Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4101-00692
Den 25. august 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 1. august 2014 stillet følgende spørgsmål nr.
528 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Erling
Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 528 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for, at hvis Natur- og Miljøklagenævnet meddeler afslag
på den ansøgte udflytning af vognmandsvirksomheden fra Nyborg by til fremtidig
placering på den ønskede nedlagte landbrugsejendom, om ministeren så vil tage
lovgivningsmæssig initiativ, herunder ændring af planloven, til at sikre, at den
ønskede udflytning af vogmandsvirksomheden kan gennemføres?
Svar
Da den omtalte sag om udflytning af en vognmandsvirksomhed i Nyborg verserer i
Natur- og Miljøklagenævnet, kan jeg ikke gå ind i sagen, som også handler om at
opføre en 700 m
2
garage/lagerbygning. Jeg vil i stedet forholde mig til den
problematik, som sagen repræsenterer og de muligheder som planloven giver for
etablering og udvidelse af erhvervsvirksomhed i landzone.
I 2013 vedtog Folketinget, på grundlag af en politisk aftale mellem regeringen med
Socialistisk Folkeparti og Konservative Folkeparti og Enhedslisten, en ændring af
planloven med det sigte at skabe nye, enklere og forbedrede muligheder for
helårsbosætning og for realisering af erhvervsinitiativer i vanskeligt stillede dele af
landdistrikterne.
For så vidt angår etablering og udvidelse af erhverv, giver
”landdistriktsbestemmelsen” alle kommuner mulighed for at meddele
landzonetilladelse i vanskeligt stillede landdistrikter til etablering af erhverv i alle
eksisterende overflødiggjorte bygninger (skoler, slagterier, mejerier mv) og for
udvidelse af eksisterende lovlige erhvervsvirksomheder.
Det er aftalt som en del af den politiske aftale, at anvendelse af
landdistriktsbestemmelsen skal evalueres i 2018.
Det er min holdning, at kommunerne må have tid til at anvende bestemmelsen, før
vi kan evaluere den. Jeg har aktuelt ingen planer om at ændre reglerne, men
selvom evalueringen af bestemmelsen først skal ske i 2018, har jeg nu bedt
Naturstyrelsen om løbende at holde mig orienteret om anvendelsen af
bestemmelsen, når der begynder at danne sig et billede af kommunernes brug af
bestemmelsen og ikke mindst Natur- og Miljøklagenævnets praksis.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk