SUU, Alm.del - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 315: Spm. om forskel på hhv. befolkningens og folketingsmedlemmers holdning til aktiv dødshjælp, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 13. december 2013stillet følgende spørgsmål nr. 315 (alm. del) til ministeren for sundhed og fore-byggelse, som hermed besvares.Spørgsmål nr. 315:’’Der er antageligt i øjeblikket forskel på hhv. befolkningens og folketingsmed-lemmers holdning til aktiv dødshjælp. Hvilke overvejelser og eventuelle initiati-ver giver det ministeren anledning til, og hvilke initiativer vil ministeren tage forat gøre de forskellige muligheder for palliativ hjælp, der allerede eksisterer idag, mere synlige?”Svar:Der bliver med jævne mellemrum foretaget undersøgelser af befolkningensholdning til aktiv dødshjælp. Undersøgelserne viser ofte, at en stor del af be-folkningen går ind for aktiv dødshjælp. Meget tyder dog på, at der er forskelpå, hvordan man reagerer på et hypotetisk spørgsmål, og når der bliver taleom en konkret person, og spørgsmålet kommer tættere på den enkelte. Lige-ledes kan manglende viden hos befolkningen om grænsen mellem aktiv ogpassiv dødshjælp - og hvad det reelt er muligt at gøre med passiv dødshjælp -føre til et svar, som bygger på urigtige forudsætninger.Selve begrebet ”aktiv dødshjælp” kan godt give anledning til misforståelser,hvis det alene læses og forstås sådan, at sundhedspersonalet aktivt skal hjæl-pe en døende patient i den sidste levetid. Det samme kan siges om begrebet”passiv dødshjælp”.En væsentlig del af forklaringen på forskellen mellem Folketingets og befolk-nings holdning til aktiv dødhjælp er imidlertid efter min opfattelse også etmanglende kendskab til, hvilke muligheder den gældende lovgivning alleredegiver med hensyn til at kunne hjælpe patienten aktivt, når døden er foreståen-de, og hvordan patienten kan udøve sin selvbestemmelsesret.Der er tilsyneladende ikke et bredt kendskab i befolkningen til hvilke former forpalliativ behandling, der kan gives i livets sidste fase. Palliativ betyder lindren-de, og det er netop lindrende og ikke helbredende behandling, der er tale om.Det drejer sig både om medicin og om behandling af patientens psykologiskebehov.Der synes heller ikke at være et bredt kendskab i befolkningen til de mulighe-der, som den nuværende lovgivning allerede giver. Lægen kan afstå fra ativærksætte eller fortsætte livsforlængende behandling, og lægen kan anvendeden nødvendige smertestillende og beroligende medicin, også selvom det kan

medføre en tidligere død end ellers. Det er det, der i dag kaldes passiv døds-hjælp. Patienten kan desuden selv afvise livsforlængende behandling, ligesomlivstestamenteordningen giver mulighed for at give forhåndstilkendegivelsermed hensyn til afvisning af livsforlængende behandling i tilfælde, hvor patien-ten ikke længere er habil.Sundhedsstyrelsen har til brug for besvarelsen af spørgsmålet oplyst, at sty-relsen vurderer, at ikke bare befolkningen, men også nogle læger, har behovfor information om, hvilke muligheder den eksisterende lovgivning giver ogsærligt, hvad det giver af praktiske muligheder for at hjælpe patienterne.Derfor har Sundhedsstyrelsen i 2012 og 2014 udgivet to vejledninger, som be-skriver adgangen for henholdsvis læger og patienter til at fravælge livsforlæn-gende behandling på sygehuse og uden for disse.På baggrund af høringssvarene til den seneste vejledning har Sundhedssty-relsen imidlertid planlagt, at vejledningen skal følges op af to pjecer rettet til depraktiserende læger og borgerne. Pjecerne skal i overordnede rammer beskri-ve lægernes og borgernes muligheder for at fravælge livsforlængende be-handling, og hvor der kan indhentes yderligere information og vejledning.Jeg hilser dette initiativ meget velkommen og håber, at pjecerne kan væremed til at gøre de muligheder, den gældende lovgivning allerede giver medhensyn til palliativ hjælp, mere synlige over for læger og befolkningen.