Folketingets Socialudvalg
Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Tlf. 33 92 93 00
Fax. 33 93 25 18
Dato: 30. september 2014
Sagsnr. 2014-7792
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 4. september
2014 følger hermed ministeren for børn, ligestilling, integration og so-
ciale forholds endelige svar på spørgsmål nr. 531 (SOU alm. del).
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL).
Spørgsmål nr. 531:
”Hvis det ulykkelige skulle ske, at moren dør under fødslen, hvilken status vil
medmoderen så have i forhold til barnet, hvis dispensationsansøgningen om
medmoderskab for de kvinder, der er kommet i klemme som følge af den
nye børnelov, endnu ikke er færdigbehandlet?”
Svar:
Børneloven har til hensigt at fastslå et faderskab eller et medmoderskab til
barnet. Dette gælder tillige i de ulykkelige sager, hvor moren dør under føds-
len, eller inden et faderskab eller et medmoderskab bliver fastsat. Statsfor-
valtningen er således efter børnelovens § 7, stk. 1, forpligtet til at rejse en
sag, hvis hverken et faderskab eller et medmoderskab er registreret.
Det fremgår af børnelovens § 9, stk. 1, nr. 7, jf. § 6 a, at den kvinde, der har
givet samtykke eller erklæring efter børnelovens § 27 eller § 27 a om at ville
være barnets medmor, er part i sagen og har ret til at få prøvet, om hun er
barnets medmor.
Den kvinde, der endnu ikke er registreret som medmor vil være ligestillet
med den mand, der endnu ikke er registreret som far, i de tilfælde hvor mo-
ren dør, inden faderskabet eller medmoderskabet er registreret. Det er fast
praksis, at sådanne sager hastebehandles i Statsforvaltningen, så barnets
rettigheder hurtigst muligt kan sikres.