Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2013-14
FLF Alm.del
Offentligt
1408039_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-11839
Den 10. oktober 2014
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 11. september
2014 stillet følgende spørgsmål nr. 520 (alm. del), som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 520 (alm. del)
Ministeren bedes oversende en liste, der viser, hvordan harmonikravet i forhold til
produktion af slagtesvin pr. hektar jord er implementeret i EU’s medlemslande.
Svar
I Regeringens Aftale om Vækstplan for Fødevarer fra den 2. april 2014 blev det
besluttet at iværksætte et nabotjek af miljøregulering og kontrol af
primærjordbruget. Sigtet med nabotjekket er at understøtte og bidrage til et
styrket beslutningsgrundlag for ny målrettet regulering, herunder konkret at samle
erfaringer fra andre landes/delstaters regulering. I dette arbejde vil samtidig indgå
eksisterende viden fra tidligere undersøgelser. Resultatet af denne undersøgelse vil
foreligge januar 2015 og vil bl.a. vise, hvordan harmonikravet er implementeret i
andre EU medlemslande.
Det skal understreges, at en sammenligning alene af harmonikrav over
landegrænser ikke giver det fulde billede af reguleringen af produktionen af
slagtesvin pr. hektar i andre lande, da miljøreguleringen skal ses som et hele.
F.eks. er der i Nederlandene krav om, at produktionen af svin ikke må stige samlet
set samt krav om obligatoriske afgrødefosfornormer, dvs. at der sættes et
maksimum på tilladt tilførsel af fosfor. Sidstnævnte er ikke et krav i Danmark.
Begge dele vil have indflydelse på implementeringen af regler for produktion af
slagtesvin pr. hektar jord i Nederlandene.
./.
I forhold til de forskellige krav til fosfortilførslen i forskellige lande i Europa har
jeg spurgt Miljøstyrelsen, der henviser til vedlagte rapport fra april 2014, hvor der i
tabel 14, side 25, er et overblik over kravene i de forskellige lande.
Kirsten Brosbøl
/ Claus Torp
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk