Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2013-14
KEB Alm.del
Offentligt
1383954_0001.png
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget har i brev af 19. juni 2014 stillet mig følgende
spørgsmål 163 alm. del, stillet efter ønske fra Hans Christian Schmidt (V), som jeg
hermed skal besvare.
Spørgsmål 163
”Idet
det lægges til grund, at når en nyopført landvindmølle tilsluttes elnettet, er den
berettiget til et tilskud i ca. 22.000 timer, vil det så også omfatte brugte møller, der
aldrig tidligere har været tilsluttet nettet i Danmark, og hvorledes er reglerne for
renoverede møller?”
Svar
Der ydes et pristillæg til vindmøller på land over 25 kW for summen af en
elproduktion i 6.600 timer med vindmøllens installerede effekt (fuldlasttimer) og en
elproduktion på 5,6 MWh pr. kvadratmeter rotorareal. Pristillæget er på 25 øre/kWh
med et loft på markedspris plus pristillæg på 58 øre/kWh. Det betyder, at hvis
markedsprisen på el overstiger 33 øre/kWh, reduceres tillægget for hver øre
markedsprisen stiger yderligere. Pristillægget ydes fra tidspunktet for nettilslutning.
Dette følger af bekendtgørelse af lov om fremme af vedvarende energi nr. 1330 af
25. november 2013.
Pristillægget ydes til nye vindmøller, dvs. til fabriksnye vindmøller, ikke til tidligere
opstillede og renoverede vindmøller. Dette fremgår af lovbemærkningerne til lov om
ændring af lov om elforsyning nr. 505 af 17. juni 2008.
Endvidere kan jeg oplyse, at ved flytning og nettilslutning af en vindmølle følger det
opnåede pristillæg den enkelte mølle. Dvs. pristillægget kan fortsætte i forlængelse af
det hidtil opnåede tillæg, hvis perioden for pristillægget ikke er udløbet. Dette følger
af bekendtgørelse nr. 1063 af 7. september 2010.
Med venlig hilsen
Ministeren
26. juni 2014
J nr. 2014-1710
/
Rasmus Helveg Petersen