Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-11413
7. juli 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 13. juni 2014 stillet følgende spørgsmål nr.
479 (alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 479 (alm. del)
Er ministeren tilfreds med inddragelsen af de førende eksperter i Danmark i
vurderingen af støj fra vindmøller, når man har valgt ikke at inddrage eksperter fra
Ålborg Universitet eller fra DASAM, som det var tilbudt i deres høringssvar om
støj fra vindmøller?
Svar
Forud for den offentlige høring af den reviderede vindmøllebekendtgørelse i
november 2011 arrangerede Miljøstyrelsen en “teknisk forhøring”, hvor grundlaget
for de nye regler om lavfrekvent støj blev drøftet i en kreds af interesserede
eksperter, herunder akustikerne fra Aalborg Universitet og vindmølleindustriens
støjeksperter.
Ved den offentlige høring kom der bemærkninger fra 38 høringsparter, og deres
kommentarer kan i store træk inddeles i tre grupper:
1. Landsforeningen Infralyd & Miljø, Aalborg Universitet, Riddertofte
Beboerforening og Kappelgruppen, Landsforeningen for bedre Miljø,
Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller, og Dansk Selskab for
Arbejds- og Miljømedicin. Disse mente at støjreglerne for vindmøller ikke
var tilstrækkeligt restriktive og foreslog forskellige punkter, hvor reglerne
både for lavfrekvent støj og for den almindelige støj skulle skærpes.
2. DI, Vindmølleindustrien, Dansk Energi, og Danmarks Vindmølleforening,
som mente at reglerne om lavfrekvent støj var for restriktive og burde
lempes.
3. Kommuner, KL, de to konsulentvirksomheder Delta og Grontmij samt
Godkendelsessekretariatet for Vindmøller, som foreslog tekniske
ændringer og præciseringer.
Jeg er tilfreds med, at alle, som ønskede at bidrage i høringsfasen, blev inddraget. I
overensstemmelse med sædvanlig procedure har Miljøstyrelsen sammenfattet
høringssvarene og givet faglige kommentarer hertil. Høringsnotatet, der gør rede
for de faglige vurderinger, har således ligget til grund for tilslutning til
bekendtgørelses-ændringerne fra parterne bag aftalen om det nationale testcenter
for vindmøller i Østerild.
Aalborg Universitet har også været søgt inddraget i arbejdet på anden vis. Jeg kan i
den forbindelse henvise til mit svar på alm. del-spørgsmål 477 og den til svaret
vedlagte korrespondance.
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk