Retsudvalget har ved brev af 3. januar 2014 (REU alm. del – spørgsmål 387)bedt om min besvarelse af følgende spørgsmål, der er stillet efter ønske fra Pe-ter Skaarup (DF):”Ministrene bedes redegøre for lovgrundlaget for skifterettens afgørelse af,hvem der bestemmer, hvor begravelsen af den 4-årige Rasmus, som blev kvaltaf sin mor, skal foregå. Giver sagen ministrene anledning til overvejelser omeventuelle lovændringer?”

Svar:

Indledningsvis skal jeg meget beklage, at spørgsmålet ikke er besvaret tidlige-re. Det skyldes en fejl i forbindelse med svarets afsendelse fra ministeriet.Det fremgår af § 5, stk. 1, i lov om begravelse og ligbrænding, jf. bekendtgørelsenr. 906 af 25. juni 2013, at anmodning om foretagelse af begravelse eller lig-brænding skal fremsættes over for begravelsesmyndigheden.Af § 5, stk. 2, fremgår, at hvis ikke afdødes nærmeste, den eller de personer el-ler den institution, der hidtil har draget omsorg for den afdøde, eller andrefremsætter anmodning om foretagelse af begravelse eller ligbrænding, skal så-dan anmodning fremsættes af kommunen.Begravelsesmyndigheden afgør på grundlag af den fremsatte anmodning, ombegravelse eller ligbrænding skal finde sted, og om en præst skal medvirke vedbegravelseshandlingen (kirkelig begravelse), eller denne skal foregå udenmedvirken af en præst (borgerlig begravelse), jf. lovens § 7.I lovens § 8, stk. 1, er det bestemt, at ved afgørelse af, om begravelseshandlin-gen skal være kirkelig eller borgerlig, skal ønsker, som afdøde har fremsat eftersit fyldte 15. år, efterkommes.Af lovens § 8, stk. 2, fremgår, at var afdøde ved sin død medlem af folkekirkeneller et trossamfund uden for folkekirken, anses dette som udtryk for et ønskeom kirkelig begravelse, medmindre det modsatte godtgøres.Foreligger der ingen tilkendegivelser fra afdøde med hensyn til de i stk. 1 og 2nævnte spørgsmål, skal ønsker herom fra den, der fremsætter anmodningenom foretagelse af begravelse eller ligbrænding, efterkommes, medmindre enperson, der stod afdøde nærmere, fremsætter et herfra afvigende ønske, jf. lo-vens § 8, stk. 3.Fremsættes der indsigelse mod begravelsesmyndighedens afgørelse afspørgsmålet om, hvorvidt afdøde skal begraves eller brændes, eller om kirkelig

eller borgerlig begravelse, og tages indsigelsen ikke til følge, forelægger begra-velsesmyndigheden spørgsmålet for skifteretten, der træffer afgørelse vedkendelse, der ikke kan kæres, jf. § 9, stk. 1 og 3, i lov om begravelse og ligbræn-ding.Hvis der blandt de efterladte inden begravelsen opstår uenighed om valg afgravsted eller om, hvor en urne skal placeres, kan spørgsmålet herom ligeledesindbringes for skifteretten til endelig afgørelse, jf. § 9, stk. 2 og 3, i lov om be-gravelse og ligbrænding.Vedrørende den konkrete sag kan jeg oplyse, at Kirkeministeriet, Justitsmini-steriet og Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold hardrøftet, om den nugældende lovgivning tager tilstrækkelig højde for usædvan-lige og tragiske sager som denne.På baggrund af drøftelserne på mødet er det min vurdering, at den sagligekompetence til at træffe retligt bindende afgørelser i disse sager er hensigts-mæssigt placeret ved skifteretten. Jeg finder derfor ikke, at der bør fastsættesmere detaljerede regler på området.