Spørgsmål nr. 1461 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Ministeren bedes redegøre for reglerne og kriterierne for at få en
dødsformodningsdom i henholdsvis Norge og Sverige.”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra myndighederne i henholdsvis Norge og Sverige.
1.
Det norske justitsministerium har oplyst bl.a., at de norske regler om
dødsformodningsdomme følger af lov nr. 1 af 23. marts 1961 om for-
svundne personer mv.
I norsk ret skelnes der mellem dødserklæring og dødsformodningsdom.
Når en person er forsvundet under sådanne omstændigheder, at der ikke er
rimelig grund til at tvivle på, at personen er død, kan tingsrettsdommeren
afsige kendelse om dødserklæring med det samme.
I tilfælde, hvor det ikke uden videre kan lægges til grund, at en forsvunden
person er død, kan en sag om dødsformodning tidligst anlægges 10 år ef-
ter, at den forsvundne person sidst har været set i live. I tilfælde, hvor det
er overvejende sandsynligt, at den forsvundne person er død, fordi perso-
nen forsvandt ved en ulykke, krig eller anden begivenhed, som skabte al-
vorlig livsfare, er fristen 1 år.
2.
Det svenske finansministerium har oplyst bl.a., at de svenske regler om
forsvundne personer følger af lov nr. 130 fra 2005 om dødserklæring. Lo-
ven trådte i kraft den 1. april 2005. Kompetencen til at træffe afgørelse om
en dødserklæring overgik samtidig fra de almindelige domstole til ”Skat-
teverket”.
I tilfælde, hvor det er sikkert, at personen er død, kan der umiddelbart ud-
stedes en dødserklæring.
I tilfælde, hvor det er usikkert, om den forsvundne person er død, men
hvor der i betragtning af omstændighederne omkring personens forsvinden
og de øvrige kendte forhold, er en høj grad af sandsynlighed for, at den
forsvundne er død, kan spørgsmålet om dødsformodning tidligst tages op 1
år efter, at personen er forsvundet. Er personen forsvundet i forbindelse
med en naturkatastrofe, en stor ulykke eller under lignende omstændighe-
2