Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4601-00440
14. oktober 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 17.september 2014 stillet følgende spørgsmål
nr. 582 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 582 (alm. del)
Hvilke ændringer i kommunikationen og infrastrukturen vedr. prøveresultater fra
grundvandsovervågningen m.v. giver sagen om fund af organiske fluorforbindelser
i grundvandet anledning til, jf. bl.a. omtalen i artiklen ”Massiv kritik: Giftige
fluorstoffer får Miljøministeriet til at stikke hovedet i busken" på Ingeniørens
hjemmeside den 15. september 2014?
Svar
I artiklen der spørges til, er der omtalt kritik af den måde kommunerne blev
informeret på i det specifikke projekt om PFAS-forbindelser (perfluorerede stoffer)
som jord og grundvandsforurening, som Miljøstyrelsen har fået udført under
teknologiudviklingspuljen for jord og grundvandsforurening. Det bemærkes, at
dette projekt ikke er udført under grundvandsovervågningen.
Jeg ser ikke grund til at ændre i kommunikation og infrastruktur for formidling af
prøveresultater fra grundvandsovervågningen. Resultaterne af
grundvandsovervågningen offentliggøres årligt. På baggrund af
overvågningsresultaterne vurderer Naturstyrelsen, i overensstemmelse med
drikkevandsbekendtgørelsens regler, mindst én gang om året, om kontrollen af
drikkevand skal udvides med nye stoffer. Vurderes det, at kontrollen af
drikkevandet skal udvides med nye stoffer, orienteres kommuner, forsyninger og
laboratorier herom.
Som opfølgning på undersøgelserne af PFAS-forbindelser i jord og grundvand har
Naturstyrelsen indskærpet de eksisterende regler for kontrol af forurenende stoffer
i vandforsyningerne overfor alle kommuner. Der henvises desuden til svar på alm.
del nr. 577 stillet i brev af 15. september 2014 af Per Clausen (EL).
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk