Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4601-00440
14. oktober 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 17. september 2014 stillet følgende
spørgsmål nr. 583 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 583 (alm. del)
For hvilke stoffer fundet i dansk grundvand er der ikke fastsat grænseværdier?
Svar
Der er i forbindelse med grundvandsovervågningen og kontrol med
drikkevandsboringer fundet pesticider, uorganiske sporstoffer såsom nikkel og
arsen, organiske mikroforureninger såsom phenoler og phthalater, nitrat og fosfor.
Der findes en grænseværdi for drikkevandets indhold af alle pesticider, nitrat og
fosfor. Derudover er der grænseværdier for drikkevandets indhold af de
uorganiske sporstoffer og organiske mikroforureninger, som er obligatoriske i
kontrollen på almene vandforsyninger. Herudover er der for en række organiske
mikroforureninger og uorganiske sporstoffer fastsat grundvandskvalitetskriterier
til brug ved offentligt finansierede oprydninger.
I kontrollen af drikkevandsboringer og grundvandsovervågningen er der
enkeltstående fund af organiske mikroforureninger med et
grundvandskvalitetskriterium. Det drejer som om kulbrinter fra olieprodukter og
enkelte opløsningsmidler. Da der alene er tale om enkeltstående fund, er der ikke
fastsat grænseværdier svarende til drikkevand.
Endelig skal nævnes Miljøstyrelsens seneste fund af perfluorstoffer i grundvand
under forurenede grunde, for hvilke stoffer Miljøministeriet er i gang med at
fastsætte drikkevandskrav og grundvandskvalitetskriterier.
For så vidt angår uorganiske sporstoffer er der i drikkevandsboringer og i
grundvandsovervågningen fund af bromid uden hverken drikkevandskrav eller
grundvandskvalitetskriterium. I grundvandsovervågningen er der endvidere fund
af jod, tillige uden et drikkevandskrav/grundvandskvalitetskriterium. Jod tilsættes
til husholdningssalt ud fra sundhedsmæssige forhold. Derfor er det ikke relevant at
fastsætte en grænseværdi for jod i drikkevand.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk