Folketingets Miljøudvalg har i brev af 21. februar 2014 stillet følgende spørgsmålnr. 164 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fraikkemedlem (MFU) Karsten Lauritzen (V).

Spørgsmål nr. 164 (alm. del)

Vil ministeren, som opfølgning på besvarelsen af S 975 og S 976 den 19. februar2014, redegøre for udfaldet af undersøgelsen af, hvorvidt planlovensmuligheder for at give dispensationer udnyttes til fulde, og om der er noglefælles træk for de sager, hvor man vælger ikke at give dispensation?

Svar

S 975 og S 976 handler om adgangen til at dispensere fra strandbeskyttelseslinjen.Strandbeskyttelseslinjen er reguleret i naturbeskyttelsesloven og ikke i planloven.Strandbeskyttelseslinjen er en forbudsbestemmelse på generelt 300 m fra kysten,hvor der efter loven skal foreligge særlige omstændigheder, før der kan meddelesdispensation. Naturstyrelsen meddeler hvert år hundredvis af dispensationer, og i2013 er der meddelt dispensation i 2 ud af 3 dispensationssager.Jeg må således konstatere, at der er gode muligheder for at få dispensation. Menjeg har bedt Naturstyrelsen redegøre for, hvorvidt mulighederne udnyttes fuldt ud.Naturstyrelsen har over for mig redegjort for, at styrelsen i sin administration påområder, hvor Natur- og Miljøklagenævnets praksis er velkendt, selvsagt læggersig tæt op ad nævnets praksis.Et fællestræk for de sager, hvor styrelsen normalt meddeler afslag på dispensationer sager, hvor Natur- og Miljøklagenævnet har en fast praksis, f.eks. fritliggendeeller hævede terrasser, udvidelser af sommerhuse mv.I de tilfælde, hvor nævnets praksis er sparsom eller mindre retningsgivende erstyrelsens grundlag for at træffe afgørelse alene loven og dens bemærkninger. Jeghar indskærpet over for Naturstyrelsen, at det råderum, som er for at meddeledispensation skal udnyttes fuldt ud inden for lovgivningens rammer.