Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
W
sum.dk
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg
Dato: 9. september 2014
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh.: SUMMAR
Sags nr.: 1404611
Dok nr.: 1524047
Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 13. august 2014 stil-
let følgende spørgsmål nr. SUU 1028 (Alm. del) til ministeren for sundhed og
forebyggelse, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Sophie Løhde (V).
Spørgsmål nr. SUU 1028:
’’Hvordan vil ministeren konkret sikre, at det bliver muligt at monitorere effek-
ten af de nationale kliniske retningslinjer?”
Svar:
Det er min holdning, at modeller for monitorering af retningslinjer i sundheds-
væsnet bør afspejle de relevante behov i sundhedsvæsnet hos det kliniske og
sundhedsfaglige personale og ledelsen, samt at de ikke medfører unødigt bu-
reaukratisk registrering eller dobbeltregistrering.
Med finansloven for 2012 blev der afsat 80 mio. kr. til udarbejdelsen af natio-
nale kliniske retningslinjer i perioden 2012-2015. Jeg antager, at det specifikt
er disse nationale kliniske retningslinjer, som der spørges til.
Kliniske retningslinjer er et sundhedsfagligt beslutningsværktøj, der udgør
en af hjørnestenene i sundhedsvæsenets indsats for at sikre ensartet og høj
kvalitet i udredning, behandling, pleje og rehabilitering.
I udarbejdelsen af hver af de nationale kliniske retningslinjer, der er forankret i
Sundhedsstyrelsen, indgår overvejelser om relevante målepunkter og indikato-
rer med henblik på, hvor det findes relevant, at kunne monitorere i forhold til
retningslinjerne. Som led i det samlede arbejde med de nationale kliniske ret-
ningslinjer samarbejder Sundhedsstyrelsen tillige med de relevante parter, for
eksempel DR, KL og de faglige selskaber om mulighederne for implemente-
ring og monitorering af retningslinjerne.
Sundhedsstyrelsen anfører i øvrigt i forbindelse med dette spørgsmål følgende
vedr. monitorering:
”De nationale kliniske retningslinjer er ikke én samlet behandlingsvejledning
for et sygdomsområde, men indeholder anbefalinger for 8-10 udvalgte og vel-
afgrænsede kliniske problemstillinger, Det betyder, at retningslinjerne ikke står
alene som anbefalinger for klinisk praksis, men skal indarbejdes i de lands-
dækkende, regionale og kommunale retningslinjer og instrukser på området. I
forhold monitorering af de nationale kliniske retningslinjer skal man derfor væ-
re opmærksom på at deres indflydelse og effekt i sundhedsvæsenet ikke altid
kan monitoreres separat fra den øvrige kliniske praksis og udvikling, men vil
indgå i en samlet monitorering af den kliniske praksis i regioner og kommu-
ner.”