Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2013-14
UUI Alm.del
Offentligt
1388888_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål: UUI alm. del. spm. nr. 627 af
3. juli 2014 stillet til handels- og
udviklingsministeren af Peter Skaarup (DF)
UUI alm. del, spørgsmål nr. 627:
Vil ministeren overfor regeringerne i henholdsvis Somalia og Etiopien, som hvert år modtager
mange mio. kr. i udviklingsbistand fra Danmark, gøre det klart, at den danske regering
forventer, at de to lande samarbejder med dansk politi og danske myndigheder om at sikre, at
den eftersøgte drabsmistænkte Omer Muse, som angiveligt opholder sig i Somalia og tidligere
har opholdt sig i Etiopien, bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark hurtigst muligt, og vil
ministeren eventuelt være villig til fremadrettet at tilbageholde dele af støtten til de to lande,
hvis det vurderes, at de ikke samarbejder effektivt i denne sag?
Svar:
Jeg har fuld tillid til, at de relevante danske myndigheder, herunder politiet, håndterer den
verserende straffesag fuldt ud professionelt i overensstemmelse med det mandat, de er givet.
Regeringen tolererer ikke kriminalitet, uanset den kriminelles baggrund og oprindelse. Der har
været god kontakt om den konkrete sag med myndighederne i Somaliland, og der har ikke
været observeret manglende samarbejdsvilje fra myndighederne i Somalialand. Der har ikke
været kontakt med de etiopiske myndigheder om den konkrete sag.
Somalia er et af verdens fattigste og skrøbeligste lande med massive sikkerhedsmæssige og
humanitære udfordringer. Dannmark bidrager betydeligt til Somalia m.h.p. at støtte
befolkningen i deres bestræbelser på at opbygge en fredelig og stabil føderal somalisk stat,
afhjælpe den fortsatte humanitære krise i landet og bekæmpe internationale trusler som pirateri
til søs og terrorisme til lands.
Den verserende straffesag, omhandlende et enkelt individ, skal ikke blandes sammen med
Danmarks solidariske politik over for fattige lande – hverken Etiopien eller Somalia.