en anden elektronisk meddelelse? Skulle problemet så blive mindre efter ordførerens opfattelse?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg faktisk. For jeg tror, at der er en hel del af de her mennesker, som aldrig nogen sinde får åbnet de mange breve, som de modtager fra myndighederne; alle de der rudekuverter ligger i en stak et eller andet sted, og nogle gange et sted, hvor man ikke engang har bopæl. Så derfor tror jeg faktisk, det hjælper noget at gå direkte til de her mennesker, såfremt man har deres kontaktoplysninger. For de fleste mennesker render i dag rundt med en smartphone, så jeg tror, det vil være en mere direkte adgang til de her mennesker.

Preben Bang Henriksen.

Ja, men jeg kan bare helt utraditionelt sige, at den argumentation bøjer jeg mig egentlig for; det kunne jeg godt give ordføreren ret i kunne blive resultatet. Det ændrer så ikke på, at jeg synes, at forslaget af helt andre grunde er højaktuelt.

Tak til ordføreren. Og så er det fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Jeg kan starte med at sige, at Enhedslisten bestemt heller ikke støtter det her beslutningsforslag, om end det både er en relevant og interessant diskussion at tage. For det er i virkeligheden meget, meget principielt at diskutere det at blive dømt uden selv at have været til stede, uden selv at have kunnet gøre indsigelse eller kunnet komme med sin egen side af sagen.

Hvis man skal dømme ud fra højrefløjens argumentation i løbet af i dag, lyder det sådan set lidt, som om man vil kunne udstrække det her til at gælde alle, uanset hvilken sag det drejer sig om: Hvis de ikke møder op, så dømmer vi dem eller frikender dem. Det ville måske være meget relevant, hvis forslagsstillerne også selv spurgte: Hvorfor lige 6 måneder? Hvorfor ikke 1 år? Hvorfor ikke alle domme? Og så vil svaret nok være, at der skal trækkes en grænse et sted.

For den straf på 3 måneders ubetinget fængsel, som man i dag kan få uden selv at have været til stede i retten, er en ret indgribende ting. Man kan altså blive dømt, selv om man ikke er der, selv om man ikke kan høre beviserne, selv om man ikke kan gøre indsigelse eller har mulighed for at komme med sin egen forklaring. Det kan godt være, at det at sidde i fængsel i 3 måneder kan være en lille ting for nogle af de hærdede rockere, som man nogle gange kan have Dansk Folkeparti mistænkt for at mene er de eneste, der kommer i kontakt med retssystemet. Men for ganske almindelige mennesker – som også kan komme i kontakt med retssystemet og også nogle gange overtræder de regler, vi har i vores land – er 3 måneder altså meget indgribende.

Det at dømme mennesker, uden at de er til stede i retten, handler om den enkeltes retssikkerhed, altså at man skal have mulighed for at gøre indsigelse, og derfor vil Enhedslisten have, at man har ret til at være til stede og selv komme med sin forklaring og føre sine beviser i sagen. Noget andet er, at vi jo som samfund, og fordi vi er en retsstat, også har en fælles interesse i, at ingen uskyldige mennesker bliver dømt. Det er ikke kun for deres egen skyld. Det er også for vores alle sammens skyld, at uskyldige mennesker ikke skal sidde i fængsel. Derfor vil vi gerne have, at de mennesker er til stede, for vi vil gerne have, at sagen bliver så oplyst som muligt.

Derfor skal man også principielt være meget skeptisk over for udeblivelsesdomme, altså det at dømme mennesker, når de ikke selv er mødt op i retten. Og uanset om det er 3, 4 eller 6 måneder eller domme på livstid, skal man være skeptisk over for udeblivelsesdomme. Derfor vil Enhedslisten ikke støtte den del af beslutningsforslaget. Vi kan simpelt hen ikke se en god nok grund, hvis vi skal være ærlige.

Jeg kan godt høre, at man diskuterer meget, hvor stort eller småt problemet med mennesker, der ikke møder op i retten, er. Men jeg vil bare sige, at jeg tror aldrig, vi kommer det problem fuldstændig til livs uden også at skabe nogle andre meget større problemer. Og det er det, det her beslutningsforslag vil gøre: Det vil skabe mange andre, større problemer.

