Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 14. oktober 2014
Sagsnr.: 27864
Dok.nr.: 733008
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 535 (FLF alm. del) stillet den 25.
september 2014 efter ønske fra Erling Bonnesen (V)
Spørgsmål nr. 535:
”Med henvisning til artiklerne i Landbrugets erhvervsavis ”Effektivt Landbrug” den 20.
september 2014, på forsiden med overskriften
”Vandt over Naturerhverv” og på siderne 12-14, bedes ministeren svare på,
a. om det er korrekt, som nævnt i artiklen, at styrelsen ikke har ændret praksis endnu,
selv om staten har indrømmet fejlen og givet lodsejeren ret,
b. om ministeren vil sikre, at styrelsen ændrer og strammer op på procedurerne,
således at der ikke træffes afgørelse alene på grundlag af luftfoto, specielt når der fra
lodsejer bliver anmodet om at man besigtiger stedet, og
c. hvad ministeren mener om den magtarrogance, sagsbehandleren udtrykker
overfor lodsejeren, jf. citatet i artiklen på side 12: ”Men sagsbehandleren siger bare,
at vi må finde os i de procedurer, der er, når vi søger penge. Vi kunne jo bare lade
være med at søge. Det er jo frivilligt. Der er ingen, der tvinger os til at søge.”
Herunder bedes oplyst, om ministeren vil indskærpe, at sådan behandler man ikke
borgerne, specielt ikke når det viser sig, at procedurerne er forkerte, og om
ministeren vil stoppe den magtarrogance, der her ses eksempel på.”
Svar:
NaturErhvervstyrelsen har oplyst følgende:
”Det kan oplyses, at den sag, som omtales i artiklerne i ”Effektivt Landbrug” den 20.
september 2014, er afgjort i NaturErhvervstyrelsen på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af forholdene i den pågældende landmands sag. Styrelsen havde
oprindeligt truffet en forkert afgørelse, hvorfor der blev sendt en ny afgørelse til
landmanden den 18. august 2014. I den nye afgørelse beklagede styrelsen sagsforløbet
og den fejlagtige afgørelse. Styrelsens nye afgørelse får alene betydning for den konkrete
sag.
Styrelsen vil derfor ikke ændre praksis med hensyn til brugen af luftfotos i
arealstøttesager. Det skyldes, at det ikke har været kvaliteten af luftfotos, men snarere
en menneskelig fejl, der beklageligvis har resulteret i en fejlagtig afgørelse i den
pågældende sag.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk