Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2013-14
FLF Alm.del
Offentligt
1371577_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 21. maj 2014
Sagsnr.: 25894
Dok.nr.: 677295
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 349 (FLF alm. del) stillet den 30. april
2014 efter ønske fra Erling Bonnesen (V)
Spørgsmål nr. 349:
”Er ministeren enig i, at det er af afgørende betydning for bevarelse af dansk frøavls status og
nuværende eksportværdi, at der fremadrettet eksisterer en dansk sortsafprøvning, der anerkendes
af kunderne rundt i verden?”
Svar:
Dansk frøavl har gennemgået en meget positiv udvikling over en årrække. Dygtige planteavlere og
effektive frøfirmaer bærer en væsentlig del af æren for, at den nuværende stærke position er nået.
Fra Fødevareministeriets side har vi understøttet denne udvikling ved at stille sortsafprøvning til
rådighed og ved at certificere produkterne for spireevne, renhed og ægthed i overensstemmelse
med EU og OECD standarder.
Det er tydeligt for enhver, at der er stor tillid ude i verden til de garantier, som afgives fra
myndighederne i Danmark, og at dette understøtter eksporten. Det afgørende er især, at det
officielle certifikat, som ledsager frø til eksport, er myndighedernes bekræftelse af varens
spireevne, ægthed og renhed.
Det har imidlertid allerede i en årrække været således, at udstedelse af certifikater beror på flere
kontrolforanstaltninger, hvoraf nogle er i privat regi og andre i offentligt regi. Ansvaret er selvsagt
myndighedernes, men vi har i Danmark en tradition for at finde pragmatiske løsninger, som
samtidig opfylder kravene om troværdighed og omkostningseffektivitet.
Jeg kan derfor være enig i, at den officielle certificering er vigtig af hensyn til eksportkundernes
anerkendelse, men at den bagvedliggende kontrol ikke nødvendigvis behøver være i offentligt regi.
Dan Jørgensen
/ Simon Apelblat Thomsen
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk