Folketingets Socialudvalg
Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Tlf. 33 92 93 00
Dato: 22. maj 2014
Fax. 33 93 25 18
Ansvarlig: kpa
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 11. april 2014
følger hermed ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forholds endelige svar på spørgsmål nr. 328 (SOU alm. del).
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Sagsnr. 2014-3304
Spørgsmål nr. 328:
”Hvad vil ministeren gøre for at sætte sagsbehandlingstiden ned i
Ankestyrelsen (jf. forespørgselsdebat om barnets reform F 13 den 10. april)?
Svar:
Det er af hensyn til familiernes retssikkerhed vigtigt, at klager over afgørelser
på det sociale område behandles hurtigt og fagligt kompetent. Derfor er der
også iværksat en stor indsats for at nedbringe sagsbehandlingstiderne i
Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen overtog pr. 1. juli 2013 ansvaret for behandling af klager over
kommunale afgørelser fra de nu nedlagte 5 regionale beskæftigelsesanke-
nævn og 5 regionale sociale nævn. I den forbindelse overtog Ankestyrelsen
samtidig ca. 17.000 verserende sager fra de tidligere nævn, hvoraf flere
sager var mellem 6 til 12 måneder gamle. Ankestyrelsen nedsatte derfor den
2. september 2013 en task force, der målrettet arbejder på at få
færdigbehandlet de verserende sager. Task force-indsatsen er en
ekstraordinær ressourceindsats i Ankestyrelsen, som sker ud over den
ressourceoverførsel, der lå til grund for den politiske aftale om overførslen af
de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen arbejder på at nedbringe sagspuklen hurtigst muligt.
Ankestyrelsen har pr. 1. april 2014 afsluttet 12.816 sager. Det er målet, at
alle overflyttede sager er afsluttet inden 1. juli 2014.