Notat om strandbeskyttelseslinjen - indhold og administration

Naturbeskyttelseslovens § 15 indeholder et forbud mod tilstandsændringer, dvs.for eksempel opførelse af byggeri, etablering af hegn, terrænændringer,beplantning mv. inden for strandbeskyttelseslinjen. En tilsvarende bestemmelsefindes i § 8 om klitfredning (Vestjyllands kyst).

Formål og baggrund

Formålet med strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen er at sikre en generelfriholdelse af strandene og de bagvedliggende kystområder mod indgreb, derændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Klitfredningen sikrer derudover, atder ikke opstår sandflugt eller risiko herfor.Reglerne betyder, at kysterne holdes åbne og friholdes for nyt byggeri, tilplantningog tekniske anlæg mv. Den eksisterende bebyggelse fastholdes som udgangspunkt idet nuværende omfang. Med beskyttelsen varetages også biologiske hensyn, derbeskytter plante- og dyrelivet.Reglerne sikrer også de rekreative interesser, idet strandene er åbne foroffentlighedens adgang og ophold med mulighed for friluftsliv.Strandbeskyttelseslinjen har været gældende fra 1937. Klitfredning har eksisteretpå den jyske vestkyst i flere hundrede år og skal sikre mod sandflugt.Beskyttelsen har været fastholdt siden af skiftende regeringer, og reglerne er stortset aldrig blevet lempet. (I 2004 blev der indsat en undtagelsesbestemmelse ommindre vedligeholdelsesarbejder på bygninger, herunder udskiftning af vinduer ogtage. Bestemmelsen var reelt en lovgivningsmæssig præcisering af i forvejengældende ret, hvor almindelig vedligeholdelse efter praksis ikke vardispensationskrævende.)

Hvor er linjerne

Strandbeskyttelsen gælder for strandbredden og for arealerne mellemstrandbredden og en 300 m linje. I sommerhusområder en 100 m linje.Klitfredningen kan omfatte større arealer, der har været klitfredet efter dentidligere sandflugtslov.Med lovændringen i 1994 blev beskyttelsen generelt udvidet fra 100 m til 300 m,og linjen blev lagt fast ved registrering i matriklen, så den ikke længere vardynamisk. Fastlæggelsen af linjen skete konkret ved den såkaldteStrandbeskyttelseskommission, og de nye beskyttelseslinjer trådte i kraft iperioden 2000- 2003 med en bekendtgørelse for hvert amt.

Hvad betyder linjen

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder, at der bl.a. ikke må opføresbebyggelse, opstilles campingvogne, etableres hegn eller beplantning, foretagesterrænændringer samt udstykning mv., hvorved der fastlægges nye skel.

Der gælder forskellige undtagelser for havne og havnearealer, forsvarsanlæg mv.,for jordbrugs- og fiskerierhvervets driftsbygninger mv. Det betyder f.eks., atbyggeri på havne til havneformål kan ske uden tilladelse, og tilsvarende byggeri tilforsvarsformål på forsvarsanlæg.Genplantning af skovarealer og beplantning i eksisterende haver kan også skeuden tilladelse, og forbuddet omfatter heller ikke sædvanlig hegning påjordbrugsejendomme eller landbrugsmæssig drift, bortset fra tilplantning somf.eks. juletræer. Mindre vedligeholdelsesarbejder, f.eks. udskiftning af tag ogvinduer, kan udføres uden dispensation, når bygningshøjden ikke forøges eller kuni ubetydeligt omfang.

Dispensation

Naturstyrelsen kan meddele dispensation (§ 65). Afgørelsen (afslaget ellerdispensationen) kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.Efter lovens ordlyd kan dispensation kun meddeles i ”særlige tilfælde”. Der skalifølge lovens forarbejder være særlige forhold, der taler for en dispensation. Detfremgår endvidere, at dispensationsadgangen skal administreres restriktivt.Lovens bemærkninger omtaler en række situationer, hvor der forudsættes enlempeligere vurdering, som f.eks. en række lempelser i den udvidede zone (100-300 m), for små øer, udvidelser af helårshuse mv.Ifølge lovbemærkningerne og praksis spiller hensynet til præcedens en vigtig rolle ivurderingen af ansøgningerne.

Naturstyrelsens administration

Naturstyrelsen træffer afgørelser i sager om dispensation fra strand- ogklitfredningsreglerne på baggrund af forudgående konkrete ansøgninger eller ilovliggørelsessager efterfølgende, når der er konstateret et ulovligt forhold(bebyggelse og anlæg opført uden forudgående dispensation).Naturstyrelsen er efter loven forpligtet til at foranledige, at ulovlige forholdlovliggøres enten ved en dispensation eller fysisk ved fjernelse. I lovliggørelsesagerskal styrelsen som udgangspunkt vurdere sagen, som i de tilfælde, hvor der påforhånd var indgivet en ansøgning.Lovliggørelsessagerne udgør en ret stor andel af den samlede sagsmængde, idetstyrelsen, primært ved anmeldelser, bliver gjort bekendt med et muligt ulovligtforhold. I mindre omfang bliver styrelsen selv opmærksom på ulovlige forhold, nårstyrelsen i anden anledning er på en ejendom f.eks. på besigtigelse i forbindelsemed en ansøgning om dispensation. Naturstyrelsen gennemfører herudover ikkeopsøgende tilsyn.Naturstyrelsen vurderer de konkrete dispensationssager i forhold til loven samtlovens bemærkninger.Naturstyrelsen følger desuden løbende med i Natur- og Miljøklagenævnetsafgørelser i strand- og klitsagerne, fordi nævnet heri fastlægger retningslinjer, somstyrelsen er forpligtet til at administrere efter.

