Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 18. juli 2014
Sagsnr.: 26713
Dok. nr.: 697982
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 431 (FLF alm. del) stillet den 26. juni
2014 efter ønske fra Per Clausen (EL)
Spørgsmål nr. 431:
”Ministeren bedes redegøre for sine bestræbelser på at bringe den sundhedstruende forurening
med tungmetallerne kobber og zink i dyrefoder til ophør.”
Svar:
Indholdet af kobber og zink i foder er ikke forurening i foder, idet stofferne tilsættes med vilje,
fortrinsvis for at dække dyrenes ernæringsmæssige behov, jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 429
(FLF alm. del).
Bestræbelserne går derfor ikke ud på at ophøre med at tilsætte kobber og zink, men på at sænke
niveauet så meget som muligt, uden at det går ud over dyrevelfærden.
For zink har EU’s fødevareautoritet EFSA i maj 2014 udgivet en rapport om den mulige reduktion af
det nuværende, godkendte indhold af zink i foder. På basis heraf forventes det, at det tilladte
indhold af zink nedsættes til det niveau, som EFSA har vurderet er ernæringsmæssigt nødvendigt.
For godt et år siden gav EU-Kommissionen udtryk for, at EFSA var blevet bedt om en vurdering af
både kobber og zink. Der blev imidlertid af ressourcemæssige grunde kun udarbejdet en rapport
om zink. Danmark har i længere tid presset på for at få disse vurderinger og vil fortsætte dette
pres for også at få en vurdering af kobber.
Fødevarestyrelsen har senest fulgt op på sagen på et møde på direktionsniveau med
Kommissionen.
Jeg vil rejse spørgsmålet overfor den nye kommissær, hvis de allerede iværksatte initiativer ikke
fører til, at Kommissionen anmoder EFSA om en vurdering af kobber.
Dan Jørgensen
/ Lene Carpentier
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk