Kommunaludvalget 2013-14
KOU Alm.del
Offentligt
1391938_0001.png
Folketingets Kommunaludvalg
Sagsnr.
2014 - 17746
Doknr.
159988
Dato
18-08-2014
Folketingets Kommunaludvalg har d. 29.07.2014 stillet følgende spørgsmål nr. 116
(alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 116:
Med henvisning til artiklen i Fyens Stiftstidende den 28. juli 2014, 2. sektion, side 8-9,
om kommuners fællesindkøb, bedes ministeren svare på, om ministeren er enig i, at
fællesindkøbsaftaler bør være en mulighed og ikke tvang; d.v.s. en fri tilvalgs- og fra-
valgsordning, således at man lokalt kan have fokus på både at få de bedste priser og
samtidig tilgodese, at lokale virksomheder og butikker praktisk kan deltage og byde
ind på opgaverne, og dermed deltage i konkurrencen om opgaverne og leverancerne.
Svar:
Jeg er optaget af, at kommunerne køber bedst og billigst ind, og dette kan understøt-
tes af såvel forpligtende fælles indkøbsaftaler som kommunernes egne udbud. Det
afhænger helt af det konkrete indkøbsområde. Der er i udgangspunktet store gevin-
ster at hente ved at samarbejde om indkøb. Dette afspejles også i de seneste års
økonomiaftaler, hvor regeringen og kommunerne er enige om at styrke de fælles-
kommunale indkøb.
Fællesindkøb Fyn er et eksempel på, at en række kommuner frivilligt er gået sammen
i et forpligtende indkøbsfællesskab med det formål at opnå konkurrencedygtige priser
og vilkår ved indkøb og at forenkle og effektivisere indkøbsarbejdet. Hermed kan
kommunerne frigive ressourcer, der kan prioriteres til andre kommunale opgaver.
Det er i udgangspunktet kommunen, som beslutter, hvad der skal lægges vægt på i
forbindelse med et indkøb. Det kan være leveringstid, kvalitet, bæredygtighed, ny-
tænkning, totaløkonomiske omkostninger mv.
Kommunen har også mulighed for at tilrettelægge indkøbet, så små og mellemstore
virksomheders interesse i at deltage i udbuddet øges, eksempelvis ved at opdele kon-
trakten i delkontrakter. Endvidere er det muligt for interesserede virksomheder at ind-
gå i et konsortium med andre virksomheder, hvis de ikke selv kan løfte den udbudte
opgave eller leve op til de krav, der stilles i udbuddet. Det er dog ikke muligt at favori-
sere lokale leverandører, da det er i strid med ligebehandlingsprincippet i udbudslov-
givningen m.v. at forskelsbehandle på baggrund af geografiske tilhørsforhold.
Med venlig hilsen
Margrethe Vestager