Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget har i brev af 30. juli 2014 stillet mig følgende
spørgsmål 193 alm. del, stillet efter ønske fra Uffe Elbæk (UFG), som jeg hermed
skal besvare.
Ministeren
14. august 2014
J nr. 2014 - 1985
Spørgsmål 193
"I Berlingske Business den 18. juli 2014 er ministeren citeret for at sige, at staten
har skabt et kunstigt marked for vindenergi i Danmark, og at man fra regeringens
side fortsat ønsker at investere og støtte branchen. Ministeren bedes redegøre for,
om den økonomiske tilgang til vindmarkedet også vil gælde andre vedvarende
energikilder, der lige nu er i udvikling, og om den strategiske beslutning om
subsidiering af vindmarkedet er drevet af støtte til Vestas og Dong. Herunder om
beslutningen om at nedsætte støtten til solenergi med 54 pct. i marts 2013 blev
foretaget for at beskytte interesser i vindindustrien, blandt andet de igangværende
forhandlinger med Goldman Sachs omkring salg af dele af Dong Energy."
Svar
Alle former for subsidiering til vedvarende energi har til formål at skubbe til markedet.
Ud over vindenergi gives der støtte til bl.a. solceller og biogas. Hensigten er at
markedsmodne teknologierne med henblik på, at de på længere sigt kan konkurrere
kommercielt. Det er ligeledes regeringens politik at nedregulere støtte til vedvarende
energi i takt med, at der sker en teknologi- og markedsmodning. Landvind er et
eksempel på en teknologi, hvor støttebehovet gradvist er mindsket over årene.
Solceller er en anden teknologi, hvor støttebehovet er mindsket, da teknologien er
blevet billigere. Dette er baggrunden for den sænkelse af støtten til solceller, der er
vedtaget i energiforligskredsen.
Der er ikke et ønske om at subsidiere bestemte virksomheder via VE-
støtteordningerne. Tværtimod sker der eksempelvis en betydelig international
promovering af de nuværende havmølleudbud med henblik på at styrke
konkurrencen om udbuddene og dermed mindske støttebehovet.
Med venlig hilsen
Rasmus Helveg Petersen