Tusind tak for det, og tak for den drøftelse, der har været her i dag.
Jeg vil lige starte med at svare i forbindelse med fru Mai Mercados undren over, hvorfor jeg tager det op nu.
Det er såmænd ikke så mystisk.
Da jeg sad som minister, social,- børne- og integrationsminister, arbejdede vi for at få tillægsprotokollen på handicapdelen med i det udspil, vi havde på handicapområdet i efteråret.
Nu kan jeg godt lide, at man ligesom tager fat i én ting, så gør man det, og så tager man fat i næste ting.
Jeg er jo desværre ikke minister på området mere, men de her børn og unge ligger mig stadig væk meget på sinde.
Tanken var også, planen var også, at anbefalingerne fra udvalget skulle være kommet i april måned, og da jeg bad om at få det her beslutningsforslag på, havde jeg en forventning om, at anbefalingerne var nået at komme.
Så det er sådan forklaringen til det.
Men det her handler jo ikke om mig, det handler faktisk om de børn og unge, som jeg gerne vil være med til at sikre får en større tryghed og sikkerhed i deres hverdag.
Inkorporeringen af FN's børnekonvention er blevet udsat og afvist alt for længe, og derfor har jeg i hvert fald positivt lyttet mig frem til, at alle i salen sådan set har samme bekymring, som jeg har, om, hvordan vi sikrer børns og unges tarv og trivsel, også gerne bedre end i dag.
Vi er ikke helt enige om metoden til det, men da vi repræsenteres så bredt, er jeg helt sikker på, at vi også kan få sat handling bag.
Og det er sandt, vi har taget rigtig mange initiativer, både før og også mens jeg var minister på området, og det sker stadig væk.
Vi må dog bare desværre konstatere, at der er børn, der bliver udvist sammen med deres familier, og i forbindelse med behandlingen af børn inden for psykiatrien, i forbindelse med børn i plejefamilier osv., er der børn, som faktisk ikke oplever, at de bliver lyttet til.
Det synes jeg er et problem, vi må tage alvorligt.
Jeg tror også, der er mange, der faktisk er i tvivl om, hvad inkorporering egentlig betyder – der er kommet nogle bud på det her – men det, der gør, at det for mig er vigtigt, at vi tager det op, og at vi inkorporerer det i dansk lovgivning, er, at der så bliver en mulighed for at få en helhedsbetragtning på barnet.
Rigtig meget af den her lovgivning ligger på justitsministerens område, der ligger noget på socialministerens område, og de her børn kan jo ikke placere sig på et ministerområde, de placerer sig i deres liv, og det er den helhedsbetragtning, som jeg tænker inkorporeringen af FN's børnekonvention vil give en større sikkerhed for for børnene, end de oplever i dag.
For jo, Danmark er et rigtig godt land at være barn i, og jeg tror sådan set også, det er bedre end mange andre steder, men der er huller i lovgivningen:
Jeg kan jo bare nævne Tøndersagerne, der har været sager om børn i plejefamilier, og der har også været sager om adoption, og der har været sager om børn, som oplever overgreb, også inden for psykiatrien, og vi kan da ikke stiltiende se til og ikke gøre noget i forhold til det.
Den risiko, den utryghed vil jeg meget gerne være med til at fjerne, og derfor håber jeg også, at vi selvfølgelig kan fortsætte en seriøs drøftelse af det.
Jeg synes, et grelt eksempel er asylområdet.
Jeg ved i hvert fald, at et flertal af jer, der er til stede her i Folketingssalen i dag, jo var med til sidste år at vedtage hastelove, og det gjorde vi, fordi vi meget gerne ville hjælpe velintegrerede børn med at blive i landet, og det er ikke for at tage fat i enkeltsager, for jeg undlader meget gerne at nævne enkeltsager, og derfor synes jeg næsten, det er mere beklageligt, for det er jo ikke én enkeltsag, det handler om, for der er faktisk flere sager.
Det er ikke værdigt for et demokrati som vores, at vi behandler børn på den måde.
Jeg vurderer ikke, at der blev taget hensyn til barnets tarv, og havde man gjort det, tror jeg ikke, sagerne havde været så langstrakte og været så belastende for hverken børn eller familier, som de blev.