En anden del af beslutningsforslaget handler om, at man skal lægge flere sagsomkostninger over på de mennesker, som ikke møder op i retten, og som flere gange er udeblevet, inden der afsiges dom. Og der vil jeg bare sige to ting.

For det første er det i forvejen meget særegent for Danmark, at vi pålægger mennesker at betale for sagsomkostninger i straffesager. For det andet ved vi, at det meget særegne system har nogle store konsekvenser for resocialiseringen. Mennesker ender i en gældsspiral, der gør det sværere at komme ud af en kriminel løbebane, og vi risikerer mere kriminalitet og flere ofre på baggrund af det. Desuden ved vi, at det har nogle retssikkerhedsmæssige konsekvenser, for vi kan faktisk se og får fortalt, at der er mennesker, der lader være med at tage en advokat eller sætter spørgsmålstegn ved en fortsat varetægtsfængsling, fordi de ved, at det i sidste ende boner ud på sagsomkostningerne.

Så Enhedslisten er imod, at man pålægger dømte at betale sagsomkostninger i deres sag, og vi stemmer bestemt heller ikke for at udvide det.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg synes nok, at fru Pernille Skipper læser det her forslag, som en vis herre læser Bibelen, for hvis fru Pernille Skipper læser, hvad der står i forslaget om udeblivelsesdomme, kan hun jo dér forvisse sig om, at det kun drejer sig om tilfælde, hvor vedkommende ikke har lovligt forfald. Det vil sige, at man selvfølgelig sagtens kan melde afbud, hvis der er nogle bestemte grunde – at man er blevet syg eller lignende – til, at man ikke kan dukke op den pågældende dag. Men dem, vi er ude efter her, er jo meget ofte nogle, der gang på gang melder afbud. Og der kan jeg så forstå, at Enhedslisten ikke vil være med til at dømme for den udeblivelse, selv om den er ulovlig, altså selv om man overhovedet ikke skal noget andet eller er syg eller lignende. Og der er det jo så, jeg ikke forstår, at Enhedslisten trods alt ikke vil vise en lidt mere kontant profil inden for det retspolitiske område.

Ordføreren.

Jamen det er, fordi vi i retspolitikken nogle gange tænker os om – det er så spændende ved os i Enhedslisten. Hr. Peter Skaarup tager grundlæggende fejl og har jo så åbenbart heller ikke læst sit eget forslag, for når man afsiger en udeblivelsesdom, dømmer man ikke for udeblivelsen, så dømmer man for f.eks. vold. Og når vi skal dømme nogen for simpel vold i vores samfund, er vi, fordi det er en retsstat, interesseret i, at det kun sker, hvis der virkelig er et forsæt, altså hvis man virkelig har overtrådt loven og begået en kriminel handling. Og det er det, der er det farlige ved det her, for det bliver sværere at være sikker på det, hvis de ikke selv er der til at give deres forklaring og føre deres egne beviser. Derfor har vi en fælles interesse i, at sager bliver oplyst, og derfor har vi en fælles interesse i, at de selvfølgelig møder op. Men derfor skal vi også være skeptiske over for udeblivelsesdomme.

Så kan man diskutere, om der bør være en eller anden konsekvens ved ikke at møde op. Altså, jeg er fuldstændig enig i, at man skal komme, når man bliver indkaldt til retten, men det er, som hr. Peter Skaarup også er inde på, ikke så sort-hvidt; det sker også, at der er lovligt forfald, uden at det registreres, det sker, at forkyndelsen går galt osv. osv. Så jeg tror, man skal passe lidt på med at tillægge mennesker, som ikke møder op i retten, alverdens dårlige motiver.

Peter Skaarup.

Men undskyld mig, fru Pernille Skipper, hvis man forestiller sig et slagsmål, hvor der er en, der bruger vold i stedet for dialog til at få ret, er det så ikke meget tænkeligt, at den person, hvis vedkommende mener, at det er uretfærdigt, at der er nogen, der vil dømme vedkommende for det – altså at politiet siger, at det er pågældende, der har gjort det – vil have en stor egeninteresse i lige netop at møde op til retshandlingen og blive frikendt for den anklage?

Det, forslaget handler om, er jo at sikre, at man så møder op, så retshandlingen kommer til at foregå – man kan sagtens melde afbud, hvis man er syg eller noget andet – og det er det, vi gerne vil. Og jeg forstår ikke, at Enhedslisten ikke kan se, at det jo er totalt logisk i forhold til retssikkerheden og økonomien i alt det her, at vi skubber på, for at de her sager kan gennemføres.