Sagstyperne

Der er mange forskellige typer af sager. Nogle af de hyppigst forekommende, hvorudgangspunktet efter lovgivning og praksis er, at der normalt kan meddeles endispensation, hvis afgørende landskabelige hensyn ikke taler imod, er f.eks.:- Faciliteter til støtte for friluftslivet, f.eks. stier, shelters, toiletbygninger,formidling, bænke, p-pladser mv.- Ombygninger, renoveringer, tilbygninger og genopførelse af helårshuse iden udvidede zone.2

Lovgivningen forudsætter en mere lempelig praksis for så vidt angår anlæg mm,der vil komme en bredere kreds af offentligheden til gode til f.eks. rekreativeformål.Nogle af de sagstyper, hvor der efter lovgivning og praksis normalt bør meddelesafslag på dispensation er f.eks:- Nye bygninger eller bebyggelse, hvor der ikke tidligere har været bebygget.- Solceller på terræn- Udvidelser af haveanlæg- HegnIsoleret set kan sagens genstand, f.eks. en terrasse, fremstå som entilstandsændring, der umiddelbart er af mindre betydning for beskyttelsen afkysterne. Men uden en særlig begrundelse for dispensationen, vil den kunne fåpræcedens for en lang række andre lignende sager.Af lovens ordlyd og bemærkninger fremgår det således, at administrationspraksisfor så vidt angår strandbeskyttelses – og klitfredning skal være restriktiv. Detfremgår således af ordlyden, at der skal være tale om et ”særligt tilfælde”.Naturstyrelsen kan desuden henvise til bemærkningerne til ”Kystloven”(L191/1993), hvoraf det fremgår, at ”Den hidtidige meget restriktiveadministration af beskyttelseslinien, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3,forudsættes opretholdt.”At der er tale om en restriktivt administreret forbudsbestemmelse afspejles også iNatur- og Miljøklagenævnets praksis.Netop for så vidt angår f.eks. terrasser har nævnet igennem en lang række af sagerlagt en ret præcis linje. Af nævnets afgørelser fremgår således følgenderetningslinje:”EfterNatur- og Miljøklagenævnets praksis dispenseres inden forstrandbeskyttelseslinjen alene til mindre terrasser i plan med terrænet og idirekte tilknytning til beboelsen.”I 2013 blev styrelsens dispensation til en terrasse på 70 m2i en konkret sag ændretaf nævnet, således at der alene kunne etableres en terrasse på 35 m2. Nævnetanførte i den forbindelse bl.a. følgende:”Deter Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at den meddelte dispensationgår ud over, hvad der almindeligvis bør dispenseres til arealmæssigt, idetnævnets praksis alene omfatter mindre terrasser i tilknytning til beboelsen.Natur- og Miljøklagenævnet finder ikke, at der i sagen gør sig særlige forholdgældende, som kan begrunde en dispensation til en terrasse af den ansøgtestørrelse og med den ansøgte placering, hvorfor det ansøgte ikke kanimødekommes. Der er også lagt vægt på, at en dispensation til en terrasse på 70m� indenfor strandbeskyttelses-linjen vil kunne få en uønsket præcedensvirkningi tilsvarende sager.”

Administration af dispensationsadgangen

I 2013 blev der meddelt dispensation i 2 ud af 3 tilfælde, hvilket relativt set erforholdsmæssigt mange, når man tager i betragtning, at der er tale om en3

forbudsbestemmelse, som loven i udgangspunktet forudsætter administreretrestriktivt.Adgangen til at meddele dispensation i endnu flere sager end hidtil inden forrammerne af den nugældende lovgivning foreligger kun i de sager, hvor der ikke iklagenævnet er en fast praksis for afgørelsen af den pågældende sagstype, ellerhvor dispensation ikke kommer i strid med de retningslinjer fordispensationsadgangen, som er nærmere beskrevet i lovbemærkningerne.I nogle sagstyper har nævnet en meget langvarig, fast praksis. Det gælder f.eks.terrasser, som nævnt ovenfor, udvidelser af sommerhuse og opførelse afskure/udhuse/garager i tilknytning til beboelse mv.Som følge af den hierakiske rangorden mellem Naturstyrelsen som 1. instans ogNatur- og Miljøklagenævnet som 2. instans, hvorefter styrelsen er forpligtet til atfølge nævnets praksis, vurderer styrelsen det ikke muligt inden for gældendelovgivning at ændre afgørende på praksis på områder, hvor nævnet har en sådanfast praksis.

NOTAT