Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4101-00688
15. august 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 1. august 2014 stillet følgende spørgsmål nr.
522 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Hans
Christian Schmidt (V).
Spørgsmål nr. 522 (alm. del)
Vil ministeren venligst redegøre for, hvor gammel en observation maksimalt bør
være, førend observationen uden videre kan lægges til grund i sagsbehandlingen i
forbindelse med udpegning af beskyttede naturområder?
Svar
Jeg lægger i nedenstående besvarelse til grund, at spørgsmålet relaterer sig til
udpegningen af beskyttede Natura 2000-områder og ikke til beskyttede
naturområder omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, hvor der alene foretages en
vejledende registrering.
Habitatdirektivet fra 1992 forpligter medlemslandene til at udpege et netværk af
beskyttede Natura 2000-områder på baggrund af visse af direktivets bilag med
lister over naturtyper og arter af særlig EU-betydning. Miljøministeriet udpegede
hovedparten af områderne i 1998, men på baggrund af åbningsskrivelser fra
Kommissionen blev der efterfølgende udpeget flere områder, således at
Kommissionen i 2004 godkendte den danske udpegning af Natura-2000-områder
på land.
Miljøministeriet udpegede Natura 2000-områderne efter forudgående offentlig
høring. Høringen omfattede en angivelse af, hvilke naturtyper og arter, som de
enkelte områder blev udpeget for at beskytte.
Udpegningerne er foretaget ud fra den bedst tilgængelige viden om forekomsten af
naturtyperne og arterne på tidspunktet for udpegningen.
Der er løbende foretaget vurderinger af alle Natura2000 områder og efter behov
justeringer af udpegningsgrundlaget for at sikre overholdelse af EU-forpligtelsen
og anvendelse af de nyeste tilgængelige data.
Forud for udarbejdelsen af de gældende statslige Natura 2000-planer for 2011-15
blev datagrundlaget opdateret på baggrund af det nationale overvågningsprograms
løbende overvågning og kortlægning af arter og naturtyper i Natura 2000-
områderne.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk