Spørgsmål nr. 18 (Alm. del) fra Folketingets Indfødsretsudvalg:

”Hvilke konkrete initiativer vil ministeren tage for at præciseregrænserne for det skøn, der i forhold til visse aspekter af sags-behandlingen af indfødsretsretssager, foretages af Justitsmini-steriets indfødsretskontor? Spørgsmålet stilles på baggrund afhenvendelsen fra Institut for Menneskerettigheder, jf. IFU alm.del – bilag 5. Svaret ønskes oversendt inden ministerens besva-relse af samrådsspørgsmål A.”

Svar:

1.

Ved Højesterets dom afsagt fredag den 13. september 2013 i sag306/2012 har Højesteret ophævet Østre Landsrets dom af 7. september2012 og hjemvist sagen til landsretten til realitetsbehandling af andet led iappellantens principale påstand om, at Justitsministeriet (tidligere Ministe-riet for Flygtninge, Indvandrere og Integration) til appellanten skal betale25.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Af Højesterets begrundelseog resultat fremgår følgende:”Baggrundog problemstillingVed brev af 26. marts 2009 meddelte Indfødsretskontoret i Ministe-riet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (Integrationsministe-riet) A, at han ikke kunne blive dansk statsborger nu. Ministeriethenviste som begrundelse herfor til, at han ikke opfyldte de gælden-de krav om dokumentation for danskkundskaber. Ministeriet fandtikke grundlag for at forelægge hans sag for Folketingets Indfødsrets-udvalg med henblik på dispensation fra kravet om danskkundskabermv., idet han ikke havde dokumenteret at lide af en fysisk eller psy-kisk sygdom af meget alvorlig karakter. Ministeriet lagde i den for-bindelse til grund, at han led af PTSD, depression samt demens i letgrad, men fandt, at disse lidelser ikke var af en sådan karakter, at de isig selv ville kunne danne grundlag for forelæggelse for FolketingetsIndfødsretsudvalg.A blev herefter ikke medtaget i ministerens forslag til lov om ind-fødsret, og han kom heller ikke med i loven.A har anlagt sag mod Justitsministeriet (tidligere Integrationsmini-steriet), hvorunder han har nedlagt to påstande, som han ønskerdomstolenes prøvelse af.Landsretten har afvist sagen fra domstolene, og for Højesteret angårsagen, om afvisningen er sket med rette, eller om der er grundlag forat ophæve landsrettens dom og hjemvise sagen til landsretten medhenblik på dennes stillingtagen til påstandene.Indfødsretsordningen og domstolsprøvelse

Det følger af grundlovens § 44, stk. 1, at ingen udlænding kan få ind-fødsret uden ved lov. Som led i den ordning, der er etableret, gen-nemføres der årligt indfødsretslove, hvorved en række enkeltperso-ner, der er medtaget i lovforslag med navns nævnelse, meddeles ind-fødsret.Ministeriets behandling af ansøgninger om indfødsret sker i praksispå grundlag af en aftale mellem politiske partier. Aftalen indeholdergenerelle retningslinjer for ministerens udarbejdelse af lovforslag omindfødsret, herunder om forelæggelse for Folketingets Indfødsrets-udvalg af enkelte ansøgninger forud for fremsættelse af lovforslag.Højesteret tiltræder, at ministerens beslutninger om at undlade at op-tage en ansøger på et forslag til lov om indfødsret eller at undlade atforelægge en ansøgning for Folketingets Indfødsretsudvalg er et led ilovgivningsprocessen. Grundlovens § 63, hvorefter domstolene erberettiget til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighe-dens grænser, finder ikke anvendelse på disse beslutninger, da derikke er tale om udøvelse af øvrighedsmyndighed, jf. herved Højeste-rets dom gengivet i UfR 1972 s. 903.Danmark har tilsluttet sig den europæiske menneskerettighedskon-vention og en række andre internationale konventioner, der kan havebetydning for behandlingen af ansøgninger om eller for tildeling afstatsborgerskab (indfødsret). Danmark har herved påtaget sig enrække folkeretlige pligter, som også i forarbejder til indfødsretslovenforudsættes efterlevet ved Folketingets og Indfødsretsudvalgets ud-øvelse af skønnet over, om dansk indfødsret skal meddeles en ansø-ger, jf. herved lovforslag L 69, Folketingstidende 1998-99, tillæg A,s. 1794. En ansøger, der ikke er blevet medtaget i en lov om indføds-ret, kan derfor ved domstolene få prøvet, om folkeretlige forpligtel-ser er krænket, og om ansøgeren i den anledning har krav på erstat-ning eller godtgørelse. En sådan domstolsprøvelse vil ikke være istrid med regeringens eller Folketingets kompetence efter grundlo-vens § 21 og § 41, stk. 1, vedrørende lovforslags fremsættelse ellergrundlovens § 44, stk. 1. Disse bestemmelser udelukker derimodf.eks. domstolsprøvelse af påstande om, at ansøgeren skal medtages iet lovforslag om indfødsret eller skal meddeles indfødsret ved lov.Den principale påstandAndet led i As principale påstand går ud på, at Justitsministeriet skalbetale ham 25.000 kr. med rente. Dette led i påstanden må ses i lysetaf As grundlæggende synspunkt, hvorefter ministeriet ved behand-lingen af hans ansøgning om indfødsret har udsat ham for usagligforskelsbehandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser.Det er denne påståede forskelsbehandling, som han ønsker kompen-sation for. A har nærmere anført, at den usaglige forskelsbehandlingbestår i, at ministeriets indfødsretskontor ikke som for andre lidelserforetog en konkret og individuel vurdering af graden af hans lidelse(PTSD) med henblik på forelæggelse for Folketingets Indfødsretsud-valg om dispensation fra sprogkravet mv. Højesteret finder, at dissespørgsmål efter det ovenfor anførte kan prøves ved domstolene.3

Første led i As principale påstand går ud på, at Justitsministeriet (In-tegrationsministeriet) skal anerkende, at ministeriet ikke burde haveafvist at forelægge hans ansøgning om statsborgerskab for Folketin-gets Indfødsretsudvalg. A påberåber sig dette led i påstanden til støt-te for påstandens andet led om betaling af en godtgørelse på 25.000kr. Første led i påstanden må således reelt anses for at være et an-bringende til støtte for påstandens andet led. Første led i den princi-pale påstand afvises derfor. Højesteret har herefter ikke anledning tilat tage stilling til, om første led i den principale påstand, som dette erformuleret, kan prøves ved domstolene.Den subsidiære påstandIntegrationsministerens brev af 7. juni 2006 indeholder ikke en be-slutning vedrørende A, men er en generel udtalelse om retstilstandenmed kommentarer til en henvendelse herom fra Institut for Menne-skerettigheder. Rigtigheden af en sådan generel udtalelse kan A ikkefå prøvet ved domstolene. Højesteret tiltræder derfor, at den subsidi-ære påstand er afvist.Konklusion og sagsomkostningerHøjesteret ophæver herefter landsrettens dom og hjemviser sagen tilprøvelse af andet led i As principale påstand.[…]”

2.

Der er ikke med Højesterets dom af 13. september 2013 taget stilling tilsagens materielle spørgsmål om, hvorvidt folkeretlige forpligtelser erkrænket, og om appellanten i den anledning har krav på erstatning. Dettespørgsmål er hjemvist til landsretten til realitetsbehandling. Landsrettenhar endnu ikke afsagt dom i sagen.Højesterets dom indebærer derfor ikke en vurdering af, om der set i lysetaf Danmarks internationale forpligtelser er behov for at præcisere græn-serne for det skøn, der foretages i forhold til visse aspekter af sagsbehand-lingen i indfødsretssager.Justitsministeriet afventer landsrettens fornyede behandling af sagen, ogministeriet finder på den baggrund af principielle grunde ikke at burde ud-tale sig nærmere om forhold, som vil kunne indgå i landsretssagen.Justitsministeriet vil imidlertid følge landsretssagen nøje med henblik på –når sagen er afsluttet – at vurdere dens betydning.Justitsministeriet kan afslutningsvist generelt oplyse, at det er en prioritetfor ministeriet løbende at sikre, at der foretages en grundig og fyldestgø-4