Ordføreren.

Undskyld, men hr. Peter Skaarups argumentation om, at når de ikke møder op, er det nok, fordi de har gjort det, må jeg sige ligger på et meget, meget lavt niveau i forhold til kravet til bevisbyrde i et retssamfund. Så den må stå for Dansk Folkepartis helt egen regning.

Så siger hr. Peter Skaarup: Jamen der er også mange penge involveret i det. Jeg vil ikke gå ind i den taldiskussion, der har været imellem ministeren og et medlem af Venstre, men blot sige, at hvis der er noget, der er dyrt og unødvendig brug af samfundets penge, er det at sende mennesker i fængsel, hvis de ikke har gjort noget. Det koster kassen, for at sige det på jævnt dansk, at sende mennesker i fængsel. Så derfor skal vi da slet ikke gøre det, hvis de er uskyldige, når vi ser på samfundsøkonomien.

Tom Behnke for en kort bemærkning.

Jeg er meget enig i, at når man har sådan et retsmøde, en forhandling, så er det en fordel, at man hører alle parter, vidner osv. og også den tiltaltes forklaring, sådan at man har et godt grundlag at træffe afgørelser på, når man skal vurdere skyld eller ikkeskyld, og i givet fald der er tale om skyld, hvor stor straffen så skal være. Men hvor i beslutningsforslaget her eller i eksisterende lovgivning, som jo giver mulighed for at idømme op til 3 måneders fængsel, selv om tiltalte ikke møder op, fremgår det, at vi udelukker tiltalte fra at gøre fremmøde? Altså, enhver tiltalt har jo lov til at gøre fremmøde. Det er jo ikke sådan, at man siger, at hvis det er sådan, at man kun forventer, at vedkommende får 2 måneders fængsel, så vil man slet ikke høre tiltaltes forklaring. Det står vel ingen steder i de her regler.

Ordføreren.

Nej.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Det ligger os i Liberal Alliance meget på sinde, at folk, som overtræder straffeloven, også bliver dømt for det. Det ligger os meget på sinde, at vi ikke skal spilde offentlige midler, det kan der vel ikke være nogen, der er i tvivl om, og det ligger os sådan set også meget på sinde, at folk selvfølgelig har mulighed for at kunne give deres forklaring, hvis de er sigtet for forbrydelser.

Nu er det bare sådan, at den tiltalte nogle gange ikke møder op, ikke fordi vedkommende ikke har fået at vide, at det er sådan, at der skal være en domsforhandling, men åbenbart fordi der af den ene eller den anden grund enten ikke er en interesse, eller fordi – jeg tror, det var udtrykket fra SF's ordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt – de har et rodet liv. Det sidste kan jo så være et udslag af det her overpædagogiserede samfund, som vi efterhånden lever i, hvor man bliver ringet op og får at vide, at man skal møde i skole eller får en sms og får at vide, at nu sker der noget andet i ens liv, og at der er andre, der tager ansvaret, fra man bliver født til man dør.

Vi vil gerne give ansvaret tilbage til borgeren, også når borgeren træffer en forkert beslutning. Får man mere ansvar, får det også flere konsekvenser, sådan er det selvfølgelig med frihed.

Jeg synes, det har været en lidt mærkelig debat, for det, vi siger, og jeg vil godt læse op fra beslutningsforslaget, er: Såfremt den tiltalte i en straffesag skønt lovligt tilvarslet udebliver fra hovedforhandlingen uden lovligt forfald, skal det være muligt for retten at gennemføre sagen uden tiltaltes tilstedeværelse, forudsat at anklagemyndigheden ikke nedlægger påstand om over 6 måneders fængsel.

Der er altså tale om, at man er blevet indkaldt, men at man udebliver ulovligt, dvs. at det ikke er, fordi man er syg, man udebliver ulovligt, og så skriver vi: Så skal det være muligt – der står jo ikke, at man får en automatdom, bare fordi man ikke møder op, og det skal selvfølgelig stadig være sådan, at bevisbyrden skal være løftet, før der falder dom. Det lyder jo nærmest, som om det bare er noget, man trækker i en automat. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvordan det kan være, at Enhedslisten og til dels regeringen og så selvfølgelig også SF virker, som om de er på de menneskers side, som ligesom vil prøve at udnytte retssystemet i stedet for at få muligheden for at få en domsforhandling. Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Vi synes, at man skal spare pengene. Vi synes, at der skal være den her mulighed. I øvrigt synes jeg, det er sjovt, at der er flere, der har talt om retssikkerhed. Den retssikkerhed er man altså ligeglad med for dem, som har de mindste lovovertrædelser, for der gør man jo allerede det, vi foreslår her, i dag. Men dem, der så begår lidt større forbrydelser, skal altså have en større retssikkerhed end dem, som begår de mindre. Det er jo en helt omvendt ting, der foregår her.

Så sagde Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper, at det her jo er ganske almindelige danskere, som bare udøver ulovligt forfald i retssagerne. Der er 55 af dem, så så almindelige er de åbenbart ikke, men det er ganske almindelige danskere, sagde fru Pernille Skipper. Derfor har jeg også tænkt mig at stille et spørgsmål til justitsministeren og få hørt om, hvad det egentlig er for typer, vi taler om. Jeg er næsten villig til at indgå et væddemål med fru Pernille Skipper om, at det ikke er ganske almindelige danskere, der er tale om, men det får vi jo så afgjort, når vi ser justitsministerens besvarelse – hvis det er et af de spørgsmål, som Justitsministeriet ønsker at svare på. Det ved man jo aldrig. (Der råbes fra salen). Det er sikkert dyrt. Det får vi altid at vide, men spørgsmålet er godt. Sådan er det jo.

Konklusionen på det her er, at vi kan spare penge, skatteydernes penge, vi kan sørge for, at folk, der er skyldige, bliver dømt noget hurtigere, og vi kan sørge for, at der er færre, der misbruger domstolenes tid. Tre gode formål, og som det er blevet nævnt flere gange: Der er ikke nogen nye principper, der skal i spil, det er bare gældende principper, der skal gælde for flere. Det er et rigtig godt forslag, som jeg alligevel synes at regeringen og støttepartierne skulle overveje om de ikke vil overveje, for de anerkender jo, at der er et problem, og når man anerkender, at der er et problem, så plejer man som politiker også at være forpligtet til at komme med et løsningsforslag. Det har vi i hvert fald gjort, og vi har fra Liberal Alliances side været åbne over for at diskutere alternative løsningsforslag, hvis regeringen og støttepartierne, imod hvad vi har hørt hidtil i dag, skulle komme med forslag.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at starte med at sige tak til fru Pernille Skipper for at præcisere, hvad udeblivelsesdomme er, for der er mange, der misforstår det, der er mange, der tror, at en udeblivelsesdom altså er en dom, fordi man ikke er mødt op og så får en særskilt dom for det. Det er ikke tilfældet, og det er ret vigtigt at fastslå. Det, der er sagen, er, at man gennemfører retsmødet, selv om tiltalte ikke er mødt, og man afsiger en dom over den konkrete forbrydelse, tiltalte er tiltalt for, altså vold, eller hvad det nu kan være, selv om tiltalte ikke er til stede. Det er deri begrebet udeblivelsesdom ligger, nemlig at man kan blive dømt, selv om man ikke møder op. Det er ret vigtigt at slå fast, så vi i hvert fald lige har det på plads.

Når vi så har det på plads, er spørgsmålet, hvad det er for nogle personer, vi taler om, altså hvem er det, der ikke møder op? Er det sådan, at det er rent tilfældigt, at man ved, at der overhovedet holdes et retsmøde, er det sådan noget, man selv skal ringe ned i retten og spørge efter, altså hvornår ens sag kommer for? Nej, det er det ikke. Det, der er sagen, er, at man jo skal have en forkyndelse, hvor man bliver tilsagt til et retsmøde, og den forkyndelse skal jo forkyndes over for personen personligt. Og ofte kan det være ganske vanskeligt for politi og andre overhovedet at finde de her mennesker, fordi der er nogle i vores samfund, måske ikke så mange, men der findes personer i det her samfund, der ikke vil findes, som vil trække den længst muligt, som vil gøre alt, hvad de kan, for at undgå, at retssagen bliver til noget. Så politiet har i første omgang store vanskeligheder med at finde de her mennesker, få forkyndt det, og når så dagen oprinder, er der nogle, der bare ikke gider at møde op. Der er nogle, som trækker sagen længst muligt, fordi de tænker: Nå ja, så bliver den jo omberammet, og så kan jeg gemme mig igen, og så kan der måske gå 1 år eller 2 år, inden politiet finder mig, og så skal vi igen have et nyt retsmøde.

Det er at lege kispus med myndighederne, og det er ikke rimeligt. Alle de mennesker, der er ordentlige borgere, som har overtrådt lovgivningen af den ene eller anden art, men som i øvrigt er ordentlige borgere, møder jo op, når de får en tilsigelse til at skulle møde i retten, de kommer, og man gennemgår sagen, og ingen problemer. Det, vi skal huske på, er, hvad det er for nogle personer, der ikke møder op. Det er dem, der prøver at trække sagen længst muligt for at undgå at få afsagt dom længst muligt. Derfor gjorde man jo det i sin tid, at man indførte mulighed for at kunne afsige domme på op til 30 dages fængsel, selv om tiltalte ikke mødte op. Og det havde jo en enorm effekt. Jeg skal lige huske at sige, at forud for det gik der også mange, lange debatter i Folketinget, fordi politikerne ønskede det, men embedsmændene ville det ikke. Man slog syv kors for sig, hvad var det da for noget uvæsen, det kunne man ikke have, og hvad med retssikkerheden osv.? Men politikerne ønskede det, og til sidst blev det også sådan, som Folketinget ønskede det. Så havde man ordningen, og det fungerede fantastisk, for ikke nok med, at man nu kunne afsige dom over en lang række af de her mennesker, som bare ikke gad at møde op, det havde også en præventiv effekt, at folk vidste det og tænkte: Hov, nu er jeg nødt til at møde op, når jeg bliver tilsagt, for jeg får ikke en ny chance, der kommer ikke en ny tiltale, der kommer ikke et nyt pædagogsamfund og tager hånd om mig, nej, jeg bliver nødt til at møde, hvis jeg vil forsvare mig, hvis jeg vil kæmpe min sag. Så antallet faldt, og effekten var jo stor, erfaringerne var positive, og så foreslog jeg her i Folketinget, at vi udvidede ordningen fra 30 dage til 3 måneder, og det blev vedtaget. Vi fik udvidet ordningen til 3 måneder, så i dag er det faktisk muligt at afsige domme helt op til 3 måneders fængsel. Det har igen haft en effekt: Dels får man ekspederet rigtig mange sager, fordi domstolene kører processen, proceduren, uanset om tiltalte kommer eller ej, når strafudmålingen ligger under 3 måneder, dels har det den effekt, at rigtig mange af dem, der så bliver tiltalt, møder op, for de ved, at deres eneste chance er at kæmpe deres sag dér, ellers er der ikke nogen muligheder.

Det, vi bare med forslaget ganske stilfærdigt siger, er: Lad os da udvide det til 6 måneder. Nu har vi rigtig gode erfaringer med det her, og der er ikke problemer i den nuværende ordning. Der er ingen problemer i den nuværende ordning, så lad os da udvide det til 6 måneder. Hvad opnår vi ved det? Vi opnår, at vi derved får stort set resten med. Enten bliver der afsagt dom med det samme, selv om tiltalte ikke møder op, eller også har det den præventive effekt, at tiltalte tænker: Hov, jeg må hellere møde op, for sagen bliver gennemført, uanset om jeg er der eller ej. Så det har en enorm præventiv effekt. Så er der sikkert nogle, der vil sidde og tænke: Hvad så med dem, der står til at skulle have en dom over 6 måneders fængsel, hvad gør vi så med dem? Der er det jo så sådan, at hvis man går ud og møder virkeligheden, og det gør jeg en gang imellem, er det jo typisk sådan, at hvis man står til at skulle have mere end 6 måneders fængsel, er man typisk også varetægtsfængslet på det tidspunkt, og så er det lidt nemmere at finde personen, det er lidt nemmere at sørge for, at personen møder op nede i retten, når vedkommende sidder varetægtsfængslet. Det er bare sådan en lille teknikalitet, det er sådan noget, man har ude i virkeligheden. Teoretisk kan man selvfølgelig sidde og diskutere, om der er forskel på 6 og 7 måneder, men i praksis er der en kæmpe forskel, nemlig at dem, der står til en dom over 6 måneder, er typisk i myndighedernes varetægt, og så er det trods alt lidt nemmere at sørge for, at de møder op.

