PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2013-14
UUI Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

[email protected]

sum.dk

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik

Dato: 9. oktober 2014

Enhed: Sundhedsjura og læ-

gemiddelpolitik

Sagsbeh.: DEPFRE

Sags nr.: 1404809

Dok nr.: 1521618

Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik har den 22. au-

gust 2014 stillet følgende spørgsmål nr. 749 (Alm. del) til ministeren for

sundhed og forebyggelse, som hermed besvares foreløbigt. Spørgsmålet

er stillet efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Spørgsmål nr. 749:

”Er det ministerens og Sundhedsstyrelsens vurdering, at Sundhedsstyrel-

sens vejledning om, at børn "kun undtagelsesvis og i uproblematiske til-

fælde bør anvendes som tolke" følges, når hver femte praktiserende læge

ifølge en rapport fra Institut for Menneskerettigheder benytter børn under

15 år som oversættere, når borgere med tolkebehov konsulterer lægen?

Der henvises til artiklen "Krav om forbud mod børnetolke i sundhedsvæse-

net", der blev bragt i Politiken den 22. august 2014.”

Svar:

Til brug for besvarelsen har jeg indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen,

der oplyser følgende:

”Der kan være problemer med at bruge ikke-professionel tolk i forbin-

delse med behandling af patienter. Dels er der risiko for, at tolkningen

ikke er tilstrækkelig god, dels kan der være etiske problemer forbundet

med at bruge f.eks. familie og venner.

Det fremgår blandt andet af Sundhedsstyrelsens udgivelse i 2012 af na-

tionale anbefalinger for sundhedspersoners møde med pårørende til al-

vorligt syge, at en særlig problemstilling for pårørende med baggrund i

etniske minoriteter opstår, når de – af eget ønske, efter patientens øn-

ske eller på baggrund af henvendelser fra sundhedspersoner – benyt-

tes som tolke i patientens møde med sundhedsvæsenet. Dette udgør

en faglig og etisk problematisk situation, hvor pårørende får en rolle, der

kræver en professionalisme, følelsesmæssig distance og tolkekompe-

tencer, som de oftest ikke besidder. Det kan skabe en ændret relation

og rollefordeling både mellem pårørende og patient og mellem pårø-

rende og sundhedspersoner. Dette er ikke en ønskværdig situation,

hverken for patienten, de pårørende eller sundhedspersoner. Situatio-

nen er særligt problematisk, når mindreårige benyttes som oversættere.

Utilsigtede faglige hændelser i tilknytning til benyttelse af tolk er desu-

den beskrevet i Sundhedsstyrelsens udgivelse fra 2007 om sprogpro-

blemer mellem sundhedspersonalet og fremmedsprogede patienter.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 2

I forhold sundhedspersonernes faglige ansvar fremgår det af autorisati-

onslovens § 17, at en autoriseret sundhedsperson under udøvelsen af

sin virksomhed er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed.

I medfør af sundhedsloven § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes

eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, med mindre

andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§

17-19.

Et informeret samtykke er et samtykke, der er givet på grundlag af fyl-

destgørende information fra sundhedspersonen side, jf. § 15, stk. 3.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet vejledning nr. 161 af 16. september

1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsop-

lysninger m.v. Information er således en patientrettighed, og fyldestgø-

rende information er en forudsætning for god kommunikation og et gyl-

digt informeret samtykke.

Informationen skal indeholde tilstrækkelig oplysning om sygdomstil-

stand, behandlingsmuligheder, risici og bivirkninger m.v., således at pa-

tienten med mening kan tage stilling til behandlingsspørgsmålet. Oplys-

ningerne og omfanget heraf må hvile på den gældende, gode faglige

norm på området. Hvis en behandling indledes eller fortsættes uden pa-

tientens informerede samtykke er der risiko for, at lægen ikke udviser

den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med sit ar-

bejde.

Det skal i den enkelte situation af lægen vurderes, om det er nødven-

digt med en tolk for at kunne kommunikere med patienten. Patienten

skal være klar over, hvilken behandling lægen vil tilbyde, og lægen skal

som grundlag for sin vurdering kunne forstå, hvad patienten siger.

I Sundhedsstyrelsens vejledning om information og samtykke og om vi-

deregivelse af helbredsoplysninger mv. fremgår det af punkt 3.7 om øv-

rige forhold til informationen:

”Hvis der er tale om en fremmedsproget patient, bør man nøje overveje

behovet for tolkebistand. Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes, om det

er forsvarligt at anvende familiemedlemmer som tolk. Børn bør kun und-

tagelsesvist anvendes som tolke og kun i uproblematiske og lette tilfæl-

de. Mindre børn bør aldrig anvendes som tolke. Hvis patientens pårø-

rende kan benyttes i sådanne situationer, må det først undersøges, om

patienten samtykker i, at de pårørende skal have adgang til oplysnin-

gerne”.

Det fremgår af den omtalte undersøgelse, at sammenlagt 2 % af de ad-

spurgte praktiserende læger svarede, at de ofte har haft konsultationer,

hvor børn under 15 år som pårørende til patienten er blevet brugt til at

tolke. 18 % af de adspurgte læger svarede, at de af og til har haft kon-

sultationer, hvor børn under 15 år som pårørende til patienten er blevet

brugt til at tolke. De resterende læger har svaret, at det forekommer

sjældent eller aldrig.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Side 3

Vurderingen af om lægen undtagelsesvist kan anvende børn som tolk

afhænger af en samlet vurdering af den konkrete situation, herunder in-

formationen og behandlingens karakter, om behandlingsbehovet er

akut, den mindreårige alder, modenhed m.v. Det er derfor Sundheds-

styrelsens opfattelse, at det ikke alene ud fra undersøgelsen kan kon-

kluderes, at der er tale om en betænkelig praksis blandt en mindre del

af de praktiserende læger. Sundhedsstyrelsen skal med henvisning til

vejledningen dog påpege, at det er vigtigt, at lægerne løbende skal væ-

re opmærksom på deres faglig ansvar og de komplekse problemstillin-

ger, som det kan indebære at anvende mindreårige som tolk.

Sundhedsstyrelsen er derfor af den opfattelse, at sygehuse, klinikker

m.v. bør sørge for, at der foreligger nærmere skriftlige instrukser for

hvornår pårørende, herunder mindreårige kan og ikke kan anvendes

som tolk i forbindelse med informationen og behandlingen af fremmed-

sprogede patienter.”

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste.

Jeg forudsætter således, at den enkelte sundhedsperson under udøvelsen

af sin virksomhed udviser omhu og samvittighedsfuldhed, herunder følger

Sundhedsstyrelsens vejledninger, f.eks. den nævnte vejledning om infor-

mation, samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

Endvidere lægger jeg til grund, at regionerne – som afholder udgifterne til

tolkebistanden – sikrer rammerne for, at sundhedspersoner har adgang til

tilstrækkelig og kvalificeret tolkebistand.

Som nævnt i mit svar på UUI alm. del spørgsmål 746 vil jeg imidlertid ger-

ne se på, hvordan de gældende regler om brugen af børn som tolke kan

strammes op, f.eks. ved ændring af den eksisterende tolkningsbekendtgø-

relse.

Endelig kan jeg supplerende oplyse, at en patient har mulighed for at klage

til Patientombuddet over regionens afgørelse om tolkebistand efter sund-

hedsloven.

Med venlig hilsen

Nick Hækkerup

Frederik Rechenback Enelund