Folketingets Kommunaludvalg
Sagsnr.
2014 - 17746
Doknr.
159988
Dato
18-08-2014
Folketingets Kommunaludvalg har d. 29.07.2014 stillet følgende spørgsmål nr. 115
(alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 115:
Med henvisning til artiklen i Fyens Stiftstidende den 28. juli 2014, 2. sektion, s. 8-9, om
kommuners fællesindkøb, bedes ministeren, i det omfang det er muligt, redegøre for
og give sin vurdering af de økonomiske gevinster og evt. tab ved kommunale fælles-
indkøbsaftaler, og samtidig bedes ministeren give sin vurdering af i hvor stort omfang
det skader mindre lokale virksomheder og butikker, når de ikke har mulighed for at
byde på de store udbud.
Svar:
Der er en række erfaringer og analyser, som peger på, at fællesindkøb giver økono-
miske gevinster. Finansministeriet og KL gennemførte i 2011 en analyse af det kom-
munale varekøb, som viste, at kommunerne kan spare mellem 1 og 2 mia. kr. om året,
hvis kommunerne udnytter mulighederne for fællesindkøb og køber ind som de bedste
kommuner. Dette effektiviseringspotentiale blev vurderet reelt at være endnu større,
da analysen kun omfattede ca. halvdelen af det kommunale varekøb og ikke omfatte-
de køb af tjenesteydelser.
Analysen peger ligeledes på, at indkøbsaftaler indgået af indkøbsfællesskaber og
indkøbscentraler typisk har lavere priser end de indkøbsaftaler, som kommunerne har
indgået alene. Det viser, at de bedste priser og mest effektive indkøb opnås gennem
fælles og forpligtende udbud med stor volumen og en høj grad af standardisering af
sortimentet.
Blandt andet på denne baggrund er der i forlængelse af økonomiaftalen for 2012,
etableret en række koordinerede og forpligtende indkøbsaftaler for kommunerne i regi
af Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI). Erfaringerne fra de første tre bøl-
ger af udbud er positive, og der er opgjort et samlet besparelsespotentiale på 730 mio.
kr. i aftalernes løbetid.
Eksempelvis har SKI i 2014 udbudt en kommunalt forpligtende aftale for telefoni og
mobilt bredbånd med et samlet besparelsespotentiale på 290 mio. kr. i aftalens løbe-
tid.
Erfaringerne fra staten viser ligeledes, at der er store gevinster ved at forpligte, koor-
dinere og standardisere indkøbet gennem Statens Indkøbsprogram. Statens Indkøbs-
program har samlet set effektiviseret det statslige indkøb med godt 1,3 mia. kr. årligt
fra 2014 i de første otte faser af indkøbsprogrammet. Hertil kommer effektiviseringer i
de selvejende statslige institutioner.