Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-11859
Den 17. oktober 2014
Folketingets Skatteudvalg har i brev af 22. september 2014 stillet følgende
spørgsmål nr. 847 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Jan E. Jørgensen (V).
Spørgsmål nr. 847 (alm. del)
Vil ministeren redegøre for papirfiber-livscyklussen i forhold til genanvendelse af
papir, herunder hvor mange gange disse genanvendes, samt konsekvenserne for
denne livscyklus, når reklame-papirmængden falder som antaget ved vedtagelsen
af reklameafgiftsloven?
Svar
Retur-, eller genbrugspapir, har gennem de seneste årtier haft en tiltagende
betydning som råvare i papirindustrien. Det sker formentlig både ud fra et ønske
om ressourcebesparelser og af økonomiske hensyn i papirindustrien, idet
energiforbruget ved fremstilling af genbrugsmasse, kun er ca. en tredjedel af
energiforbruget ved fremstilling af traditionel masse.
Genanvendelsen foregår ved, at returpapiret opslemmes i vand og omdannes til en
grød af fibre under omrøring. Genbrugsmassen kan anvendes direkte til simple
papirprodukter som f.eks. karton og æggebakker efter rensning for
fremmedlegemer (clips, tegnestifter, tape etc.). Anvendes genbrugsmassen til hvidt
papir skal massen først afsværtes igennem vask eller flotation ved anvendelse af en
række kemikalier (typisk NaOH – natriumhydroxid) og opløsningsmidler.
Afsværtningen kan desuden forbedres med enzymer.
Et problem ved genbrugsmasse er, at fibrene slides ved genanvendelsen. Fibrene
mister en del af deres bindingsevne og fibrene bliver stive. Begge forhold gør, at
papiret mister sin styrke. Derfor kan fibrene normalt kun klare ca. 5 - 6 gange i
"genbrugsmøllen". Det betyder også, at der hele tiden skal tilføres nyt jomfrueligt
papir til kredsløbet.
Genanvendelse af papir fra Danmark sker på et internationalt marked. Fald i
mængden af reklamer som følge af reklameafgiften forventes ikke at ville få
indflydelse på, hvordan papir genanvendes.
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk