Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4201-00635
Den 3. november 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 7. oktober 2014 stillet følgende spørgsmål nr. 631 (alm. del), som
hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 631 (alm. del)
Ministeren bedes kommentere det materiale, udvalget har modtaget i forbindelse
med foretræde den 30. september 2014 af Anita og Torben Halbye,
Høvdingsgaard, Mern, vedrørende indsatsen i vandplan 1 på en privat ejendom,
jf. MIU (2013-14) alm. del – bilag 443, 486 og 507.
Svar
Indledningsvist kan jeg oplyse, at rørlagte vandløb genåbnes med det formål at skabe gode
naturmæssige og økologiske forhold på disse vandløbsstrækninger, og for at sikre kontinuitet og
sammenhæng i vandløbssystemerne med henblik at sikre fri vandring af fisk og anden fauna. En
rørlagt strækning kan dermed påvirke mange kilometer vandløb udover selve den rørlagte del.
I de første vandplaner er der i alt forudsat indsatser overfor åbning af rørlagte vandløb på ca. 150 km
ud fra ensartede retningslinjer, som er offentliggjort på Naturstyrelsens hjemmeside. Naturstyrelsen
har oplyst, at den rørlagte strækning, som tilsendte materiale omhandler, opfylder disse retningslinjer
for, hvornår et rørlagt vandløb skal åbnes i medfør af vandplanerne. Det bemærkes i øvrigt, at der i den
øvre del af vandløbet, der ligger i direkte forlængelse af den rørlagte strækning, er fundet et dyreliv og
en række arter, som ikke ville være der, hvis vandløbet var mere eller mindre udtørret hele året.
Hvorvidt indsatsen reelt skal gennemføres i praksis, vil dog afhænge af en nærmere konkret vurdering,
som først gennemføres i forbindelse med kommunernes konkrete udmøntning og planlægning af
indsatsen for første planperiode. Kommunerne vil således skulle indgive ansøgning om tilskud til
forundersøgelse og gennemførelse af projektet og i den forbindelse vurderes den konkrete miljøgevinst
og omkostningseffektivitet af indsatsen. Der er pt. ikke søgt om midler til forundersøgelse eller
gennemførelse af projektet.
Jeg kan afslutningsvist oplyse, at der ikke generelt er grundlag for at udpege vandløb som stærkt
modificeret alene med den begrundelse, at vandløbet er udrettet eller fordi et grøftesystem afvander til
vandløbet.
/
Kirsten Brosbøl
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk