Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
Fax
E-mail
Web
:
:
:
:
33 92 33 70
33 91 33 88
www.kum.dk
15. oktober 2014
Folketingets Kulturudvalg har den 25. juni 2014 stillet mig følgende spørgsmål, nr. 200
(Alm. del), som jeg hermed fremsender mit endelige svar på.
Spørgsmål:
I svar på KUU alm. del - spm. 87 oplyses, at befolkningen skal have adgang til DRs
indhold, og at dette sikres ved, at DR forestår egen distribution. Er ministeren enig i, at
de kommercielle aktører ikke kan løfte denne opgave - og kunne man forestille sig ud
fra et bredere samfundsmæssigt og økonomisk perspektiv, at staten med fordel kunne
lade kommercielle distributører distribuere DRs indhold? Mener ministeren, at DR
anvender ressourcerne, så det giver mest værdi for danskerne, ved at distribuere eget
indhold eller ved at producere public service indhold?
Svar:
Det er min opfattelse, at det følger af DR’s licensfinansiering, at DR’s tv-kanaler skal
kunne distribueres ”free to air”. Af DR’s gældende public service-kontrakt for 2013-2014
fremgår bl.a., at DR’s tv-kanaler mv. distribueres ”free to air” via de digitale tv-
sendemuligheder, der er tildelt I/S DIGI-TV i henhold til tilladelse fra Radio- og tv-
nævnet samt tillæg hertil. Det fremgår endvidere af kontrakten, at kanalerne
herudover kan stilles til rådighed for distribution via øvrige distributionsplatforme
(satellit, kabel, internet mv.) med henblik på at gøre kanalerne tilgængelige for en så
stor del af befolkningen som muligt.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at det er aftalt i den mediepolitiske aftale for 2015-2018,
indgået den 26. juni 2014 mellem alle Folketingets partier, at DR anmodes om at
undersøge fordele og ulemper ved, at DR indhold distribueres via
tredjemandsplatforme, herunder kommercielle streamingtjenester, og at DR nærmere
skal redegøre herfor overfor medieaftalekredsen med henblik på stillingtagen hertil i
forbindelse med den kommende public service-kontrakt.
Marianne Jelved
Dok. nr. 2247550