PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2013-14
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

18. juli 2014

Kontor:

Færdselskontoret

Sagsbeh: Marie Louise Skibsted

Als

Sagsnr.: 2014-0030-2371

Dok.:

1247893

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1314 (Alm. del), som Folke-

tingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. juli 2014.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Henning Hyllested (EL).

Karen Hækkerup

Christian Hesthaven

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål nr. 1314 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, hvorfor det fremgår af Justitsmi-

nisteriets hjemmeside, at kommunerne kan udstede lokale par-

keringsbekendtgørelser, der indsnævrer parkeringsmuligheder-

ne for særligt indrettede køretøjer defineret som ”køretøjer,

som på grund af deres indretning er placeret det pågældende

sted af andre grunde end på grund af et behov for at parkere,

f.eks. for at gøre reklame for et produkt, en virksomhed mv. el-

ler med henblik på overnatning”, når ministeren i besvarelse af

spørgsmål 28 (L 54) har oplyst, at kommunerne ikke vil kunne

udstede lokale parkeringsbekendtgørelser, der fastsætter særli-

ge regler om standsning og parkering med autocampere med

en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg., som afviger fra reglerne

for øvrige personbiler?

Og er ministeren i forlængelse heraf enig med Mariagerfjord

Kommune, som i forbindelse med Naturklagenævnets behand-

ling af sag NMK-33-01577 har udtalt følgende: ”En autocam-

per er indregistreret som en personbil, hvorfor en autocamper

må parkere på lige fod med personbiler. Derfor er det lovligt at

parkere en autocamper, også om natten, så længe øvrige regler

overholdes. Der findes ikke generelle regler om forbud mod

overnatning i et parkeret, registreret køretøj. Skellet mellem

parkering (raste) og campering går i stedet ved, at der bliver ta-

le om campering, hvis der sættes fortelt eller lignende på en

parkeret autocamper. Hvis der foretages flere på hinanden føl-

gende overnatninger, betragtes dette også som campering. Der

er således forskel mellem at raste og campere.”

Svar:

Justitsministeriet kan af principielle grunde ikke kommentere den konkrete

sag hos Naturklagenævnet, som der henvises til i spørgsmålet.

Justitsministeriet kan imidlertid oplyse, at det i færdselslovens § 2, nr. 17,

er fastsat, at der i færdselsloven ved parkering forstås enhver hensætning

af et køretøj med eller uden fører. Standsning kortere end 3 minutter,

standsning for af- eller påstigning samt af- eller pålæsning af gods anses

dog ikke for parkering. Et køretøj, som hensættes, fordi det på grund af

uheld eller teknisk fejl ikke er i stand til at fortsætte kørslen ved egen kraft

eller ikke er i stand til at fortsætte kørslen forsvarligt, anses for parkeret,

18 timer efter at det er hensat. De almindelige regler om standsning og

parkering, som gælder for hele landet, er fastsat i færdselslovens §§ 28-31.

Det er i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1 fastsat, at vejbestyrelsen for en

offentlig vej med samtykke fra politiet kan træffe færdselsmæssige be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

stemmelser om parkering og standsning, som indvirker på vejens udnyttel-

se eller indretning, og at kommunalbestyrelsen som vejmyndighed med

samtykke fra politiet kan træffe tilsvarende bestemmelser for en privat fæl-

lesvej omfattet af afsnit III i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, stk. 1

og 2.

I færdselslovens § 92 c, stk. 4, 2. pkt., som blev affattet ved lov nr. 169 af

26. februar 2014 om ændring af færdselsloven og lov om offentlige veje

(Forhøjelse af afgiften for parkering til gene for personer med handicap

m.v. og bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet), er det fastsat, at

foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 1, som ikke er begrænset til en be-

stemt vejstrækning, og som regulerer parkering og standsning med på-

hængskøretøjer, køretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg eller særligt

indrettede køretøjer, eller som alene udvider det område, hvor der lovligt

kan parkeres eller standses, kan offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 21 vedrørende lovforslag

nr. L 54, folketingssamlingen 2013-14, som dannede grundlag for vedta-

gelsen af den nævnte lov nr. 169 af 26. februar 2014, er et køretøj, herun-

der en autocamper, med tilladt totalvægt på højst 3.500 kg ikke at anse

som et tungt køretøj efter bestemmelsen, jf. hermed ordene ”over 3.500

kg”. Autocampere er således i denne sammenhæng køretøjsteknisk side-

stillet med en personbil. Sådanne køretøjer på højst 3.500 kg vil endvidere

normalt ikke være at anse som et ”særligt indrettet køretøj”, men vil dog

efter omstændighederne kunne være det. Der henvises herved tillige til be-

svarelsen af spørgsmål nr. 28 vedrørende lovforslaget.

Formålet med færdselslovens § 92 c, stk. 4, 2. pkt., er som anført i besva-

relsen af spørgsmål nr. 27 vedrørende det nævnte lovforslag at hindre, at

parkeringspladser for de almindelige trafikanter optages af køretøjer, som

er placeret det pågældende sted af andre grunde end på grund af et behov

for at parkere, f.eks. (som følge af den måde køretøjet er indrettet på) for at

gøre reklame for et produkt, en virksomhed eller lignende.

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 28 vedrørende det nævnte lov-

forslag vil kommunerne således ikke med hjemmel i færdselslovens § 92 c,

stk. 4, 2. pkt. kunne fastsætte særlige lokale regler om standsning og par-

kering med autocampere på højst 3.500 kg., som afviger fra reglerne for

øvrige personbiler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det vil bero på en konkret vurdering, om et køretøj er særligt indrettet –

f.eks. med henblik på overnatning



og om det i en konkret situation er

hensat ikke på grund af et behov for at parkere, men derimod f.eks. med

henblik på overnatning, samt om en kommune vil kunne håndhæve et for-

bud herimod fastsat ved lokal bekendtgørelse med hjemmel i færdselslo-

vens § 92 c, stk. 4, 2. pkt. Spørgsmålet vil i sidste instans skulle afgøres af

domstolene.