Folketingets Miljøudvalg har i brev af 24. april 2014 stillet følgende spørgsmål nr.338 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Karsten Lauritzen (V).

Spørgsmål nr. 338 (alm. del)

Af ministerens svar på MIU alm. del - spm. 269 om strandbeskyttelseslinjenfremgår, at der vil kunne meddeles flere dispensationer på de områder, hvorNatur- og Miljøklagenævnet ikke har etableret en fast praksis, hvisdispensationenikke strider mod lovbemærkningerne. Vil ministeren redegøre forhvilke områder,der ikke er omfattet af en fast praksis fra Natur- og Miljøklagenævnet, og hvordetderfor er muligt at bruge dispensationsmuligheden mere aktivt?

Svar

Naturbeskyttelsesloven giver Naturstyrelsen en skønsmæssig beføjelse til atdispensere fra forbuddet mod ændringer inden for strandbeskyttelseslinjen,menkun i ”særlige tilfælde”. Det betyder, at ansøgeren skal give en særlig begrundelsefor at fravige forbuddet.Formålet med dette er ifølge lovens forarbejder, at forbuddet kun skal kunnefraviges helt undtagelsesvist.Myndighederne har igennem en meget lang årrække – siden loven blev indført i1937 - gennem tusindvis af sager udviklet en praksis i forskellige sagstyper, someksempelvis ernævnt i bilaget til svar på alm. del spørgsmål269.Afgørelserneomfatter de mest almindeligt forekommende sagstyper ombyggeri, ombygninger, terrænændringer, terrasser, trapper, hegn, rekreative anlægmv. Natur- og Miljøklagenævnets praksis omfatter både dispensationer og afslag.Nævnets praksis sætter sammen med loven rammen for Naturstyrelsensadministration.Det er i sagens natur ikke muligt lave en udtømmende liste over sagstyper, somikke er omfattet af en fast praksis, da sagstyperne i realiteten er ubegrænsede.