PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2013-14
REU Alm.del
Offentligt

Spørgsmål nr. 804 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Justitsministeren

bedes redegøre for, hvorvidt der foreligger

analyser eller udarbejdes analyser, som undersøger de retssik-

kerhedsmæssige aspekter ved at ændre retningslinjerne for,

hvornår straffesager skal behandles som nævningesager.”

Svar:

Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 799 (Alm.

del) fra Folketingets Retsudvalg, medvirker nævninger som udgangspunkt

i straffesager, hvor der bliver spørgsmål om straf af fængsel i 4 år eller

derover. Nævninger medvirker også i straffesager, hvor der nedlægges på-

stand om dom til anbringelse i medfør af straffelovens § 68 i hospital for

sindslidende eller i institution for personer med vidtgående psykiske han-

dicap eller dom til forvaring i medfør af straffelovens § 70. Nævninger

medvirker endvidere i straffesager vedrørende politiske overtrædelser.

Nævninger medvirker dog som udgangspunkt ikke i straffesager vedrøren-

de overtrædelse af straffelovens § 191 om grov narkotikakriminalitet og

sager om grov økonomisk kriminalitet mv. (bl.a. straffelovens § 286).

Endvidere behandles tilståelsessager uden nævninger.

Reglerne om nævningers medvirken fremgår af retsplejelovens § 686, stk.

Nævningers deltagelse i straffesager har gennem årene flere gange været

genstand for nærmere overvejelser. Justitsministeriet kan således f.eks. pe-

ge på, at der som et led i politi- og domstolsreformen (lov nr. 538 af 8. juni

2006) blev gennemført en nyordning af nævningesystemet med henblik på

at sikre en tidssvarende behandling af også de alvorligste straffesager. Ny-

ordningen byggede på Retsplejerådets betænkning nr. 1352/1998 om be-

handling af nævningesager og svarede i det væsentligste til Retsplejerådets

forslag.

De gældende regler om, hvornår en straffesag skal behandles som en næv-

ningesag (retsplejelovens § 686, stk. 4 og 5), bygger dog i vidt omfang på

regler indført allerede med lov nr. 298 af 6. juni 1984 om ændring af rets-

plejeloven (Lægdommere i straffesager, rationalisering af sagsbehandlin-

gen ved domstolene m.v.). Af pkt. 2.6 i de almindelige bemærkninger til

loven (lovforslag L 79 (1983-84 (2. samling)) er der bl.a. anført følgende

om overvejelserne bag ordningen:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

”Retsplejerådets

overvejelser vedrørende

nævningetingets an-

vendelsesområde

findes i betænkning nr. 994/1983, side 68ff. I

forbindelse med behandlingen af dette spørgsmål har rådet på

grundlag af almindelige retsplejeprincipper og erfaringer med

den hidtidige ordning bl.a. foretaget en nærmere vurdering af

fordele og ulemper ved henholdsvis domsmands- og nævninge-

behandling og dermed tilvejebragt grundlag for en stillingtagen

til, hvilken af de to behandlingsformer der bør foretrækkes.

I betænkningen giver retsplejerådet udtryk for, at spørgsmålet

om den nærmere afgrænsning af anvendelsesområdet for næv-

ninger overvejende er et politisk spørgsmål, og betænkningen

indeholder som grundlag for overvejelser af spørgsmålet i folke-

tinget en gennemgang af forskellige muligheder for en udvidet

anvendelse af nævninger. Retsplejerådet har i forbindelse med

denne gennemgang som sin opfattelse givet udtryk for, at næv-

ningebehandling bør forbeholdes de alvorligere straffesager, og

at man med de nuværende regler har en rimelig afgrænsning

mellem domsmandssager og nævningesager. Retsplejerådet fo-

reslår derfor ikke nogen udvidelse af nævningeinstitutionens an-

vendelsesområde.

[…]

En anden af de muligheder, som drøftes i betænkningen (side

81ff.), er i stedet for lovovertrædelsens strafferamme at lade det

være afgørende for, om en sag skal behandles som nævningesag,

hvilken konkret straf anklagemyndigheden under sagen nedlæg-

ger påstand om. Retsplejerådet har i forbindelse hermed givet

udtryk for, at en afgrænsning af nævningesager på grundlag af

den straf, der kan forventes idømt, i princippet vil være bedre

egnet til at udskille de vigtigere straffesager til nævningebe-

handling end et rent strafferammekriterium. Under en ordning,

hvor der lægges vægt på den konkrete straf, vil sager, i hvilken

den faktiske sanktion er af særlig alvorlig karakter, blive be-

handlet ved nævningeting, og nævningebehandling af mindre

alvorligere sager, hvor strafferammen formelt hjemler længere-

varende fængselsstraf, vil ikke komme på tale. […]

Justitsministeriet er enig med retsplejerådet i, at en afgrænsning

af nævningesager ud fra et konkret strafkriterium vil være bedre

egnet til at udskille de vigtigere sager til nævningebehandling

end et strafferammekriterium, og der stilles derfor forslag om

gennemførelse af en sådan ny afgrænsning af nævningesager.

Ved vurderingen af spørgsmålet om, hvilken strafgrænse der bør

gælde under en sådan ordning, må der som anført i retsplejerå-

dets betænkning bl.a. tages hensyn til, at nævningesager er tun-

gere og derfor mere tidkrævende end domsmandssager såvel for

anklagemyndigheden som for domstolene. En vidtgående udvi-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

delse af antallet af nævningesager ville således medføre uheldi-

ge virkninger for sagsbehandlingstiderne og dermed også for va-

retægtsfængslingstiderne og ville være i modstrid med de be-

stræbelser, som igennem de senere år er foretaget med henblik

på at nedbringe de meget lange ventetider ved domstolene, her-

under ikke mindst ved landsretterne. Som det fremgår af retsple-

jerådets betænkning, ville en ordning med en strafgrænse på 3 år

uden vidtgående undtagelser indebære en meget drastisk for-

øgelse af antallet af nævningesager og ville således have de

ovenfor anførte uheldige virkninger.

På den anførte baggrund foreslås der gennemført en ordning,

hvorefter sager, hvor der ikke foreligger tilståelse, normalt skal

behandles ved nævningeting, hvis der er spørgsmål om

straf af

fængsel i 4 år eller derover.

Ligesom ved den foreslåede af-

grænsning af domsmandssager inden for politisagsområdet vil

anklagemyndighedens strafpåstand i de enkelte sager normalt

være afgørende for, om sagen skal behandles ved nævninge-

ting.”