Så det er et rigtig, rigtig godt forslag, vi har her; det bliver ikke vedtaget i den her omgang, men nu er bolden spillet, og tro mig, det skal nok blive gennemført.

Tak til den konservative ordfører. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup.

Tak for behandlingen af det her forslag. Det er jo ikke sådan, at vi kan gøre regnebrættet op efter behandlingen og så sige: Yes, det blev vedtaget. Men der er sået et frø, der er spillet en bold, som hr. Tom Behnke var inde på.

Generelt er det jo sådan, at dansk politi i de her år er under enormt pres, og der er jo meget ofte gode begrundelser for det, der er ret mange sager desværre, men også mange grove sager med grov kriminalitet, og det gør, at politiet skal bruge mange ressourcer. Man skal også samtidig begrænse sine egne ressourcer, får man at vide af regeringen, grundet den generelle krise, der har været i samfundsøkonomien, og bud om effektivisering m.v.

Så er det jo sådan, at antallet af bandemedlemmer i øjeblikket er højt. Det er faktisk i vækst, har det vist sig, her i 2013. Man har en situation, hvor man har åbnet grænserne. Den regering, vi har nu, ønskede ikke en permanent toldkontrol, så det er relativt nemt at komme ind i Danmark og begå kriminalitet. Man har også fra den her regerings side afskaffet den faste og fair udlændingepolitik og gennemført en hel del lempelser i udlændingepolitikken. Så det betyder alt sammen, at presset på vores politi, på vores anklagemyndighed, og på vores domstole er ekstremt stort.

Vi ved så positivt, at politiet og domstolene i de her år samtidig er presset af, at mange anklagede, herunder mange forhærdede kriminelle, ganske enkelt udebliver fra de sager, som de er sat til at møde frem i. Princippet er jo sådan set, at man ikke kan dømmes i de her sager, i hvert fald ikke på den korte bane, og det er kritisk, og det er også derfor, at der i det forslag, vi har fremsat, ligger en stramning på det område. Det duer jo simpelt hen ikke, at kriminelle eller borgere, der er indkaldt til en domstol, som man skal have respekt for, bare uden lovligt forfald er ligeglade med at møde op. Det er jo det, der betyder, at dommere, domsmænd, vidner venter forgæves med store omkostninger til følge, som vi har diskuteret her under behandlingen af det her forslag.

Det er jo noget, som forskellige medier også har beskrevet i forskellige sammenhænge, og man har rundtomkring i retskredsene lavet små manuelle optællinger af, hvor galt det her problem er. Det viser sig rundtomkring at være et rigtig træls problem for dem, der er involveret i domstolshandlingerne. Det førte så til, at justitsministeren, den tidligere, fik aktiveret Domstolsstyrelsen, der så lavede en mere grundlæggende undersøgelse af problemets omfang. Det foregik i en hel del kredse, 12 byretter og 1 landsret, og strakte sig over 9 uger.

Undersøgelsen viste, at der faktisk var tale om en hel del udeblivelser. Man kunne måske godt tænke sig at få sådan en undersøgelse bredt mere ud, fordi der er sådan en tendens til – synes jeg – også her i Folketingssalen, at der er nogle, der prøver at bagatellisere omfanget af de her problemer, og det kendskab, vi har til det, når vi følger de små manuelle optællinger, der har ligget i nogle af kredsene specielt i de større byer, viser, at der er der altså tale om et meget stort problem. Så derfor vil vi under udvalgsbehandlingen foreslå, at man nærmere kommer til at vurdere, om der er nogle skyggetal eller nogle mørketal, der gør, at de her problemer faktisk er større end det, der blev resultatet af regeringens eller Domstolsstyrelsens undersøgelse.

Undersøgelsen viste, at man i 3,8 pct. af sagerne havde det, man kalder ulovligt forfald, og det kan man sige måske ikke er så mange, men det er alligevel 3,8 pct. for mange, og det afføder altså en hel del omkostninger rundtomkring i retssalene.

Retspræsidenten f.eks. i Næstved, men der er også andre, der har udtalt sig om det, er jo rigtig træt af problemet og har forskellige løsningsforslag. Vi har et citat med i vores beslutningsforslag her fra retspræsidenten i Næstved, der siger:

»Vi spilder tid på det, advokaterne spilder tid på det, anklagemyndigheden spilder tid på det, og vidnerne spilder tid på det. Man kunne godt ønske, at reglerne var lidt strammere, så man kunne undgå det her«.