Heldigvis fandtes der en løsning på det, men den kunne man have fundet før, vil jeg påstå, hvis vi havde haft inkorporeret børnekonventionen.
De ganske frygtelige sager, som jeg synes det er, er jo også de her sager om børn, der har været udsat for overgreb, som har fyldt meget.
Det er rigtigt, vi har gennemført en overgrebspakke, det er rigtigt, vi har lavet Barnets Reform, vi må bare konstatere, at der er børn, som ikke oplever sig beskyttet og ikke vokser op i tryghed.
Kommunerne har brug for at blive bedre gearet til at tage sig af de udsatte børn, de børn, som står på kanten af samfundet.
Systemet skal indrettes, så det tager sig bedst muligt af de udsatte børn, og de udsatte børn og unge skal ikke indrettes efter systemet.
Derfor vil jeg nu lige ganske kort læse op, hvad der står i konventionens kapitel 1, artikel 3, stk.
2:
»Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.«
Det lyder jo ganske logisk.
Ja, det lyder næsten, som om det var enkelt, og derfor kan det også kun undre mig, at det ikke sker.
Jeg vil påstå, at hvis vi får inkorporeret børnekonventionen, vil vores forvaltninger og vores medarbejdere blive mindet om, at de skal have forståelse for og forstå det som en arbejdsopgave, at børnekonventionen skal tages seriøst, og at den skal anvendes i praksis.
Så er der synet på andre lande, det er også nævnt her, og hvordan standarderne er der.
Og der må jeg bare sige, at når det gælder kravet om lige ret til kvinder, om anerkendelse af homoseksuelle, om religiøs tolerance, om ytringsfrihed, om privat ejendomsret og om at respektere mennesker med handicap, så hjælper det faktisk, at vi har inkorporeret FN's menneskerettigheder i dansk ret.
Når vi går ud og fortæller andre lande, at de ikke bør acceptere børnearbejde, at de ikke bør sætte børn i fængsel sammen med voksne, at de bør give børn skole og uddannelse, og at de bør hjælpe børn, der er forældreløse, så vil det hjælpe, hvis vi kan pege på os selv og sige, at vi har forpligtet os på de her regler.
Det er signaler, som er til at forstå, og jeg synes, vores børn og unge fortjener det.
Så den helt centrale pointe for mig er:
Vi skal sikre børns rettigheder, deres tryghed og deres trivsel, og derfor mener jeg, vi skal inkorporere FN's børnekonvention i dansk ret.
Hvis man spørger, hvorfor nu og hvorfor ikke før, eller som fru Mai Mercado siger, at det lyder lidt, jeg ved ikke, om der blev sagt »hult« eller »underligt«, så håber jeg, jeg har forklaret det, og ellers vil jeg gerne forklare det nærmere.
Det vigtigste for mig er, at vi har en grundig drøftelse af det her, og at de børn og unge og deres familier, der står derude og reelt oplever, at de ikke bliver lyttet til, og at de ikke bliver hørt, skal forstå, at vi arbejder seriøst for det.
Så det er et sted mellem at håbe på, at det bliver tidligt sommer i år, og at man selvfølgelig lytter til de anbefalinger, der kommer.
Jeg håber, de kommer snart, for det var sådan set meningen, at de skulle komme snart.
Men de omhandler jo en række konventioner og anbefalinger.
Jeg vil se meget frem til, at vi arbejder videre med den her sag, og jeg synes, det ville være en fin gave fra Danmark, hvis det kunne lykkes at give det i fødselsdagsgave til konventionens 25-årsfødselsdag i november og vi kunne sige:
Det gør vi i Danmark, vi inkorporerer det også i dansk lovgivning.
Tusind tak for debatten.
Jeg synes, det sådan set tegner positivt, at vi i hvert fald alle sammen er optaget af de her børn.
Vi er ikke enige om metoden, men jeg håber selvfølgelig, vi kan finde et flertal for det, når vi når så langt.
Så tak for ordet, tak for drøftelsen.
Det er noget, vi kommer til at arbejde videre med.