Tak.
Som nævnt af flere ordførere handler det her jo om, at der er en EU-forordning, der siger, at kvier og tyre skal adskilles under transport, når de i deres sidste timer er på vej til et slagteri.
Den eneste grund til adskillelsen skulle angiveligt være dyrevelfærdsmæssige årsager, og det er jo noget, vi går rigtig meget op i, men i det her konkrete tilfælde med kvier og tyre, der er flokdyr, er det faktisk ikke godt for dyrevelfærden, fordi man stresser dyrene unødvendigt og skaber nogle farlige situationer også for landmænd og transportører, når man får tonstunge dyr til at gå amok.
Der har været sager i medierne, hvor folk har været tæt på at dø på grund af den her regel om, at man skal adskille dem.
Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man siger, at det skal være med livet som indsats, når chauffører og landmænd skal transportere dyrene til slagteriet, men det er heller ikke god dyrevelfærd, når man stresser dyrene unødigt.
Så jeg vil sige, at jeg synes, at det mildest talt virker blæst, at der findes EU-regler om transport af tyre og køer og andre ting, der dels strider imod dyrenes bedste, dels gør, at det bliver decideret farligt at transportere dyrene.
Så jeg synes, det er helt oplagt, at vi får lavet det her om.
Som også nævnt af andre ordførere tager ændringer af forordninger jo som regel rigtig lang tid.
I en arbejdsgruppe sparker man også typisk noget til hjørnespark, så det tager lang tid.
Men på grund af, at det tager lang tid, foreslår vi i Dansk Folkeparti at sætte bødestraffen ned, i det her tilfælde til 100 kr.
I dag har jeg set eksempler på, at folk får bøder på 12.000 kr.
for at overskride den her forordning.
Jeg synes ganske enkelt ikke, at det er rimeligt, at man skal sætte liv og lemmer på spil på grund af det her, når alle sådan set kan se, at det ikke virker efter hensigten.
Så jeg kan sådan set godt forstå, at der er nogle transportører og landmænd, der vælger at bryde reglerne, både fordi det er til gavn for dyrevelfærden, og fordi det er en god og sikker måde at gøre det på, hvis man ikke opdeler dyrene.
Jeg vil trods alt sige tak til partierne for den positive modtagelse og forståelse for problemstillingen.
Jeg synes specielt, at det kunne være spændende at bygge videre på det, den konservative ordfører sagde til sidst med, at man kunne lave en videnskabelig undersøgelse, som gør, at man på den måde kunne se bort fra forordningen i det her tilfælde.
Det ville være klart at foretrække, at man kunne løse det nationalt i Danmark og dermed undgå en lang kamp med EU for at få det ændret, for det kan tage flere år, hvilket kan betyde, at der er unødigt mange dyr, der bliver stresset af det, men i værste tilfælde kan nogle måske miste livet på grund af det, så jeg synes, det kunne være en rigtig god ting.
Og jeg vil også sige, at jeg synes, det er noget mærkværdigt, at man, 2 år efter man har meddelt Folketinget, at man kan se, at der er problemer, og at der skal findes en løsning, ikke er kommet længere end at ville nedsætte en arbejdsgruppe for at undersøge problemets omfang.
Specielt vil jeg sige, at jeg synes, det er noget skuffende med den nye minister, som jo i flere valgkampe til Europa-Parlamentet har slået sig op på at ville ændre reglerne for transport af dyr.
Det bedste, man så kom frem til nu, er en arbejdsgruppe, der kigger på, om der overhovedet er et problem.
Det synes jeg da er lidt skuffende.
Men i Dansk Folkeparti er vi optaget af at få løst det her problem.
Det skal ikke nødvendigvis være på den måde, vi har foreslået i beslutningsforslaget, så vi er meget indstillet på at være konstruktive i udvalgsarbejdet for at få lavet den her undersøgelse ret hurtigt for at få løst problemet, for det er trods alt det, der betyder noget både for dyrene derude og for transportørerne og for landmændene.
Så i udvalgsbehandlingen synes jeg vi skal gå konstruktivt til værks og se, om vi kan få lavet de undersøgelser, sat det i værk, så vi kan få løst problemet.
Og det har jeg sådan set også indtryk af at de fleste andre partier i Folketinget er indstillet på, for der var da trods alt en god forståelse for, at det her er en udfordring, vi skal have løst.
Så tak for en god udvalgsbehandling, og tak for de positive tilkendegivelser, der trods alt var.