Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. MST-001-11787
NST-4601-00438
Den 7. oktober 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 9. september stillet følgende spørgsmål nr.
558 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per
Clausen (EL).
Spørgsmål nr. 558 (alm. del)
Hvordan vil ministeren sikre, at drikkevandet i Danmark kontrolleres for indhold
af sundhedsskadelige fluorstoffer?
Svar
Jeg har bedt Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen indskærpe overfor kommunerne, at
de skal vurdere risikoen for perfluorstoffer i drikkevandet.
Jeg har desuden bedt Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen om at følge op på
Miljøstyrelsens undersøgelse, jf. svar på spørgsmål nr. 577.
Jeg har forelagt Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen spørgsmålet, der supplerende
kan oplyse at:
”Efter de gældende regler er det allerede i dag kommunalbestyrelsens ansvar
konkret at vurdere, om en vandforsyning skal kontrollere drikkevandet for
fluorstofferne. Kommunerne skal foretage denne konkrete vurdering på baggrund
af viden om vandforsyningens indvindingsområde og de mulige forureningskilder
inden for området.
Vurderingen af, hvilke stoffer som skal indgå i den obligatoriske kontrol med
drikkevandet, baserer sig på resultater fra vand- og naturovervågningsprogrammet
NOVANA, som løbende opdateres for at tage højde for ny viden om bl.a.
forurenende stoffer i vandmiljøet.
Hvis der på arealer findes jordforurening, der udgør en risiko for bl.a.
grundvandet, har jordforureningsloven et system med kortlægning af sådanne
forureninger, der efterfølgende kan blive omfattet af den offentlige indsats mod
jordforurening. Det er regionerne, der i samarbejde med kommunerne står for
kortlægning af arealer, hvor der findes forureningskilder, der kan udgøre en risiko
for bl.a. grundvandet. Igennem sit kortlægningsarbejde har regionerne mange års
erfaring i at finde de brancher, der har brugt miljøfremmede stoffer som f.eks.
klorerede opløsningsmidler, som kan være en trussel mod vores grundvand. Som
det fremgår af svar på spørgsmål nr.562 er regionernes kortlægninger offentligt
tilgængelige på Danmarks Miljøportal via DKjord”.
Kirsten Brosbøl
/
Michel Schilling
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk