Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01317
Den 10. oktober 2014
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 15. september
2014 stillet følgende spørgsmål nr. 526 (alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Esben Lunde Larsen (V).
Spørgsmål nr. 526 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for, hvordan hun vil håndtere det problem, som den
voksende bestand af skarv i Danmark efterlader i forhold til opgangen af laks og
ørreder til de danske åer, bl.a. Skjern Å og fladfisk i Ringkøbing Fjord og Nissum
Fjord henset til, at skarvbestanden fra 2013 til 2014 ifølge Ritzaus Bureau den 12.
september 2014 er steget med 23 pct., jf. tal fra Nationalt Center for Miljø og
Energi (DCE) ved Aarhus Universitet.
Svar
Den danske ynglebestand af skarv var i hastig vækst i begyndelsen af 1990’erne,
hvorefter væksten ophørte. I årene 1993-2006 varierede ynglebestanden mellem
36.400 par og 42.500 par. De efterfølgende år faldt skarvbestanden til et foreløbigt
lavpunkt på 24.500 par i 2013. Det laveste antal siden 1990. Stigningen på 23 pct.
fra 2013 til 2014 til 30.500 par skal ses i dette lys.
Skarver forvaltes efter rammerne givet i forvaltningsplan for skarv fra 2009, der er
udarbejdet i dialog med interessenter og forskere i Skarvarbejdsgruppen, der
rådgiver Naturstyrelsen i disse spørgsmål.
Det er ikke muligt at indføre jagttid på skarv i henhold til EU's
fuglebeskyttelsesdirektiv, men der er muligheder for at regulere skarv for at
forhindre omfattende skader på fiskeri- og vandområder, hvis der ikke kan findes
en anden tilfredsstillende løsning.
De problemer som skarvens fouragering forårsager i Ringkøbing Fjord, Nissum
Fjord og Skjern Å søges imødegået dels ved regulering af skarvernes ynglesucces
gennem oliering af æg og dels gennem tilladelser til at skyde skarver som et led i
bortskræmning ved åen. Der er ligeledes mulighed for at regulere skarv i
kystområder, der er udpeget som vigtige for fiskeri og fiskebestande, hvilket
gælder både Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk