MINISTEREN
Transportudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
8. oktober 2014
2014 - 2685
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Transportudvalget har i brev af 23. juni 2014 stillet mig følgende spørgsmål
(TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 821:
Vil ministeren følge anbefalingen fra Havarikommissionens redegørelse om
kollisionen mellem to IC4-togsæt på Esbjerg station i forhold til, at Trafiksty-
relsen skal sikre, at IC4-togene har en forudsigelig bremsefunktionalitet, så
toget kan bringes til standsning efter en på forhånd kendt procedure og funkti-
onalitet, og hvis anbefalingen følges, hvornår vil der i så fald komme nye ret-
ningslinjer fra Trafikstyrelsen til IC4-togenes bremsesystemer?
Svar:
Jeg må indledningsvist bemærke, at det ikke er mig som transportminister, der
skal følge anbefalingerne fra Havarikommissionen. Spørgsmålet om togenes
sikkerhed håndteres således af togoperatøren (i dette tilfælde DSB) og Trafik-
styrelsen som uafhængig sikkerhedsmyndighed.
Trafikstyrelsen har oplyst mig, at som konsekvens af hændelserne med IC4
togene har Trafikstyrelsen krævet, at IC4s bremseegenskaber testes i henhold
til nugældende normer, og at IC4 ikke anvendes sammenkoblet, før det er do-
kumenteret, at de har en forudsigelig bremsefunktionalitet under alle forhold,
som må forventes i daglig drift.
Med
venlig
hilsen
Magnus Heunicke