SUU, Alm.del - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 427: Spm. om ministeren kan bekræfte, at patienter i Region Hovedstaden er dårligere stillet, når de søger om erstatning, end patienter i resten af landet, fordi sygeplejerskerne har en meget kortere uddannelse end lægerne, og derfor vil de ikke kunne stilles til ansvar for de samme fejl, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 30. januar 2014 stil-let følgende spørgsmål nr. 427 (alm. del) til ministeren for sundhed og fore-byggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra MaiMercado (KF).Spørgsmål nr. 427:’’Kan ministeren bekræfte, at patienter i Region Hovedstaden er dårligere stil-let, når de søger om erstatning, end patienter i resten af landet, fordi sygeple-jerskerne har en meget kortere uddannelse end lægerne, og derfor vil de ikkekunne stilles til ansvar for de samme fejl? ”Svar:Patientforsikringen har til brug for besvarelsen af spørgsmålet oplyst, at pati-enter eller efterladte til patienter, som er påført en skade i forbindelse med un-dersøgelse, behandling eller lignende via akuttelefonen 1813, kan få erstat-ning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet(KEL). Det følger af KEL § 19, stk. 1, nr. 2, der handler om erstatning for ska-der sket i forbindelse med den præhospitale indsats.Når Patientforsikringen i 1813-sager skal vurdere, om der er handlet efter ”er-faren specialiststandard”, som er et af kriterierne i KEL § 20, stk. 1, nr. 1, må-les op imod, hvad en ”erfaren visiterende sygeplejerske” ville have foretagetsig og derved med overvejende sandsynlighed undgået skaden.Sygeplejerskerne har instrukser fra læger om, hvordan sygeplejersken skal vi-sitere. Er disse instrukser ikke tilstrækkelige – og der derved sker en skade –flyttes vurderingen op på lægerne, og det vurderes, om der er givet de instruk-ser, som en erfaren læge i 1813 ville give. Hvis instruksen er mangelfuld, vilder være ansvar efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1, fordi den erfarne læge ville havegivet bedre instrukser.Hvis der foreligger tilstrækkelige instrukser, men sygeplejersken sætter sig udover dem, har sygeplejersken ikke handlet som den erfarne visiterende syge-plejerske, og der vil derfor også være ansvar efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Detsamme gælder, hvis sygeplejersken – uden direkte at tilsidesætte sine instruk-ser – vurderer, at vedkommende selv kan klare henvendelsen, hvor den erfar-ne visiterende sygeplejerske ville have videresendt den til en læge.Sammenfattende kan jeg oplyse, at rådgivningen og behandlingen via akutte-lefonen er omfattet af patienterstatningsordningen, og at det i praksis ikke harnogen erstatningsmæssig betydning, om en patient visiteres af en læge elleren sygeplejerske.

Patienterstatningsordningen bygger på det princip, at det vurderes, om be-handlingen på behandlingsstedet levede op til ”erfaren specialist-standard”.Det vurderes ikke, om den enkelte sundhedspersonkan kritiseres. Denne vur-dering foretages i det disciplinære system.Jeg lægger til grund, at baggrunden for spørgsmålet er en historie, som DRbragte den 29. januar 2014 under overskriften ”Fejlbehandlede på 1813 harringere mulighed for erstatning”. Kritikken gik på, at erstatningsmulighederneskulle være ringere, fordi sygeplejersker ifølge historien ikke i samme grad kanstilles til ansvar for fejlbehandlinger som læger. Jeg har imidlertid hæftet migved, at DR samme dag bragte en udtalelse fra Patientforsikringen, som tilba-geviste kritikken og slog fast, at erstatningsmuligheden ikke påvirkes af, omdet er en læge eller en sygeplejerske, der visiterer patienten