Kirkeudvalget har ved brev af 14. oktober 2013 (KIU alm. del – spørgsmål 2)bedt om min besvarelse af spørgsmål:”Ministeren bedes redegøre for og præcisere reglerne om ændring af kirkerumog nedlæggelse af kirker, da der åbenbart er stor usikkerhed omkring dem ifolkekirken”

Svar:

Jeg kan oplyse, at hjemlen til at nedlægge en kirke er fastsat i § 2, stk. 1, i lov omfolkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. Det fremgår af bestemmelsen, at”Opførelse af kirker og nedbrydning af kirker skal godkendes af kirkeministe-ren” (ministeren for ligestilling og kirke).Nedbrydningen omfatter både den egentlige fysiske tilintetgørelse af en kirkesamt nedlæggelse, hvor kirken tages ud af brug som kirke. Retsvirkningen af, aten kirke tages ud af brug, er, at kirkebygningen ikke længere er omfattet af denkirkelige lovgivnings beskyttelsesbestemmelser. I princippet vil en tidligerekirkebygning være som en hvilken som helst anden bygning, med mindre derer tale om en middelalderkirke.I henhold til en retssædvane sker den formelle nedlæggelse af en kirke ved kgl.resolution efter indstilling fra ministeren for ligestilling og kirke.Der er ikke herudover fastsat særskilte regler om, hvem der kan indstille ellergodkende, at en kirke nedlægges, og der er endvidere ikke fastsat regler om,hvordan ministeren skal nå frem til sin beslutning om at indstille til Dronnin-gen, at en kirke skal lukkes, i tilfælde, hvor der er uenighed mellem menigheds-rådet og biskoppen.I de konkrete kirkelukningssager fra Københavns Stift blev afgørelserne såle-des truffet på baggrund af et forvaltningsmæssigt skøn, hvor der blev foretageten afvejning af de forskellige og individuelle hensyn, idet ministeren efter dealmindelige forvaltningsretlige regler har pligt til at sørge for, at sagen er oplysttilstrækkeligt, og at de kriterier, der lægges vægt på, er lovlige og saglige.Der blev i afgørelserne lagt vægt på, at menighedsrådet har en særlig centralrolle i folkekirken, og at der derfor bør foreligge særdeles stærke og vægtigehensyn for at gå imod et menighedsråd, som ikke ønsker kirken lukket.Menighedsrådet har dog ingen vetoret i medfør af § 2, stk. 1, (eller anden lov-givning) i spørgsmålet om lukning af en kirke. En vetoret forudsætter generelt,at der er fastsat en klar og tydelig hjemmel. Der er tradition for, at menigheds-rådet bliver hørt i forskellige sammenhænge, og i overensstemmelse hermed

blev samtlige berørte menighedsråd også hørt i kirkelukningssagerne fra Kø-benhavns Stift.I forbindelse med at en kirke tages ud af brug, skal der samtidig tages stillingtil, hvad der skal ske med kirkebygningen, herunder om kirkebygningen skalafhændes eller om der skal ske en ombygning.Det er ministeren for ligestilling og kirke, som skal godkende, at en kirkebyg-ning sælges i de tilfælde, hvor kirken er selvejende og under menighedsrådetsbestyrelse. Dette er fastsat i § 21, stk. 3, i lov om folkekirkens økonomi.I kirkelukningssagerne fra Københavns Stift blev stiftsøvrigheden over Køben-havns Stift bemyndiget til at godkende varetagelsen af de opgaver, som er for-bundet med salget, herunder godkendelse af den skriftlige aftale, som fastsæt-ter de retningslinjer, der skal gælde for salget (formidlingsaftalen), herunderaftale om købsprisen (salgsprovenuet), samt den endelige aftale mellem me-nighedsrådet og køberen om salget af ejendommen (købsaftalen).Når en kirke således er nedlagt er der – med de eventuelle begrænsninger i an-vendelsen, som en bygningsfredning indebærer – som udgangspunkt ikke no-gen begrænsninger i, hvad bygningen kan anvendes til. Bygningens arkitektur,beliggenhed og almene tilstand vil naturligt sætte rammer i form af mulighederog begrænsninger for, hvad kirkebygningen kan anvendes til, hvis den ikkelængere skal være kirke. Der er således ikke noget til hinder for, at en nedlagtkirkebygning overgår til et rent verdsligt formål.I de tilfælde, hvor kirkebygningen fx hjemfalder til Kirkefondet, såfremt kirkentages ud af brug som kirke, godkender ministeren for ligestilling og kirke, atkirken lukkes, men ministeren har ingen kompetence i forhold til den fremtidi-ge anvendelse af bygningen, da kirken hjemfalder til Kirkefondet som ejer. Nårkirken således er nedlagt som kirke, er den helt ude af det folkekirkelige sy-stem.For så vidt angår anvendelsen af de kirkebygninger, som i sin tid er blevet op-ført med tilskud fra kommunal side, har ministeren ikke nogen kompetence, dakommunen i skødet vil være anført som ejer. Det er således den pågældendekommune, som skal træffe beslutning om, hvorvidt kommunen ønsker at gørebrug af bygningen eller grunden, og i givet fald til hvilket formål.Vedrørende kirkens vedligeholdelse og brug, så længe kirken er i brug som kir-ke, kan jeg oplyse følgende:Det er det lokale menighedsråd, som sørger for vedligeholdelse af kirken ogdens inventar og udsmykning. Dette er fastsat i § 3, stk. 1, i lov om folkekirkenskirkebygninger og kirkegårde.Det er således det enkelte menighedsråd, som har det grundlæggende ansvarfor, at bl.a. sognets kirke bliver holdt i god stand, og at den kan tjene det for-hold, som den er beregnet til.Istandsættelse af kirkebygninger, der er over 100 år gamle eller er undergivetsærligt tilsyn i henhold til lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårdekapitel VI, skal godkendes af stiftsøvrigheden. Stiftsøvrigheden skal således ik-

ke godkende forslag til istandsættelse af kirkebygninger, der er under 100 årgamle, og menighedsrådet kan med hensyn til sådanne kirker gennemføreistandsættelser uden godkendelse fra stiftsøvrigheden. Dette følger af § 2 i be-kendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.Den nævnte bekendtgørelse fastsætter i øvrigt en række godkendelseskompe-tencer for stiftsøvrigheden i forhold til ændringer, anskaffelser og istandsættel-ser vedr. inventar m.v. i kirken.Jeg kan afslutningsvis oplyse, at ministeriet netop har haft forslag til lov omændring af lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. i høring, hvorder åbnes op for, at menighedsrådet - med biskoppens tilladelse – kan stillekirken til rådighed til brug for ikke kirkelige formål, under forudsætning af, atden påtænkte aktivitet ikke strider mod kirkerummets karakter. Lovforslagetvil således indebære mulighed for en mere fleksibel brug af kirkerummet sam-tidig med, at det anvendes til gudstjenester og kirkelige handlinger.