Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4101-00666
Den 1. juli 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 3. juni 2014 stillet følgende spørgsmål nr.
447 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per
Clausen (EL).
Spørgsmål nr. 447 (alm. del)
Vil ministeren tage initiativ til at præcisere indholdet af den gældende fredning på
Værnengene over for Ringkøbing-Skjern Kommune og lodsejerne, og vil
ministeren om nødvendigt tage initiativ til at rejse en ny fredningssag for
området?
Svar
Naturstyrelsen har oplyst mig om, at der i løbet af det seneste års tid allerede har
været afholdt møde og i det hele taget været dialog mellem Ringkøbing-Skjern
Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og
Naturstyrelsen om forståelsen af fredningen og de øvrige reguleringer af
Værnengene. Naturstyrelsen deltager naturligvis også fremover gerne i dialog
herom. Men det er kommunen, der som tilsynsmyndighed for fredninger skal
håndhæve fredningens konkrete bestemmelser, og det er det lokale fredningsnævn
samt Natur- og Miljøklagenævnet, der har kompetencen til at fortolke fredningens
bestemmelser.
Jeg er samtidig bekendt med, at der foreligger en ny afgørelse fra Natur- og
Miljøklagenævnet, hvoraf det fremgår, at visse arealer i Værnengene er omfattet af
§ 3 i naturbeskyttelsesloven, og at det betyder, at en verserende sag i området er
hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Jeg ser derfor ikke på nuværende
tidspunkt grund til at rejse en ny fredningssag for området.
Kirsten Brosbøl
/
Sven Koefoed-Hansen
Miljøministeriet
•
Børsgade 4
•
1215 København K
Tlf. 72 54 60 00
•
Fax 33 32 22 27
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk