SUU, Alm.del - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 538: Spm. om årsagen er til, at erstatningsansvarsloven § 26 a aldrig har været anvendt til at give godtgørelse til efterladte til patienter, der på grund af grov uagtsomhed er døde af fejl i sundhedsvæsenet, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 3. marts 2014 stilletfølgende spørgsmål nr. 538 (alm. del) til ministeren for sundhed og forebyg-gelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Özlem Sa-ra Cekic (SF).Spørgsmål nr. 538:’’Vil ministeren i forlængelse af SUU alm. del – svar på spm. 252 (2012-13) op-lyse, hvad man formoder årsagen er til, at erstatningsansvarsloven § 26 a al-drig har været anvendt til at give godtgørelse til efterladte til patienter, der pågrund af grov uagtsomhed er døde af fejl i sundhedsvæsenet, til trods for atder i forarbejderne til loven står, at den også gælder for skader på hospitaler? ”Svar:Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26a vedrører tortgodtgørelse ogblev indført ved en ændring af erstatningsansvarsloven, der blev vedtaget afFolketinget i januar 2003 og trådte i kraft den 23. januar 2003.Justitsministeriet udarbejdede i juni 2010 en redegørelse om godtgørelse eftererstatningsansvarslovens § 26a. Om forarbejderne til bestemmelsen og be-stemmelsens anvendelsesområde er der heri anført følgende:”I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2002-03, Til-læg A, side 83 ff.) er det om afgrænsningen af bestemmelsens anvendelses-område og baggrunden herfor bl.a. anført, at ethvert dødsfald indebærer enbetydelig følelsesmæssig belastning for de efterladte i form af sorg, savn ogpsykisk smerte mv. Det gælder både dødsfald, der skyldes sygdom eller lig-nende, og dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling, hvor der fin-des en erstatningsansvarlig skadevolder. Så godt som alle mennesker vil på eteller andet tidspunkt opleve at miste en nær pårørende eller en anden nært-stående, og de efterladtes sorg og savn må i almindelighed antages at væredet samme, uanset om den pågældende f.eks. døde som følge af pludseligsygdom, hvor ingen kan gøres ansvarlig, eller blev dræbt i en færdselsulykke,hvor der findes en erstatningsansvarlig skadevolder.På den anførte baggrund fandtes der ikke grundlag for at indføre en generelregel om godtgørelse til efterladte ved ethvert dødsfald, der skyldes en an-svarspådragende handling. En sådan generel godtgørelse ville endvidere an-tagelig i vidt omfang blive oplevet som en almindelig forhøjelse af erstatnings-niveauet ved dødsfald og ikke som en særskilt kompensation for psykisk lidel-se og smerte mv. som følge af dødsfaldet.

Et dødsfald kan imidlertid ske under så kvalificerende omstændigheder, at dettypisk vil indebære en helt særlig følelsesmæssig belastning for de efterladte.Dette gælder f.eks. forsætligt drab, hvor de efterladtes psykiske smerte og li-delse i almindelighed må antages at blive forstærket som følge af deres videnom, at en nærtstående forsætligt er blevet dræbt – navnlig hvis drabet er be-gået under voldsomme og brutale omstændigheder. I sådanne tilfælde må deti almindelighed også anses for påregneligt for skadevolderen, at de efterladtepåføres en særlig psykisk belastning.På denne baggrund er godtgørelsesreglen afgrænset således, at godtgørel-sesreglen gælder for dødsfald, der er sket under sådanne kvalificerende om-stændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssigbelastning for og/eller krænkelse af de efterladte.Ved vurderingen af, om der skal tilkendes en godtgørelse – samt ved udmålin-gen af en eventuel godtgørelse – skal der ifølge forarbejderne endvidere læg-ges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelseeller krænkelse, som må antages at være påført de efterladte.Er der tale om forsætligt drab, er det således udgangspunktet, at der tilkendesen godtgørelse til de efterladte, idet et drab i almindelighed indebærer en heltekstraordinær belastning for og krænkelse af de efterladte.Med hensyn til dødsfald, der er forvoldt ved grov uagtsomhed, er det forudsat,at der i almindelighed ud over den grove uagtsomhed skal foreligge konkreteomstændigheder, som må antages at indebære en særlig belastning forog/eller krænkelse af de efterladte. Der kan bl.a. lægges vægt på, om dødsfal-det er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, f.eks. at ofret harværet udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller erdød på en særlig pinefuld måde. Der kan også lægges vægt på, om de efter-ladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umid-delbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter ogf.eks. må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv tale for, atder tilkendes de efterladte en godtgørelse.Det følger af forarbejderne endvidere, at godtgørelsesreglen – ud over vedovertrædelse af straffelovens § 237 om drab – navnlig forudsættes anvendt itilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt under omstændigheder, der samtidig inde-bærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskersliv og legeme, f. eks. straffelovens § 246 (grov vold, der har medført døden) el-ler § 252 (bl.a. fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed).Erstatningsansvarslovens § 26 a omfatter alene efterlevende, der stod den af-døde særlig nær, dvs. nære pårørende til den afdøde. Det omfatter som ud-gangspunkt ægtefælle, samlever, mindreårige børn og forældre til mindreårigebørn. Der skal ikke foretages en nærmere vurdering af de konkrete følelses-mæssige relationer mellem disse efterlevende og den afdøde. Der vil dognormalt ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse, hvis ægtefællernessamliv på tidspunktet for dødsfaldet var ophævet på grund af uoverensstem-melser. Samlever skal forstås på samme måde som i erstatningsansvarslo-vens § 13 om forsørgertabserstatning og § 14 a om overgangsbeløb. Det in-debærer bl.a., at der ikke stilles bestemte krav til varigheden af det forudgåen-

de samliv. Det afgørende er, om der på tidspunktet for dødsfaldet bestod etsamliv af en art, der konkret gør det rimeligt at sidestille den efterlevende meden ægtefælle, herunder om der på tidspunktet for dødsfaldet var fælles bolig,fælles husholdning og fælles økonomi i øvrigt.Forholdet mellem forældre og deres hjemmeboende og/eller mindreårige børnmå normalt også anses for omfattet af reglen, uanset om det er et barn elleren af forældrene, der dør. Der bør i almindelighed tilkendes en godtgørelse tilmindreårige børn uanset deres alder, dvs. at der også kan tilkendes en godt-gørelse til helt små børn, selv om de endnu ikke er i stand til at opfatte og for-stå de særlige omstændigheder omkring dødsfaldet, der begrunder godtgørel-sen. Hvis der er tale om voksne børn, der er flyttet hjemmefra, vil der derimod ialmindelighed ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i anledning afbarnets eller en af forældrenes død, medmindre de pågældende må antagesat have bevaret en helt særlig tilknytning, eller barnet f.eks. først er flyttethjemmefra umiddelbart før dødsfaldet.Efter omstændighederne vil også andre end ægtefælle, samlever, børn ellerforældre kunne anses for omfattet af reglen. Dette forudsætter dog, at der harværet et sådant særligt forhold mellem den pågældende og den afdøde, at dermå antages at være tale om en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastningsom følge af dødsfaldet. Det kan f.eks. være en søster eller bror, der som vok-sen i mange år har haft fælles bolig og husholdning med den afdøde.”For så vidt angår området for Patienterstatningsordningen, fremgår det af re-degørelsen, at der i Patienterstatningens praksis ikke er eksempler på tilken-delser af godtgørelse efter bestemmelsen. Bestemmelsen kan efter Justitsmi-nisteriets opfattelse i princippet anvendes, hvis en læge i forbindelse med be-handling mv. forvolder en patients død, men den begåede fejl vil i praksis for-mentlig yderst sjældent være af en sådan karakter, at betingelserne er opfyldt.Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet har siden bestemmelsensikrafttræden behandlet en række sager, hvori der er taget stilling til, om etdødsfald, der var anerkendt som en erstatningsberettigende patientskade, be-rettigede de efterladte til godtgørelse efter § 26a.Der er i samtlige sager foretaget en konkret vurdering af, om betingelserne fortilkendelse af godtgørelse efter bestemmelsen var opfyldt, herunder om døds-faldet var forårsaget forsætligt eller ved grov uagtsomhed, samt om kravet omsærligt kvalificerende/krænkende omstændigheder har været opfyldt. Der erendvidere taget stilling til, om den eller de efterladte tilhørte den personkreds,der er omfattet af bestemmelsen. Der er endnu ikke på patientskadeområdeteksempler på, at betingelserne tilkendelse af godtgørelse efter bestemmelsenhar været opfyldt ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i de enkel-te sager.Flere af Patientskadeankenævnets afgørelser har været prøvet ved domstole-ne. Det drejer sig om en Højesteretsdom samt en dom fra Vestre Landsret ogen dom fra Retten i Glostrup.Højesteret har den 4. maj 2009 afsagt dom i en sag, der vedrørte en 21-årig,hjemmeboende søn med testikelkræft, som afgik ved døden efter en tumor-

operation. Dødsfaldet var anerkendt af Patientskadeankenævnet efter lov ompatientforsikring, blandt andet som følge af, at sygehuset havde handler undernormen for almindelig anerkendt faglig standard ved ikke at reagere hurtigtnok på symptomer på beskadigelse af blodforsyningen til tarmene. Patient-skadeankenævnet havde givet afslag på tilkendelse af godtgørelse til foræl-drene efter erstatningsansvarslovens § 26a.Højesteret fastslog i dommen, at patienterstatningsordningen omfatter godtgø-relse til efterladte efter erstatningsansvarslovens § 26a, og at Patientskadean-kenævnet har hjemmel til at træffe afgørelse om tilkendelse af godtgørelse ef-ter bestemmelsen.Højesteret har ved samme dom afgjort, at det ikke er nok til at udløse godtgø-relse efter bestemmelsen, at de behandlende læger har handlet kritisabelt.Godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26a forudsætter således efterHøjesterets udtalelse, at dødsfaldet er forvoldt ved forsæt eller grov uagtsom-hed under sådanne særlige omstændigheder, at det i almindelighed må for-ventes at påføre de efterladte ekstraordinær lidelse eller krænkelse ud over,hvad dødsfaldet i sig selv påfører nærtstående af sorg og savn. Højesteretfandt ikke, at forløbet under behandlingen af afdøde og de i den forbindelsebegåede lægelige fejl var grundlag for at anse betingelserne for tilkendelse afgodtgørelse efter § 26a for opfyldt i den konkrete sag. Derved tiltrådte Højeste-ret den afgørelse, som Patientskadeankenævnet havde truffet.Samme linje fulgte Vestre Landsret i februar 2013, da landsretten stadfæstedeen dom fra Århus Byret. Sagen vedrørte også en søn, der med ambulanceblev indbragt til skadestuen, efter at han til en fest havde indtaget alkohol ogheroin og var blevet bevidstløs. Han afgik ved døden næste dag. Dødsfaldetblev anerkendt af Patientskadeankenævnet efter lov om patientforsikring, idetnævnet fandt, at korrekt observation og behandling ville have medført, at dervar givet relevant modgift mod heroinforgiftningen, hvorved dødsfaldet medovervejende sandsynlighed ville være undgået. Det blev tilkendt erstatning forbegravelsesudgifter og advokatomkostninger, og samtidig blev der meddelt af-slag på erstatning efter erstatningsansvarslovens § 26a, idet nævnet fandt, atbetingelserne for at yde erstatning efter bestemmelsen ikke var opfyldt. Byret-ten var enig med nævnet heri, idet retten fandt, at uanset om den uagtsomhed,som det behandlende personale havde udvist, kunne betegnes som grov, varder efter de foreliggende omstændigheder ikke grundlag for at antage, atdødsfaldet var sket under så kvalificerende omstændigheder, at det efter engenerel vurdering måtte antages, at dødsfaldet havde påført sagsøgerne somforældre en sådan følelsesmæssig belastning, der rakte ud over den sorg ogdet afsavn, der normalt forbindes med at miste en søn. Retten lagde vægt på,at der ikke var grundlag for at antage, at patienten havde været udsat for grovhensynsløshed under behandlingen, eller at dødsfaldet var sket på en særligkrænkende eller pinefuld måde. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsø-gerne (forældrene) ikke selv havde været til stede i forbindelse med indbrin-gelsen og behandlingen.Retten i Glostrup afsagde den 18. november 2013 dom i en sag om en 75-årigkvinde, der døde efter et sygeforløb på et hospital. Patientskadeankenævnetanerkendte dødsfaldet efter lov om klage- og erstatningsadgang inden forsundhedsvæsenet, idet nævnet fandt, at dødsfaldet med overvejende sand-

synlighed kunne være undgået, hvis der, som den erfarne specialists standardtilsagde, umiddelbart efter en kolposkopi var foretaget operation på mistankeom et mekanisk stop i tarmene. Derved ville man med overvejende sandsyn-lighed have undgået, at tarmen bristede, og patienten ville med overvejendesandsynlighed have overlevet, idet hun ville have undgået at få svær bughin-debetændelse og sepsis (blodforgiftning).Afdødes voksne datter søgte herefter om godtgørelse efter erstatningsan-svarslovens § 26a, hvilket Patientskadeankenævnet afslog, da datteren ikkefandtes omfattet af den personkreds, der kan tilkendes godtgørelse efter be-stemmelsen. Nævnet fandt endvidere, at de øvrige betingelser for at tilkendegodtgørelse efter bestemmelsen ikke var opfyldt.Retten i Glostrup henviste i sin begrundelse til, at bestemmelsen i erstatnings-ansvarslovens § 26a omfatter nære pårørende så som ægtefæller eller samle-ver, hjemmeboende og/eller mindreårige børn og forældre til hjemmeboendeog/eller mindreårige børn. Voksne børn, der er flyttet hjemmefra, er som ud-gangspunkt ikke omfattet, med mindre de har bevaret en helt særlig tæt til-knytning til den afdøde mor eller far, eller de først lige er flyttet hjemmefra.Sagsøger var 42 år, da moderen døde, og havde været flyttet hjemmefra i ca.20 år. Selvom der var et nært forhold mellem mor og datter og en tæt kontaktsom følge af moderens handicap, fandt retten ikke, at der havde været et så-dan særligt forhold mellem moderen og datteren, der adskilte sig fra, hvad derer sædvanligt mellem en mor og hendes voksne datter. Datteren kunne derforikke anses for omfattet af den personkreds, der kan tilkendes godtgørelse eftererstatningsansvarslovens § 26a. Retten bemærkede endvidere, at det hellerikke var godtgjort, at dødsfaldet var forvoldt ved grov uagtsomhed eller undersådanne omstændigheder, at det har indebåret en særlig belastning ellerkrænkelse af de efterladte. Derved tiltrådte retten den afgørelse, som Patient-skadeankenævnet havde truffet.Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet følger den praksis, som erbeskrevet i Justitsministeriets ovennævnte redegørelse og i de ovenfor nævn-te domme.Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at der i forbindelse med behandlingenaf en afdød patient er begået fejl, som er konstateret og påtalt. Der skal fore-ligge helt særlige omstændigheder, og desuden vil der efter Patienterstatnin-gens opfattelse i praksis skulle foreligge et strafbart forhold.Sager, hvor der har foreligget helt særlige omstændigheder, der rækker udover dem, som er beskrevet i dommene ovenfor, eller hvor den behandlendelæge eller andet sundhedspersonale har begået et strafbart forhold i forbindel-se med behandlingen af patienten, har ikke været forelagt Patienterstatningeneller Patientskadeankenævnet til afgørelse af erstatningsspørgsmålet.Jeg må på ovennævnte baggrund konkludere, at årsagen til, at erstatningsan-svarslovens § 26a aldrig har ført til tilkendelse af godtgørelse til efterladte tilpatienter, hvis dødsfald er anerkendt som en patientskade, ikke skyldes mang-lende opmærksom på bestemmelsen eller en forkert retsanvendelse i Patient-