Retsudvalget 2013-14
REU Alm.del
Offentligt
1383074_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
23. juni 2014
Besvarelse af REU (alm. del)
spørgsmål nr. 1163 af 10. juni
2014 til udenrigsministeren
stillet af Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF).
REU alm. del spørgsmål 1163
Vil ministeren kommentere henvendelsen på det fortrolige REU alm. del
bilag 294, herunder
oplyse, hvad ministerens holdning er til, at borgeren i den konkrete sag de facto er afskåret fra
at få fornyet sit danske pas. Vil ministeren endvidere oplyse, hvorvidt ministeren finder, at en
sådan afskæring af mulighed for at opnå pas er i overensstemmelse med grundlæggende
rettigheder? Vil ministeren endelig oplyse, hvad borgeren efter ministerens opfattelse skal stille
op i den givne situation?
Svar:
Frem til udgangen af 2011 var det muligt for de godt 300 honorære danske konsulater i
udlandet at udstede pas til danske statsborgere. Det betød, at det var muligt at få udstedt et
dansk pas i langt de fleste lande i verden, også i lande hvor der ikke er danske ambassader.
I forbindelse med indførelsen af biometri i danske pas bortfaldt muligheden for at de honorære
konsulater kunne udstede pas, bortset fra nødpas og pas til børn op til 12 år. Det skyldes at der
efter de nugældende regler om pasudstedelse skal optages biometriske data. Det kræver særligt
biometriudstyr. Det er desuden af datasikkerhedsmæssige grunde nødvendigt med krypterede
linjer til det danske pas- og CPR register, som kun de danske ambassader er udstyret med pga af
de meget høje omkostninger.
For fortsat at gøre det muligt at betjene de mange paskunder ude i verden udviklede
Udenrigsministeriets Borgerservice i forbindelse med indførelsen af biometri et mobilt udstyr til
optagelse af biometri, de såkaldte flyvende kufferter. De er siden blevet taget i anvendelse på en
række danske repræsentationer og honorære konsulater, især i lande med mange fast
bosiddende danskere og lande med store afstande, hvor det er vanskeligt eller meget dyrt at
rejse til nærmeste danske ambassade. Udrulningen af flyvende kufferter er af ressourcemæssige
grunde sket gradvist og der er på nuværende tidspunkt ca. 35 i drift rundt omkring i verden.
1
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Som følge af det begrænsede antal danske statsborgere i Venezuela og de store afstande til
nærmeste danske ambassade har det honorære konsulat i Venezuelas hovedstad Caracas hidtil
ikke været omfattet af programmet med de flyvende kufferter, dvs. at biometrioptag til
udstedelse af pas til personer over 12 år ikke har været muligt. Konsulatet har dog som andre
honorære konsulater kunnet bistå med forlængelse af allerede udstedte pas og udstedelse af
nødpas.
En ny dansk ambassade i Venezuelas naboland Colombia er imidlertid under oprettelse og vil
åbne dette efterår. Der vil blive placeret en biometrikuffert til servicering af paskunder i
Colombia og ilandene omkring. Dette vil betyde en lettelse - også for danske paskunder fra
Venezuela, idet både rejsetid og udgifter vil blive væsentlig mindsket. Selve pasansøgningen
behandles inden for ca. 1 time, hvorfor det ikke vil være nødvendigt at opholde sig i længere tid
i landet. Udenrigsministeriets Borgerservice er allerede i kontakt med den pågældende danske
statsborger i Venezuela med henblik på at rådgive om den mest hensigtsmæssige løsning i
sagen. Udenrigsministeriet har ikke hjemmel til at afholde rejseudgifter for borgere i forbindelse
med pasudstedelse, men Borgerservice vil i den konkrete sag rådgive borgeren om mulige
private støttemuligheder, herunder relevante fonde.
2