Spørgsmål 151:

Vil ministeren, her 3 år efter bombningen af Libyen, redegøre for sikkerhedssituationen for civilbefolkningen iLibyen, herunder situationen for de forhenværende indbyggere i byen Tawergha og den sorte libyske befolkning?Og vil ministeren i forlængelse heraf klargøre, hvilke erfaringer regeringen mener, der kan drages afinterventionen, og om ministeren mener, at NATOs indsats var i strid med FN-mandatet, og hvordan lignendebrud kan undgås i fremtiden?

Svar:

I forhold til sikkerhedssituationen for civilbefolkningen i Libyen kan der henvises til FN’sGeneralsekretærs seneste rapport om Libyen af 26. februar 2014. Det fremgår, atsikkerhedssituationen siden efteråret 2013 er forværret, og at Libyen står over for alvorligesikkerhedsproblemer. Dette skyldes især manglen på effektive, offentlige myndigheder, der er istand til at håndhæve lov og orden. Kontrol med Libyens langstrakte grænseområder udgørligeledes en central udfordring for at styrke sikkerheden i landet.Vedrørende Libyens etniske grupper med rødder i Afrika syd for Sahara, herunder bl.a.Tawergha’er og Tebuer, kan der henvises til UNHCR og det amerikanske udenrigsministeriumslanderapport om menneskerettighedsforholdene i Libyen fra 2013. Ifølge landerapporten udgørTawergha’erne, fra byen af samme navn, omkring halvdelen (ca. 30.000) af Libyens interntfordrevne. Tawergaerne har ifølge rapporten været genstand for diskrimination og overgreb,idet de beskyldes for tætte relationer til det tidligere regime. Også tebu’erne opleverdiskrimination og overgreb.For nyligt er der i Libyens parlament blevet vedtaget nye love, der formelt beskytter Libyensetniske minoriteter. Et eksempel er loven fra april 2013, der kriminaliserer fratagelse af folksrettigheder baseret på geografisk herkomst, etnicitet eller hudfarve. Dette er vigtige skridtfremad, men det ændrer ikke på den vanskelige situation, minoriteter generelt lever under iLibyen.

NATO operationen i Libyen og tiden derefter har bekræftet, at en militær operation megetsjældent kan stå alene. Der forestår et langsigtet arbejde med freds- og statsopbygning, efter denumiddelbare krise er løst med militære midler. Derfor lancerede regeringen i efteråret 2013 enny politik for samtænkte stabiliseringsindsatser, hvor man søger at bringe alle udenrigspolitiskeinstrumenter i spil. Det gælder støtte til styrkelse af sikkerhedsstrukturer, men også støtte tilcivile stabiliserings- og udviklingsindsatser. I kølvandet på NATO’s operation har man fradansk side bl.a. støttet retssektorindsatser, fremme af menneskerettigheder, valgmonitorering,medier og minerydning. På baggrund af erfaringerne fra bl.a. Libyen, men også fra andreskrøbelige og konfliktramte lande, vil Danmark fortsætte med at anvende den samtænktetilgang til stabilisering som en integreret del af udenrigs- og sikkerhedspolitikken.Regeringen lægger naturligvis afgørende vægt på, at Danmarks deltagelse i internationalemilitære operationer sker i fuld overensstemmelse med folkeretten. I forhold til det konkreteFN-mandat, der lå til grund for operationen i Libyen, bemyndigede Sikkerhedsresolution 1973af 17. marts 2011 anvendelsen af ”alle nødvendige midler” til at beskytte civilbefolkningen iLibyen. I overensstemmelse med Sikkerhedsrådets faste praksis gives der med en sådanformulering et meget vidt spillerum i forhold til at vælge de midler, som konkret anses for atvære nødvendige for at kunne fuldføre opgaverne som er opregnet i resolutionen. Det erregeringens vurdering, at NATOs luftoperation over Libyen skete i overensstemmelse med FN-mandatet. Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 18 af 1. november 2011 fraFolketingets Forsvarsudvalg til udenrigsministeren.