Så der er altså folk inden for systemet, der sidder og arbejder med det her og har problemerne inde på livet, der siger til regeringen: Kunne I ikke lige stramme reglerne lidt her? Så er det så, at – synes vi – gode kræfter, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, tænkte: Nu sætter vi os ned og kommer med et bud til vores gode minister og siger, at her er vores bud på, hvad vi kan gøre. Så havde vi jo håbet, at regeringen ud fra sagernes omstændigheder ville sige: Jamen det er måske ikke helt den rette vej; det kunne være, at der var noget af det, man kunne bruge, og så har vi i øvrigt de her andre forslag, som kan rette op på problemet.

Men desværre er det jo ikke helt sådan, vi har hørt det under behandlingen i dag. Det har altså været noget med, at man har læst op fra et talepapir måske fra nogle embedsmænd, der jo, som hr. Tom Behnke var inde på, måske ikke er determinerede store tilhængere af overhovedet f.eks. at bruge udeblivelsesdomme. Det har været en hest, der har skullet trækkes hen til truget, for at man overhovedet har overvejet at begynde at bruge sådan nogle midler. Der er det så jeg egentlig synes at ministeren som den, der har mulighed for at gøre nogle ting, og sige nogle ting på vegne af regeringen, måske som politiker lige burde træde ud af embedsmandsrollen og sige:

Nå ja, det var da måske en god idé at få gjort noget ved det her; og det kan godt være, at der er nogle lidt konservative kræfter i mit apparat, der godt nok skal trækkes ret hårdt hen til truget, men jeg er politiker, jeg er valgt af folket, så jeg træder nu frem og siger: Lad os finde en løsning på det her. Jeg sammenkalder Folketingets partier – der er fire partier her, der er med, og nu har vi så to støttepartier, som jeg også indkalder – og så finder vi en løsning.

Det synes jeg jo at man burde gøre, men det kan ministeren lige overveje efter behandlingen her om var en idé. Og så kan det være, vi simpelt hen skal lade embedsmændene være uden for døren, mens vi diskuterer, og så kan man meddele resultatet bagefter, eller hvad? vil jeg spørge ministeren. Det er i hvert fald vores forslag, at man finder en form på det, der gør, at vi kommer mere i retning af, at de her sager bliver gennemført, og at folk ikke er til grin, når sagerne bliver aflyst. Det er som sagt på tide at gøre noget ved det. Det er vigtigt for retsbevidstheden, at det sker.

Det er under alle omstændigheder sådan, at vi vil arbejde videre med de her ting under udvalgsbehandlingen. Sådan er budskabet til de kriminelle, de anklagede, som hidtil har valgt at blive væk fra retsmøderne: I fremtiden er der stor risiko for at tabe sagen, når de nu vælger ikke at udnytte deres ret og mulighed for at forsvare sig, og jo ofte gør det – desværre – gang på gang med det resultat, at man bruger mange ressourcer på det fra det offentliges side.

Vi er, som hr. Preben Bang Henriksen var inde på, nok ret kritiske over for det tal på de her 10-12 mio. kr., ministeren bragte frem, for det lyder simpelt hen, som om det ikke kan passe, at det kun er det, der er tale om. Det dækker efter al sandsynlighed i virkeligheden over et væsentligt større misbrug, som det er, af skatteborgernes penge, og vi vil selvfølgelig under udvalgsbehandlingen sikre os, at vi får mere overblik over, hvor stort det er, og hvor stort problemet er.

Vi er selvfølgelig kede af, at Enhedslisten ikke vil bakke op om forslaget. Vi havde måske heller ikke ligefrem ventet, at det var fra den kant, der ville være stor opbakning til at skride hårdere ind over for nogle som oftest kriminelle, der gerne vil misbruge det her system. Vi havde håbet, at De Radikale ville give deres mening til kende. Det ville de så ikke i dag, men det kan være, at de gør det under den videre udvalgsbehandling. Vi er ærgerlige over, at SF nok ikke rigtig vil støtte det her forslag, men vi håber, at ministeren vil se positivt på det, når man virkelig får kigget lidt nærmere på det i enrum en dag.

Det var alt for nu. Vi håber på en fortsat god behandling i udvalget.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.