Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget har i brev af 17. juli 2014 stillet mig følgende
spørgsmål 178 alm. del, stillet efter ønske fra Villum Christensen (LA), som jeg
hermed skal besvare.
Spørgsmål 178
Ministeren
13. august 2014
J nr. 2014-1959
/
"Med henvisning til debatindlægget "Kraft-varme-værkerne er vores nye grønne
stolthed", bragt i Jyllands Posten den 30. juni 2014, bedes ministeren oplyse,
hvor stor en andel af den mængde biomasse og importerede træpiller,
der anvendes som brændsel i danske kraftvarmeværker, der faktisk er certificeret
til at reducere CO2-udledningen med 90 procent i forhold til kul, samt
oplyse om det videnskabelige grundlag for en sådan certificering."
Svar
Der findes i dag ikke internationalt besluttede bæredygtighedskriterier eller
certificeringer for anvendelse af biomasse til energiproduktion.
Som en del af energiaftalen fra 2012 har regeringen udarbejdet en analyse af
anvendelsen af bioenergi i Danmark. Analysen viser bl.a., at der frem mod 2020 vil
blive anvendt en øget mængde træpiller og træflis i takt med omlægningerne på de
store kraftvarmeværker, og at de dominerende biomassetyper på markedet vil være
restproduktioner, som har en gunstig klimaprofil.
Biomasse har mange fordele som brændsel, men det er nødvendigt, at vi har høje
standarder for, hvad det er for noget biomasse, vi bruger. Uden global regulering af
den miljømæssige bæredygtighed ved brugen af biomasse til energi og transport,
peger analysen på, at der på længere sigt vil være en øget risiko for en negativ
klimapåvirkning jo større volumen af biomasse, der anvendes i Danmark.
Jeg har derfor opfordret energibranchen til at indgå en frivillig aftale, som sikrer, at
biomassen kommer fra for eksempel affaldstræ eller tyndingstræ, der giver en lav
CO2-udledning i forhold til kul. Energibranchen har taget positivt imod opfordringen
og er gået i gang med udarbejdelsen af nationale bæredygtighedskriterier.
Hvis det ikke lykkes branchen at indgå en frivillig aftale, vil vi undersøge
mulighederne for at sikre bæredygtigheden gennem lovgivning.