REU, Alm.del - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 56: Spm. om kommentar til artiklen 'Skærpede voldsstraffe slår ikke igennem ved domstolene' fra Altinget den 21. oktober 2013, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 56 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:”Ministeren bedes kommentere artiklen 'Skærpede voldsstraffeslår ikke igennem ved domstolene' fra Altinget den 21. oktober2013, og herunder bedes ministeren redegøre for, hvad han ag-ter at foretage sig, således at idømte straffe svarer til den lov-givning, Folketinget vedtager.”Svar:Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejelovenog færdselsloven (strafskærpelsesloven) blev der gennemført en rækkeændringer af straffeloven, der havde til formål at skærpe straffene for bl.a.vold. Ifølge forarbejderne til loven tilsigtedes det, at straffen i voldssagergennemgående skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til denstraf, der efter hidtidig praksis ville være blevet fastsat af domstolene.I artiklen fra Altinget sættes der med udgangspunkt i en opgørelse af gen-nemsnitsstraffene for bl.a. vold efter straffelovens § 244, § 245 og § 246spørgsmålstegn ved, om straffene for vold er forhøjet i overensstemmelsemed intentionerne bag strafskærpelsesloven, ligesom der peges på, at degennemsnitligt udmålte straffe for vold ligger i den lave ende af de rele-vante bestemmelsers strafferammer.Der henvises i den anledning i det hele til Justitsministeriets svar påspørgsmål nr. 540 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del, 2007-08 (2. sam-ling)), hvori ministeren blev bedt om at kommentere en artikel med titlen:”Dommerne trodser Folketinget i voldssager”, som Altinget bragte den 30.marts 2008. Besvarelsen vedlægges.Som det fremgår af svaret til Retsudvalget, fulgte Rigsadvokaten i åreneefter vedtagelsen af strafskærpelsesloven retspraksis i de sager, der er om-fattet af strafskærpelserne. I en redegørelse i 2007 anførte Rigsadvokatenbl.a., at domstolene gennemgående må anses for at have forhøjet straffenefor overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser i overensstemmelsemed de tilkendegivelser om strafniveauet, der blev udtrykt ved lovændrin-gen i 2002, og at strafskærpelserne således må anses for at være slået igen-nem i praksis.Det fremgår videre af svaret, at ministeriet på grundlag af Rigsadvokatensredegørelser på daværende tidspunkt fortsat var af den opfattelse, at deforudsatte strafskærpelser i sager om vold efter straffelovens § 244, § 2452

og § 246 måtte anses for at være slået igennem i retspraksis.Vedrørende udviklingen i straflængden i voldssager siden 2001 henvisestil tabel 5 i Justitsministeriets Forskningskontors årlige redegørelse om ud-viklingen i antal anmeldelser og i straffenes art og længde for vold:”Tabel5. Den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffefor vold, 2001-2012. I dage.2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012SimpelvoldAlvorlige-re voldSærligalv. voldI alt691887519581213812198721984213871838122884222902229021990201

Der fremgår endvidere bl.a. følgende af forskningskontorets redegørelse:”I 2012 var den gennemsnitlige straflængde for § 245 noget kortere endi 2011. Det må antages at bero på, at sammensætningen af sager det årafveg fra det i de tidligere år. I forhold til niveauet inden strafskærpel-sen i 2002 var straffene for alvorligere vold i 2012 i gennemsnit 7 pct.længere.Den gennemsnitlige straflænge for den særligt alvorlige vold (§ 246)fluktuerer betydeligt, hvilket skal ses på baggrund af et ganske lille an-tal domme årligt. Enkeltstående sager vil dermed kunne influere en heldel på den gennemsnitlige straflængde. Det samme vil fordelingen mel-lem antallet af § 246-sager, der har haft en dødelig udgang, og andre §246-sager gøre, idet straffene i førstnævnte tilfælde er betydeligt længe-re end i sidstnævnte. I 2009, hvor den gennemsnitlige straflængde for §246 var ekstraordinær høj, var der netop særligt mange sager om voldmed døden til følge, idet det drejede sig om 12 af de 18 sager. Også i2012 var der mange sager om vold med døden til følge, idet det drejersig om syv af de ti domme.”Redegørelsen vedlægges i sin helhed.